Læsetid: 6 min.

Danske Norges-arbejdere i tysk fangenskab

60-årsdagen for frigørelsen fra nazisternes greb blev markeret på behørig vis i både Danmark og Norge. Men der har ikke været fokus på de danske arbejdere, som endte i tysk fangenskab i Norge under Anden Verdenskrig
21. maj 2005

Af de omkring 10.000 danskere, som meldte sig frivilligt til arbejdsindsats i tysk tjeneste i Norge under Anden Verdenskrig, havnede en stor del i tysk fangenskab sammen med blandt andre norske politiske fanger, østeuropæiske krigsfanger og slavearbejdere.

Gads leksikon om dansk besættelsestid 1940-45 (2002) anfører, at danske arbejdere i Norge grundet mindre forseelser blev anbragt i "tugthuse, kz- og arbejderopdragelseslejre".

Her må det indvendes, at der hverken fandtes tugthuse, koncentrationslejre eller forbedringsanstalter for arbejdere i Norge under besættelsen. Derimod fandtes der omkring 500 permanente og midlertidige lejrenheder oprettet for krigsfanger/slavearbejdere fra Østeuropa i tilknytning til Wehrmachts og Organisation Todts (OT) byggeprojekter, og et lille antal permanente fængsler og lejre for norske politiske modstandere.

I perioden oktober 1941 til marts 1945 sad der til stadighed et varierende antal danske borgere i tysk fangenskab i Midtnorge. Det totale antal for hele perioden var 223, fordelt mellem SS-Strafgefangenenlager Falstad 80 km nord for Trondheim og Vollan Fængsel i Trondheim by.

Sat i system

Lejrsystemet i Norge voksede til kolossale dimensioner under det tyske regime og var en konsekvens af OT's omfattende virksomhed i landet. OT-lejrene var gennemgående små og provisoriske og spredt ud på forskellige byggeprojekter. Mere markante var de permanente regionale lejre, som blev etableret for norske politiske fanger. Disse lejre varierede stærkt med hensyn til størrelse, fangeantal og fangebehandling.

Den fælles baggrund for oprettelsen af lejrene var den generelle skærpelse af besættelsesmagtens krav om politisk og økonomisk kontrol fra efteråret 1941, og oprettelsen af SS Strafgefangenenlager Falstad var en videreførelse af det system, som blev sat i værk med Grini (Oslo), Ulven (Bergen) og Sydspissen (Tromsø).

Region Midtnorge blev af besættelsesmagten anset som særdeles vigtig både strategisk og efterretningsmæssigt set, og med oprettelsen af Falstad lagde herrefolket en ny brik til et skræmmende systematisk puslespil, som havde bredt sig over hele det tysk besatte Europa.

Kun nogle få dage efter oprettelsen af SS-Strafgefangenenlager Falstad strømmede det til med danskere til lejren. De blev sat til at opstille pigtrådshegn rundt om lejrbygningerne. Dermed blev et nyt og uventet kapitel skrevet i de danske Norges-arbejderes historie. Skønt det var under tvang, bidrog de nu til, at norske politiske fanger blev isoleret og underlagt SS' justits.

Gestapos justits

Hvorfor havnede de danske arbejdere i tysk fangenskab i Norge, og hvem var de? I fangekartoteket til SS Strafgefangenenlager Falstad og Volland Fængsel i Trondheim er 223 danske borgere registreret. Dette kartotek er en rig informationskilde til indsigt i de forhold, som rådede i Norge i denne periode.

SS Strafgefangenenlager Falstad var underlagt den regionale tyske politikommando for Midtnorge. Alle fanger var prisgivet Gestapos vurderinger, beslutninger og justits. I 1942-43 fik navnlig befolkningen og fangerne i Midtnorge besættelsesmagtens terrorgreb at føle, da der i løbet af denne periode blev henrettet både nordmænd og udenlandske krigsfanger/slavearbejdere i et betydeligt omfang (alene i Falstad blev der i dette tidsrum skudt omkring 220 mennesker).

Det var imidlertid i begyndelsen af 1941, at tyskerne fremsatte ønske om at rekruttere danskere til anlægsarbejder i Norge underlagt OT. Det overvejende flertal af danskere havnede i Trondheimsområdet, hvor OT havde omfattende bygge- og anlægsprojekter.

OT's afdeling i Norge, Einsatzgruppe Wiking, med hovedkontor i Oslo, drev også anlægsarbejder i Danmark og Nordfinland. Den havde ansvaret for omkring halvdelen af den tyske militære udbygning i Norge, mens resten blev udført af byggeafdelinger fra Wehrmacht eller tyske og norske firmaer, som arbejdede for disse.

OT beskæftigede også en række lignende firmaer, samt tusinder af norske og udenlandske tvangsarbejdere, foruden krigsfanger fra flere lande og tyske straffefanger (politiske fanger og desertører). I Norge blev byggepladserne efterhånden domineret af østeuropæiske krigsfanger/slavearbejdere, fortrinsvis fra Sovjetunionen, Polen og Jugoslavien.

