Læsetid: 4 min.

De danske isladies

12. februar 1998

DANMARK har fået et nyt stort samtaleemne, nemlig curling. Da curling første gang lod sig se på tv, fik mange seere sig et billigt grin, for sjældent havde man oplevet en idrætsgren, der i den grad virkede komisk. Foran den flade curlingsten løb nemlig to spillere, som fejede og fejede med hurtige armbevægelser, som om de var betalt for det, hvad de ikke var. Det lignede noget fra en absurd tegneserie.
Siden er der sagt mange vittigheder om "mutter, der kommer med spand og kost", om "gratis kost og logi", om at "feje for egen sten", osv. i den dur. Ingen af vitserne er imidlertid sjove at høre på for den seriøse curling-entusiast, og man kan med lige så stor ret sige, at 22 mænds hektiske løben rundt efter en fodbold virker lige så latterlig eller absurd. Vi har bare vænnet os til synet og indoptaget fænomenet i vores "fornuftens verden".
Også curling er et ædelt, gammelt kulturspil. Den første klub, The Duddinbgton Society, blev stiftet i Skotland i 1795, men spillets rødder går helt tilbage til 1500-tallet - og nu er vi ovre i Den Store Danske Encyklopædi. Der blev spillet med flade natursten, som man helt gratis brækkede af ude i naturen. Skotske sten regnes den dag i dag for de bedste og benyttes ved de olympiske vinterlege, som netop nu er i gang i Nagano i Japan, og som naturligvis er anledningen til disse betragtninger.
Danskerne synes nemlig at have taget de ishårde ladies til sig som modermælkserstatning for de håndboldspillende jernladies, der p.t. ikke er ude i noget alvorligt idrætsligt ærinde.

FOR DE af dette blads meget intellektuelle læsere, der altid sidder med næsen i bogen, bør vi forklare, at curling spilles af to hold á fire personer, og at reglerne minder meget om petanque, boccia, boules. Det gælder om at få en 20 kilo tung, flad sten sendt hen i en cirkel, malet på en isbane. Foran løber to spiller, som altså fejer og fejer med koste - med det formål dels at fjerne løs is, fugt og urenheder, dels at gøre isen varm, så stenen glider lettere. De kan få den til at glide 6-8 meter længere, end den ellers ville være skredet.
En klog mand på et universitet har engang sammenlignet curlingspillet med selve kunsten at leve livet i forbindelse med en gennemgang af forfatteren Svend Åge Madsens værker. Det gælder om, at livet ikke skal blive for kort, ikke for langt, men have lige nøjagtig den længde, et liv bør have for alt i alt at være det optimale liv. Sådan er det osse med curling, som dermed er ophøjet til at være et særdeles intellektuelt og åndeligt spil.

MAN (MAND) har gjort sig munter over, at de spillende isladies tilsyneladende ikke behøver have Barbie-figur eller for den sags skyld Tanderup-figur, men det er noget pjat. De er flotte, som de er, og der er ikke spor galt i at være husmor i Hvidovre i det daglige.
Imidlertid må man forstå kritikken som led i en mere omfattende besværgelse over for de olympiske leges ledelse for at have taget alt for mange nye sportsgrene ind i varmen - eller kulden. Det opleves af OL-fundamentalister som en hån mod de sportsfolk, der yder en daglig indsats med hård, fysisk træning i timevis. Man taler nedladende om visse "bodegasportsgrene", for hvor går grænsen? Bobslæde-lobbyen har fået anerkendt deres sportsgren, men hvornår slår bobspillets lobbyister til og får besnæret Ringenes Herrer i de højeste, olympiske cirkler? Hvad med billard, boules, kegler, ludo og l'hombre?
Til alt dette er kun at sige: Hold fingrene fra curling.

ISKVINDERNE slog i går USA med 8-5. En sikker sejr, selvom kampen først blev afgjort i sidste ende. Ordet ende skal her forstås rigtigt som et teknisk udtryk, idet en kamp er opdelt i ti "ender". Når dette læses har danskerne formentlig spillet endnu en kamp, nemlig mod Japan (start kl. 6 denne morgen, dansk tid). Uanset udfaldet vil man ikke kunne fratage iskvinderne de gode resultater, de allerede har haft, selvom det også er blevet til nederlag. Det var dog ingen skam at tabe til Canada, for som landstræneren sagde bagefter:
"Canadierne spillede nogle fantastiske sten".
Også svenskerne spillede nogle gode sten, og dem tabte vi også til. Her fik iskvinderne imidlertid en sejr uden for banen, en uventet opbakning fra den danske prinsesse Benedikte fra Berleburg, der pludselig og uaftalt entrede tvs kommentatorboks, så kommentator Claus Elgaard blev ganske forfjamsket. Hun ville blot udtale, at hun fandt curlingspillet uhyre spændende og interessant. (Dermed fik hun også rettet noget op på kongehusets renomnme, som er blevet blakket efter Alexandras og Joachims jokken rundt i spinaten i livristsagen). Bedre reklame kunne curling ikke få.

I ET AF de stykker, Dr. Dante-teatret har spillet (Halløj på indlandsisen), er der en scene, hvor en dansker kommer ind i et grønlandsk hjem. Den grønlandske familie er anbragt i en sofa. Som på tælling går deres hoveder i små ryk fra side til side, mens de ser et eller andet i tv. Man tror, det er en tenniskamp, men da danskeren vil sige noget, næser én af grønlænderne ham af med ordene "Schyyy! Vi er ved at se en meget, meget vigtig sneboldkamp".
Andre kulturer, andre sportsgrene. Man skal ikke være bange for noget nyt og anderledes, og hvem ved om ikke også sneboldkampe en dag bliver optaget som disciplin ved de olympiske vinterlege.
De ler måske lige nu, kære læser, men den, der ler sidst, ler bedst. For vore isladies håber vi, at de en dag får lejlighed til at møde det spanske landshold, de berømte Carmen Curlers.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her