Læsetid: 2 min.

Danske læger er usikre på aldersvurdering

Usikkerheden ved aldersvurdering af unge udlændinge er for stor til, at norske læger længere vil udføre dem. Også blandt danske læger er debatten om aldersvurderinger nu i gang
27. november 2006

Om kort tid udsender Red Barnet for Socialministeriet en kortlægning af omfanget af mindreårige trafficking-ofre i Danmark. Et centralt spørgsmål er, hvordan unge udlændinge aldersvurderes, f.eks. hvis de selv oplyser at være mindreårige. Men de anvendte metoder til aldersvurdering er ikke sikre. Lægeforeningens etiske udvalg skriver nu til Retslægerådet for at få større klarhed.
»Der har jo været rejst kritik af usikkerheden ved den slags vurderinger, så i al fredsommelighed spørger vi nu Retslægerådet, hvordan man i Danmark i praksis håndterer den usikkerhed,« siger formanden for foreningens etiske udvalg, praktiserende øjenlæge Hans Buhl.
I Norge har lægeforeningen vedtaget, at deres medlemmer ikke længere deltager i den slags vurderinger. Årsagen er først og fremmest usikkerheden. Ifølge en norsk rapport fra Norges Nationale Kundskabscenter fra juni 2006 kan usikkerheden ved en aldersvurdering således være helt op til 20 procent. Eller sagt med andre ord, hvis 10 unge udlændinge aldersvurderes som voksne, kan to i virkeligheden stadig være børn, som på grund af forkert aldersvurdering ikke får de rettigheder, som tilkommer dem som mindreårige.
De norske udlændingemyndigheder, Utlendingsdirektoratet, foretager derfor kun aldersvurderinger på baggrund af røntgenfoto af tænderne, som tandlægerne står for.
I sager om familiesammenføringer eller i sager om udsendelse af afviste asylansøgere kan der være en verden til forskel på, om en person vurderes som barn eller som voksen, dvs. under eller over 18 år. Det vidner sagen om de unge nigerianske prostituerede, som først blev vurderet som børn, siden som voksne, tydeligt om.

Forbenede teenagere

Lægeforeningens etiske udvalg har også spurgt røntgenlægerne og børnelægerne om deres syn på aldersvurderinger. Og ikke mindst svaret fra børnelægernes faglige organisation, Dansk Pædiatrisk Selskab, har ført til det etiske udvalgs henvendelse til Retslægerådet.
»Vi blev bedt om at udtale os om sikkerheden ved aldersvurderinger,« oplyser formanden for Dansk Pædiatrisk Selskab, overlæge Klaus Børch fra Hvidovre Hospital.
»Og vi svarede så, at der er betydelig usikkerhed, og at der ikke findes metoder, der er 100 procent sikre. Det er f.eks. forskelligt, hvornår piger puberterer og får menstruation. Forbeningen af knoglerne, som er en af de elelenter, som indgår i en aldersvurdering, hænger snævert sammen med puberteten. Jo tidligere man puberterer, jo tidligere forbenes ens knogler,« fortæller Klaus Børch.
Tidligere har også professor i retsmedicin ved Københavns Universitet Hans Petter Hougen betonet usikkerheden: »Man kan jo ikke tælle årringe på et menneske,« som han har formuleret det.
En aldersvurdering i Danmark består i dag af tre elementer: En almindelig lægeundersøgelse af personens fysiske udvikling, heriblandt højde og kønsbehåring, og så røntgenbilleder af henholdsvis håndrodsknoglens forbening og visdomstændernes udvikling. Alle tre dele vurderes individuelt af forskellige læger og tandlæger og samles så af retsmedicinerne til én samlet vurdering, som myndighederne så får.
Men ifølge den norske rapport er usikkerheden især stor ved vurderingen af visdomtænderne. Så stor, at røntgenoverlæge Tor Reiseter fra Ullevål Universitetssykehus simpelthen forkaster den metode: »Tandundersøgelser er totalt upålidelige,« siger han.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu