Læsetid: 3 min.

Den danske model er en ung blond pige

Måske er netop Me-We generationen Den Danske Models reelle forsvarere, fordi vi insisterer på, at livet ikke skal forstås i den nuværende snævre globaliseringsramme
2. august 2005

Det var første og sidste gang, jeg inderligt ønskede at dræbe et andet menneske. Jeg var så aggressiv, at benene skælvede under mig, og jeg kunne ikke klare de få trin ned ad diskoteksindgangens trappe uden at støtte mig til gelænderet. I dag er jeg lettet over, at dørmanden, der afviste mig med en racistisk bemærkning, stadig er i live, og jeg støtter varmt et totalforbud mod at gå med kniv. Efter episoden diskuterede jeg flere gange med venner, hvorfor jeg blev så inderligt bitter. Jeg mener, hvem gider alligevel smide sin hårdt tjente lærlingeløn på et diskotek, der har to bodybuilder-farvescannere ansat i døren?
Svaret er, at man selv vil skride og smække med døren. At man selv vælger fra og til er mere afgørende for min generation (født i 1980'erne) end for nogen tidligere.
Derfor er det ærgerligt, at der i Informations omtale den 26.juli af bogen The MeWe Generation, udgivet af den svenske tænketank Kairo's Future, ikke er blevet plads til det, der efter min mening er hele bogens omdrejningspunkt: Nutidens unge vælger den mulighed, der giver flest nye muligheder for at vælge. Vi vælger aldrig vejen uden afkørsler.
Determinisme har altid skræmt den unge og håbefulde generation. Men tanken om, at man ikke kan skabe sin egen fremtid, er ikke alene en klaustrofobisk spændetrøje for min generation, det er selve hovedfjenden i det næste ungdomsoprør, der vil udspille sig i de skandinaviske lande. Vi hører hver dag, at globaliseringen giver os alle muligheder i livet. 'Du kan hvad du vil'. Men realiteterne er, at arbejdet med at nedbryde den negative sociale arv går tilbage. Og at der for nogen i gruppen af unge, der udråbes som globaliseringens vindere, kun viser sig en enkelt mulighed ud af det enorme forventningspres, der følger med etiketten 'den kreative klasse', og det er den mulighed, der giver unge i Danmark en af de største selvmordsrater i verden. Dette mis-match mellem tidens store fortælling om den forkælede ungdomsgeneration med 1001 valgmuligheder på den ene side og realiteternes verden på den anden udspiller sig ikke kun på det personlige plan, men får selvfølgelig straks et politisk spejlbillede (eller er det omvendt). Kataloget over seriøse løsningsforslag på tidens store politiske problemstillinger indskrænker sig til et eneste, et forslag der kun kan læres gennem seks år på statskundskabsstudiet. Når politik bliver til administration af en i forvejen determineret udvikling, bliver de politiske partier reduceret til karriereskoler. Og derfor engagerer unge sig ikke. Hvem gider være aktiv i en administration, der kan sælge støv på metermål?

Valg og fravalg

Men herfra og til at konkludere at unge ikke er fællesskabsorienterede (nok), og derfor bringer Den Danske Model i fare, forstået som et aftalebaseret arbejdsmarked, med dertil hørende social og politisk overbygning, kendt som velfærdsstaten, tror jeg er lodret forkert.
Forkert fordi grundtanken bag den danske model ikke handler om folkeskolen, efterlønnen eller overenskomstsystemet. Alt det er blot midler til at nærme sig, hvad Den Danske Model egentlig handler om, nemlig reel indflydelse på eget liv til alle samfundets borgere uanset social status. Og at vi som samfund erkender at udvidede muligheder og rettigheder til den ene borger, kan indskrænke det samme for en anden. Og at politik derfor handler om at ville foretage reelle valg og fravalg. med dens skæbnetunge, management-inspirerede terminologi, om det uundgåelige i udflytning af arbejdspladser, om ældrebomben, der tvinger efterlønnen på pension, og om de sikre forudsigelser om hvem der bliver fremtidens vindere og tabere.
Sig mig, er vi ikke netop mennesker, fordi vi selv vælger? Kan vi ikke bare beslutte at beholde industriarbejde i Danmark og sørge for, at de mennesker, der gerne vil arbejde med det, ikke ender som tabere? Det næste ungdomsoprør går forhåbentlig ikke med kniv, for det handler om dette. Om kernen i den danske model, retten til selv at vælge om man vil skride og smække med døren. Og de dele af den ældre generation, der opfatter Den Danske Model som en ung blond pige, hvis vilje vi skal spærre inde, for at hun ikke skal komme til skade, ender paradoksalt nok med at blive en trojansk hest mod det velfærdssamfund, som de mere end nogen andre selv er et produkt af.

Mattias Tesfaye er murersvend og lærlingekonsulent i 3F

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu