Selvfølgelig havde jeg også en anden dagsorden for min rejse til Danmark end det at opleve julen. Det kunne være sjovt at finde min mors familie, mine danske rødder. Nedstammede jeg fra en sømand fra Svendborg eller en rørlægger fra Brøndby?
Jeg forelagde det for receptionisten Louise Wong.
"Prøv Folkeregistret," foreslog hun. "Eller kirkebøgerne eller Rigsarkivet. Hvad hed din mor?"
"Hun hed Inga Honga," svarede jeg.
"Hvad var hendes ungpigenavn?"
Sandt at sige vidste jeg ikke ret meget om hendes fortid og slet ikke, hvad hun havde heddet før. Hun var kommet til Teveto som hippie med et gammeldags sejlskib og var blevet hængende, da de andre danskere sejlede videre.
Hun var min fars kone, de var meget glade for hinanden, men hun blev ret sur, da han ville have flere koner. Det var hun imod. Som følge af denne konflikt led hun sin tragisk død, da han ramte hende med kokosnødden.
Et gulnet foto
"Efterlod hun sig ikke noget?" spurgte Louise.
"Øjeblik," sagde jeg og løb op på værelset efter et lille skrin, hvorfra jeg fremdrog det eneste, hun havde fra sit tidligere liv, og som hun havde gemt efter sin egen mor:
Et gulnet foto af en smuk, men unavngiven, ung kvinde.
Et gammelt brev, underskrevet Kristine.
Nogle danske rigsdalere, som min mor havde brugt som talismaner.
"Ikke meget," mumlede Louise.
Zulu-tv
Vi sad lidt og grundede. Vi grundede endnu mere. Og lidt til. Så udbrød hun: "Nu har jeg det! Vi henvender os til fjernsynet."
"Teveto?" sagde jeg, idet jeg havde lagt mærke til, at en station bar det samme navn som vores ø, og at de f.eks. gjorde meget ud af zuluerne.
"Nej, ikke TV2, men DR," sagde hun. "Her kører man hver uge et program, hvor man finder forsvundne danskere."
Louise ringede til folkene bag Sporløs, som programmet hedder. Først var de ikke specielt interesserede.
"Det falder lidt uden for ideen med programmet," sagde de. "Vi giver os ikke af med slægtsforskning."
Røret på og farvel. Stor skuffelse hos Louise og mig. Men bedst som vi sad og tænkte på, hvad vi nu skulle gøre, ringede de os op og sagde, at de godt ville hjælpe alligevel. De var i redaktionen blevet enige om, at det faktisk var en rigtig god historie.
Således gik det til at, jeg kom i det danske fjernsyn. Jeg blev hentet ud i TV-Byen af en taxa, og i et studie skulle jeg fortælle min historie.
"Klar til optagelse," sagde produceren.
Så begyndte jeg at læse brevet fra Kirstine op. Måske Ingas mormor eller oldemor? Heri beskriver hun den gamle danske jul, men midt i en sætning blev jeg afbrudt.
"Vi tager det lige en gang til," sagde produceren. "Prøv om du ikke kan hulke lidt, mens du læser det."
Fortsættes på mandag
