Læsetid: 4 min.

Den danske selvfølgelighed

23. december 1996

OVE KORSGAARD, historiker og højskolemand, har skrevet en bog om dansk voksenoplysning fra reformationen og frem til i dag. Bogen hedder "Kampen om lyset"; den udkommer først i det nye år, og man kan læse uddrag af den i dagens tillæg til Information.
Et sted i bogen fortæller han en anekdote om nogle danske højskolefolk, der ville arrangere et nordisk kursus i folkelighed. Man inviterede elever fra alle de nordiske lande, men lærerne eller oplægsholderne var allesammen danske. Man havde slet ikke skænket det en tanke at andre end danske kunne have en mening om eller en oplevelse af noget så dansk som - folkelighed.
Dagens tillæg er naturligvis et juletillæg. Men vi har valgt at lave et juletillæg ikke om gaver, ikke om grangrene, ikke om Peder Faber og På loftet sidder nissen... Julen er for danske selve indbegrebet af danskhed - omend de fleste af skikkene kommer fra Tyskland og julemændene og rensdyrene bliver mere og mere amerikaniserede. Vi har tilladt os at tro på, at mange af vore læsere allerede i dag, og i hvert fald når vi kommer til de avisløse dage, er blevet så propfodrede med julesnak at vi har valgt at lave et juletillæg om - danskhed.
Den danske homogenitet (eller ensartethed, om man vil) er noget ganske særligt. Der er ikke mange nationer, hvis befolkning er så éns kulturelt, racemæssigt, religiøst, sprogligt. En styrke, bestemt, men også en svaghed. Som i højskolehistorien ovenfor er det en ensartethed, som i mange situationer gør det umuligt for os at få øje på, hvor ens vi i virkeligheden er. Og hvor nemt vi har det ved at lukke andre ude fra dette fællesskab af enshed.
Danskerne opfatter ikke sig selv som nationalister - og slet ikke som racister eller blot intolerante. Den særlige danske afart af nationalisme har vi af samme grund i tillægget kaldt "den danske selvfølgelighed". Som Karsten Fledelius formulerer det er dansk selvfølgelighed eller dansk normalitet: "At ethvert fornuftigt menneske må tænke som os. At regler er til for at overholdes, ellers afskaffer man dem. At hæderlighed og redelighed er selvfølgelige krav at stille til andre mennesker. At konflikter er til for at løses. At der skal tages særligt hensyn til de svage. At man protesterer, når man er utilfreds med noget. Og at man har ret til en forklaring på alting."
Det meste af det aldeles fremragende. Ikke meget kvælende jantelov i dét. Problemet er udelukkende, at det i den grad tages for givet. Indvandrere forklarer igen og igen, at det er nemt nok at lære sproget dansk, men tonen fanger man aldrig - tonen er det indforståede, fællesskabet, ensartetheden. Tonen kan bringe én forbi paskontrollen uden pas. Mangelen på dansk tone kan holde én ude fra jobs, vittigheder, fællesskaber.
Tonen er den danske selvfølgelighed.
Selvfølgeligheden er den manglende fantasi til at forestille sig, at ting kunne gribes anderledes an. Selvfølgeligheden er også den forunderlige mangel på nysgerrrighed, som også indvandrere har noteret sig hos danskerne.
En amerikansk indvandrer ville invitere danske bekendte til en Thanksgiving-fest. Et par af bekendterne ringede afbud med den begrundelse, at de ikke kendte sangene. Amerikanere synger ikke så meget, at det gør noget, og slet ikke ved Thanksgiving, som først og fremmest er et rituelt måltid. Dansk lutheransk højskoleselvfølgelighed har svært ved at forestille sig noget så ufestligt som at fejre en højtid uden fællessang.

INGE THORNING har været medtil at grundlægge et "interkulturelt center" i Århus. I et interview i tillægget betegner hun selvfølgeligheden som "selvtilfredshed": "De andre må indrette sig på vore præmisser, før de kan blive fuldgyldige, ydende borgere."
Som eksempel nævner hun bl.a. den manglende respekt for andre landes uddannelsessystemer. Skønt der i mange skoler her i landet er behov for modersmålundervisning,og skønt der er uddannede lærere blandt indvandrerne, skal de underkaste sig yderligere en fireårig dansk seminarieuddannelse, før de kan fålov til at undervise i deres modersmål som "rigtige" lærere.
Dagligdagen er fuld af historier om højtuddannede udlændinge, som her i landet skal prise sig lykkelige, hvis de overhovedet kan finde arbejde - i ni ud af ti tilfælde et godt stykke under deres uddannelsesmæssige standard. Tabet er dobbelt - vi mister chancen for nye ideer, nye impulser. "Man kan ikke integrere sig alene," siger Inge Thorning, "man kan kun integrere sig sammen."
Det er en del af den danske selvfølgelighed, at vi knap nok ved, hvem vi selv er. Vi er alligevel inderst inde så ens, at vi ikke behøver analysere eller definere det. Måske er det også derfor, vi nu oplever en strømning af om ikke nationalistisk, så i hvert fald national karakter. Ønsker om at finde eller genopdage danskheden. Ligger den i det før-kristne, i middelalderen, i lokalsamfundene eller vore personlige familiehistorier?
Måske skal vi virkelig denne lange, hårde omvej før vi for alvor bliver i stand til at finde ud af vores egen placering i nationen og sproget. Måske skal vi ud i et opgør med den danske selvfølgelighed, før vi bliver i stand til at mødes med og få fælles udbytte af mødet med de mange udlændinge, som ganske langsomt er i færd med at underminere vort traditionelle nationalitetsbegreb. Og måske er det slet ikke det værste, der kunne ske.

thy (Erik Thygesen)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her