Læsetid: 5 min.

Det danske kunstnermiljø er alt for dansk

Kunsten kan ikke længere blot bedømmes med referencer til den vestlige modernismes kunstdefinitioner og kvalitetsbegreber. Globaliseringen er netop skyld i, at det 'internationale' bliver nødt til at give plads til et mere omfattende begreb, nemlig 'det interkulturelle', hvor afstanden mellem kultur i ens eget kvarter kan være større end forskellen mellem New York og Christianshavn
2. marts 2007

I den kommende uge vil Folketingets Kulturudvalg diskutere 'kulturel mangfoldighed' i anledning af en rapport bestilt af Kunstrådet - en rapport der siden blev sendt til Kulturministeren med en opfordring til at afsætte midler til flere initiativer. Så vidt vides, var det første gang, at dette emne blev sat på dagsordenen. Dette er altsammen vældigt positivt, selv om det kan undre en, at dette emne i så mange år har været så fraværende på den kulturpolitiske dagsorden.

Kunstrådet har i årene 2003-7 kunnet disponere over 120 mio. kr. til nye og tværgående initiativer, men besluttede ved dets tiltrædelse i 2003 overraskende nok ikke at inddrage 'kulturel mangfoldighed' som et satsningsområde. Derfor er det glædeligt, at Kunstrådet her på falderebet (rådet går af 1. april) har taget initiativ til at få området belyst via en omfattende rapport.

At der er for få udøvende kunstnere med anden etnisk baggrund, som er aktive i det danske kulturliv, er en kendsgerning, som er velkendt i dansk kulturliv - og at kultur-institutioner savner de ni procent af befolkningen med indvandrerbaggrund svarende til hele 400.000 personer (et tal som i 2020 forventes at stige til ca. 650.000) er ingen hemmelighed.

Ensartet forfatterkorps

Senest pointerede Gyldendals direktør Johannes Riis i sin tale i oktober 2006 ved uddelingen af den ny litteraturpris 'Nye Stemmer' til forfattere med indvandrer-baggrund, at "her i landet er der et påfaldende ensartet præg over forfatternavnene, et påfaldende dansk enhedspræg, mens det i England vrimler med forfatternavne, der ikke rimer på hverken Smith eller Jones".

Sammenlægningen af Teaterrådet, Musikrådet samt Center for Dansk Billedkunst og Litteratur Centret i 2001 skulle bane vejen for netop en tværgående tankegang, der har været savnet i dansk kunst og kulturpolitik. De 120 millioner der blev afsat (midlerne fra den tidligere Kulturfond og Udviklingsfond der blev nedlagt i 2001) var netop til nye tiltag. Disse frie midler er dog blevet stærkt beskåret i 2007, og dermed er spørgsmålet, om der overhovedet kan skabes politisk interesse for nødvendige initiativer til at få dansk kulturliv til at åbne sig i højere grad og til at forbinde nationale tiltag med kommunale og andre lokale initiativer.

Ser man andre steder hen - ja, vi behøver kun se over sundet til Sverige og Norge - er vi i Danmark bagefter netop i forhold til den kulturpolitiske anerkendelse af, at samfundet ikke længere kan kaldes monokulturelt på trods af naturlige ønsker om at være det.

Kulturmiljøet svigter

Kunsten kan ikke længere blot bedømmes med referencer til den vestlige modernismes kunstdefinitioner og kvalitetsbegreber. Globaliseringen er netop skyld i, at det 'internationale' bliver nødt til give plads til et mere omfattende begreb, nemlig 'det interkulturelle', hvor afstanden mellem kultur i ens eget kvarter kan være større end forskellen mellem New York og Christianshavn.

Leder man på nettet efter et sted for at finde kunstnere med indvandrerbaggrund, er det symptomatisk, at den eneste eksisterende webside er bazART, som er drevet af Dansk Flygtningehjælp - og ikke af en kulturel institution. Det er pris-værdigt, at DFJ tager hånd om nogle af disse kunstnere, mens kulturmiljøet svigter.

En vellykket integration er betinget af både kendskab til og inddragen i den pågældende kultur. Det er vores opgave at stimulere kontakten for netop at imødegå en berøringsangst.

Efter normale beregninger burde man kunne finde mellem 4.000 - 8.000 professionelt arbejdende kunstnere i en befolkningsgruppe på 400.000. Efter bedste evne kan jeg højest finde frem til nogle hundrede. Hvad er der mon blevet af de andre?

Vejen frem er både at åbne danske kulturinstitutioner og samtidig styrke den kulturelle ballast, der afspejler befolkningens egen mangfoldighed og tillige at skabe rammer for den hybridkunst og -kultur, der skabes netop dér, hvor elektronmusik møder gnawamusik, eller indisk katakdans møder moderne vesteuropæisk dans som eksempelvis Akram Kahn.

Fejre mangfoldigheden

Som en leder i Arts Council England udtrykte det i december: "Danmark minder om England i 70'erne hvor vi blev kon-fronteret med vores egen institutionelle racisme." Ja, hårde ord, men ikke desto mindre rammende.

Flere år bagefter Norge og endnu flere år efter Sverige, som begge i øvrigt har tilsluttet sig EU's 'Year of Intercultural Dialogue' i 2008 og er i gang med en række tiltag i den sammenhæng. EU's år er en udemærket anledning til at kridte skoene og komme igang. Ja, vi kunne ligefrem fejre mangfoldigheden i kunsten.

Men der findes naturligvis gode enkelte tiltag i Danmark - Betty Nansen Teatrets C:NTACT projekt på Edison. 'Images' som sidste år blev til 'Images of Middle East', i Århus arbejdes der på spændende planer om et verdenskulturhus. Gyldendal og Berlingske Tidende lancerede sidste år en ny bogpris, 'Andre stemmer', Verdenmusikforeningen har skabt et aktivt miljø i hele landet, Taastrup Teater er med sit opsøgende repertoire en model for andre egnsteatre, og så er der Odin Teatret, der har praktiseret det interkulturelle i mange år med fremragende resultater.

Men hvor er Kulturministeriet, og hvor er statens centrale bevillingsinstans henne - og hvor er de mange kulturinstitutioner ? Der er masser af erfaringer og hjælp at hente hos vores nordiske naboer. Lad os håbe, at det nye Kunstråd, der overtager rorpinden d. 1. april, sætter emnet højt på dagsordenen. Måske endda på foranledning af kulturministeren selv, der netop i december underskrev UNESCO's konvention for netop beskyttelse og fremme af kulturel mangfoldighed - et forpligtende grundlag for at gøre noget - også i det hjemlige. Armslængdeprincippet er jo godt, men i visse situationer er hands on bedre.

Lad os tage fat på denne vanskelige kulturpolitisk bundne opgave og samtidig huske os selv på, at kunstnerisk skaben er en basal forudsætning i ethvert samfund - ikke mindst lige nu. Lad det ske, inden vi taber - både på scenen men muligvis også på gaden - vores gensidige respekt for kulturelle forskelle. Forskelle som er en forudsætning for forståelse og frugtbar sameksistens. Verden er blevet mindre, men vi kan sagtens gøre Danmark lidt større.

Trevor Davies er kunstnerisk leder, Københavns Internationale Teater og forfatter til rapporten 'Kulturel mangfoldighed i forhold til Kunstrådet'. Se www.kunstrådet.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu