Læsetid: 3 min.

Danske soldater evakueret fra Musa Qala

Voldsomt pres fra Taleban-oprørere gjorde tilbagetrækning 'uafvendelig', siger officer
25. august 2006

Alle danske soldater blev i går evakueret fra den lille afghanske by Musa Qala, hvor de har været under hård beskydning fra Taleban-oprørerne. De afløses af andre soldater fra NATO's ISAF-styrke. Operationen var vellykket, oplyser militære kilder.

Den danske enhed på over 100 mand overføres til den britisk-danske hovedlejr, Camp Bastion, i nærheden af Helmand-provinsens hovedstad, Lashkar Gar. Her vil de blive mødt af to psykologer, som tidligere på ugen blev sendt derud.

Evakueringen blev besluttet i sidste uge. Af hensyn til soldaternes sikkerhed blev den dog kun meddelt til en snæver kreds. Militære kilder bad Information vente med offentliggørelse af nyheden til soldaterne var væk fra byen, idet man frygtede angreb i den sårbare fase med tilbagetrækning.

Tirsdag kastede Hærens Operative Kommando et røgslør over beslutningen, idet man på sin hjemmeside meddelte, at soldaterne "er ved godt mod", og styrkens lokale chef blev citeret for, at man har "stået fast - og det bliver de ved med, så længe opgaven kræver det". Meddelelsen skabte i nogle kredse frygt for, at evakueringen var blevet stoppet af politiske årsager.

Hårde kampe

Soldaterne var indkvarteret i et primitivt fort, som ligger klods op ad byen. "Den danske lejr lå helt vildt," siges det fra sagkyndigt hold, fordi angreb på den kunne gennemføres i ly af boligområder. Siden ankomsten er lejren blevet angrebet mere end 50 gange. Kampene har været betydeligt kraftigere, end de danske tab antyder - kun én af soldaterne er blevet hårdt såret, flere har fået relativt lette sår. Mellem tegnene på kampenes alvor er, at soldaternes forbrug af håndgranater har været "kæmpestort", siger en kilde. Dette forbrug tyder på, at angribere ofte er kommet meget tæt på fortets mure.

Styrken blev for nogle uger siden forstærket med soldater fra Jægerkorpset, som er en elite-styrke med bl.a. langtrækkende, præcise rifler og evne til at opsøge fjenden. Men trods denne indsats og brug af fly-bombardementer er presset ikke blevet mindre. Hvis forsvaret af lejren skulle opretholdes, var der, siger flere kilder, voksende risiko for betydelige tab i den civile befolkning.

"Forløbet viser, at Taleban står uhyggeligt stærkt i området," siger en kilde, der, som flere andre, kun udtaler sig på betingelse af anonymitet.

"Oprørerne har udviklet en effektiv taktik, hvor de slår til og derefter hurtigt forsvinder. De søger efter svage punkter, hvorefter store grupper indsættes."

Klog beslutning

Efter tilbagetrækningen var indledt kontaktede Information soldaternes faglige repræsentanter. Formanden for sergenterne i hæren, Steen Madsen, kalder tilbagetrækningen "en klog beslutning", fordi "den planlagte indsats kunne ikke gennemføres". Flemming Nielsen, formand i Hærens Konstabel og Korporal Forening, siger, at han har "tillid til, at soldaternes førere tager de rigtige beslutninger på baggrund af seriøse vurderinger", men han vil ikke yderligere kommentere "operative beslutninger".

Steen Madsen mener, at styrken nu kan indsættes et andet sted i Helmand-provinsen, "hvor man kan gennemføre den indsats, som man egentlig var udsendt til". Fra anden side erfarer Information, at klargøring af pansrede kampvogne, som måske skal udsendes med det næste hold, er indledt. En anden mulighed er, at styrken bliver udrustet med artilleri, som nemmere kan transporteres.

Tilbagetrækningen er en "ganske alvorlig sag", "et meget skidt signal" - men "uafvendeligt", lyder det fra flere militære kilder. Nogle fremhæver dog, at det er en "afløsning", idet andre soldater overtager den danske opgave, og man derfor ikke har lidt et egentligt tilbageslag.

NATO's operationsplan i Helmand-provinsen stræber efter oprettelse af støttepunkter, så man i dem kan gennemføre civile projekter. Presset på styrken i Musa Qala demonstrerer imidlertid, at planen næppe kan gennemføres i væsentligt omfang uden tilførsel af store forstærkninger.

"NATO's håndtering af engagementet i Afghanistan rejser mange spørgsmål," siger en officer. "Der er ingen tvivl om, at man har alt for få ressourcer, og hvis man fejler, vil det få ganske alvorlige konsekvenser for NATO. Som militær organisation vil alliancens dage være talte."

"Verdenssituationen ser dyster ud," siger en anden. "Vi står med et nederlag i Irak, udsigt til et i Afghanistan, sejr for Hizbollah i Libanon og afmagt, når det gælder Iran."

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her