Spionage og homofili

Historikeren Marianne Neerland Soleim skønner i sin afhandling (der bliver offentliggjort til september), at cirka 100.000 fanger i Norge kom fra Sovjetunionen alene. Det betyder, at danske arbejdere i en periode må have arbejdet sammen med krigsfanger/slavearbejdere fra Østeuropa, hvilket kildematerialet også fortæller om i enkelte tilfælde.

Arbejderne var tilknyttet de samme byggeprojekter og må nødvendigvis have været i tæt kontakt med fangerne. Kilderne fortæller bl.a. om et tilfælde fra september 1943, da en mand fra København havnede i tysk fængsel, fordi han havde hjulpet en sovjetisk krigsfange til at flygte fra et OT-anlæg i Trondheim-området.

En anden dansk arbejder blev arresteret og sat i varetægtsfængsel i Vollan, fordi man mistænkte ham for at være jøde, mens anholdelsesbølgen mod jøderne i det nordenfjeldske Norge foregik i oktober 1942, hvilket var foranledning til de midtnorske jøders deportation til Auschwitz. Manden blev sluppet fri den 17. oktober 1942, omtrent samtidig med at mishandlingerne og henrettelserne af jøder blev indledt i SS-Strafgefangenenlager Falstad.

Dansk særstilling

Danskernes fangenskab varierede ifølge fangekartotekerne fra nogle dage for drukkenskab og nogle få uger for tyveri til tre måneder for arbejdsnægtelse og seks måneder for mistanke om spionage. Flugtforsøg til Sverige og brud på arbejdskontrakten blev straffet med en til tre måneders ophold på Falstad, mens en person blev arresteret for brud på §175 (homofili).

Det fremgår ikke, hvor længe vedkommende sad fængslet, hvilket muligvis kan betyde, at han blev videresendt til koncentrationslejr i Tyskland.

Hvis man ser bort fra enkelte fangeskæbner blandt danskerne, virker det, som om de indtog en særstilling blandt fangerne i Norge.

Beretninger fortæller, at de 161 danskere, som kom til SS-Strafgefangenenlager Falstad den 20. november 1941 ikke blev opfattet som indsatte af deres norske medfanger, til trods for at de på lige fod med nordmændene blev registreret i fangekartoteket. Kilderne fortæller, at de danske fanger kom fra et fåtal af danske byer og sogne, og at det overvejende flertal var fra København. Blandt andre oplyste hjembyer var Fredericia, Frederiksund, Hellerup, Helsingør, Horsens, Thisted, Tønder og Århus.

Dårlige forhold

Forholdene, som de udenlandske frivillige OT-arbejdere levede under i Norge, er ikke systematisk undersøgt, til trods for, at der findes et ganske omfattende OT-arkiv i Riksarkivet i Oslo. Imidlertid kan man ved at studere forseelserne og baggrundene for, at de danske arbejdere havnede i fangenskab, få en forståelse af, at levevilkårene var kummerlige, både når det gjaldt indkvartering og forplejning.

Sandsynligvis var forholdene et godt stykke under de forventninger, de havde, da de blev rekrutteret til at arbejde i Norge. Bl.a. blev en række danskere sat i fangelejr og fængsel for at have forsøgt "flugt til Sverige" eller "brud på arbejdskontrakten". Ifølge kilderne var hovedgrunden til arrestationen dog "arbejdsnægtelse", og hele 168 af 223 danske mænd i fangenskab falder inden for denne kategori.

Dette støtter indtrykket af overordentligt dårlige forhold på arbejdspladserne som en sandsynlig årsag til arbejdsnægtelsen. Det er også sandsynligt, at behandlingen af krigsfanger/slavearbejdere kan have fået negativ indflydelse på de danske arbejderes motivation og disciplin.

For at illustrere dette, må det her nævnes, at dødeligheden blandt krigsfanger og slavearbejdere var betydelig, og at regulære henrettelser, dødsfald efter fysisk mishandling og dødsfald efter udmattelse, kulde og madmangel var almindeligt forekommende blandt dem.

De danske OT-arbejdere i Norge levede og arbejdede sammen med de sovjetiske krigsfanger og jugoslaviske partisaner, som var blandt de mest udsatte grupper i Norge, når det gjaldt dødelighed og behandling generelt.

Danskerne var som få andre vidner til mennesker, som levede i en verden af sult, udmattelse, mishandling og død. Danmark og Norge har i år markeret 60-årsdagen for frigørelsen fra nazisternes greb. De danske OT-arbejderes vidnesbyrd vil være vigtige bidrag for at kaste nyt lys over det netværk af provisoriske arbejdslejre, som voksede frem under tyskernes regime i Norge, og de frivillige udenlandske arbejderes rolle i dette konglomerat, hvor danskerne var den største nationale gruppe.

Det 450 hyldemeter store arkiv efter OT i Riksarkivet i Oslo samt indsamling af beretninger fra de danske OT-arbejdere vil åbne op for nye perspektiver og blotlægge hidtil ukendte aspekter af både dansk og norsk besættelseshistorie.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu