Læsetid: 3 min.

Den danske regering fastholder Irak-mandatet

Trods meldinger fra Irak om, at danske styrker kan trække sig ud i år, vil regeringen forlænge mandatet til 2007. DF lægger stemmer til, mens oppositionen beskylder V og K for slingrekurs
24. maj 2006

Samme dag, som statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) aflagde besøg i den danske lejr i Irak, afviste regeringen at følge anbefalingen fra den nye irakiske regeringschef. Mens Nuri al-Maliki har meddelt, at de irakiske styrker med udgangen af 2006 selv vil være i stand til at kontrollere det meste af landet, så fastholder den danske regering, at mandatet skal forlænges til sommeren 2007.

"Bliver man fra irakisk side i stand til at overtage den militære sikkerhed tidligere end det år, så kan vi kun hilse det velkommen. Vi har jo ikke en pligt til at blive der et år, men vi giver en mulighed for at blive der et år, hvis Irak og FN beder os om det, og vi selv synes det," siger udenrigsminister Per Stig Møller.

Heller ikke statsministeren vil tale om dato for tilbagetrækning på baggrund af den irakiske udmelding.

"Det kan man slet ikke sige noget om på nuværende tidspunkt. Jeg synes, det er fint, at en ny irakisk regering sætter ambitiøse mål. Når irakerne kommer og siger til os, at de er i stand til at overtage sikkerheden selv, vil vi selvfølgelig lytte," siger Anders Fogh Rasmussen til Ritzau fra Camp Danevang ved Basra i det sydlige Irak.

Strategi efterlyses

Men med den melding er regeringen på glatis, mener oppositionen. Socialdemokraterne og de radikale fastholder, at de danske styrker skal ud 1. juli og vil derfor stemme imod regeringens beslutningsforslag om en forlængelse. Udenrigsordfører Mogens Lykketoft hæfter sig ved, at udenrigsministeren laver en åbning for at trække de danske styrker tidligere hjem.

"Men med de meldinger, der nu kommer fra Irak, kan regeringen nemt ende med at blive nogle af de sidste før amerikanerne, der rykker ud af Irak," siger han.

Den radikale forsvarsordfører, Morten Helveg Petersen, undrer sig også over, at regeringen vil forlænge mandatet et helt år frem, samtidig med at der åbnes for tidligere tilbagetrækning.

"Det bestyrker mig kun i det rigtige i, at vi laver en egentlig strategi for tilbagetrækningen. Men det har vi bedt regeringen forholde sig til i over et år, uden at det er sket, og nu fortsætter det i samme rille," siger han.

Både Enhedslisten og SF plæderer for hurtig tilbagetrækning, men det afviser Venstres udenrigspolitiske ordfører, Troels Lund Poulsen.

Han henviser til, at den seneste trusselsvurdering fra Forsvarets Efterretningstjeneste taler for at blive i Irak.

"FE's vurdering er, at der er overhængende fare for borgerkrig, hvis vi forlader Irak nu. Vi håber på, at den irakiske regeringschef har ret, men den seneste udvikling er både gået i positiv og negativ retning. Vi skylder den nye regering i Irak en grundig debat om det danske engagement i Irak. Den debat tages bedst personligt og ikke gennem medierne, og vi vil gerne lytte til både den irakiske regering og FE," siger han.

Ikke skynde sig ud

Troels Lund Poulsen peger desuden på, at FN har bedt om bistand i form af transportfly med bemanding fra november og et halvt år frem. Han afviser derfor kun at forlænge mandatet frem til nytår, og det samme gør Dansk Folkeparti.

"Vi har sagt et år som en ramme, men hvis det i morgen viser sig, at irakerne kan klare alting selv, skal vi ud i overmorgen. Der har før været meldinger fra Irak, som ikke viste sig at have fuld opbakning fra regeringen, men vi håber, at regeringschefen har ret, og i så fald kommer vi nok ud før forventet. Jeg kan ikke vide det, men vi håber det," siger udenrigspolitisk ordfører, Søren Espersen.

Han langer samtidig hårdt ud efter S og R for ikke at bakke op om en forlængelse af mandatet.

"Vi kan se, at det går vores vej, og derfor vil det være meget mærkeligt nu at skynde sig ud 1. juli," siger han.

Mens de danske styrker hidtil har opholdt sig i Irak med opbakning fra hele Folketinget med undtagelse af Enhedslisten og SF, så må regeringen og Dansk Folkeparti nu løfte opgaven alene. Det beklager Troels Lund Poulsen.

"Nu er der tilmed et stærkt element af FN-støtte, og det er dybt tragisk, at Socialdemokraterne og de radikale nu ikke vil leve op til FN-beslutninger," siger han.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu