Læsetid: 5 min.

Danske soldater får det svært i Helmand

De danske soldater gør klogt i at følge Talibans normer for god opførsel, hvis de vil have succes i det ultrakonservative Helmand, siger Thomas Thomsen fra den danske hjælpeorganisation DACAAR
30. maj 2006

Ikke skrue op for bilradioen, ikke vende fodsålerne mod sin samtalepartner, ikke bruge venstre hånd, når man hilser, ikke spille kort, ikke give hånd til en kvinde, med mindre hun selv rækker hånden frem, ikke gøre noget, der tiltrækker opmærksomhed, og husk for Guds skyld at lade folk lukke døren igen, når du har banket på, så de har tid til at gemme kvinderne af vejen.

Sådan lyder nogle af den danske Afghanistan-kender Thomas Thomsens råd til de 260 danske soldater, som i disse dage er på vej til den ultrakonservative Helmand-provins i det sydlige Afghanistan, hvor de både skal jagte militante oprørsgrupper, al-Qaeda-terrorister og hjælpe den ekstremt fattige landbefolkning med at genopbygge provinsen efter 27 års borgerkrig.

Den sværeste opgave

Hjælpeorgansiationen Danish Committee for Assistance to Afghan Refugees - i daglig tale DACAAR - betragter Helmand-provinsen som et af de allersværeste områder at arbejde i.

"Helmand er et af de vanskeligste områder, fordi befolkningen er så konservativ. Der er ganske enkelt ikke folkelig opbakning til vores projekter, som bygger på en høj grad af brugerdeltagelse. Det er f.eks. næsten umuligt at få kontakt til kvinderne, der primært er dem, der bruger f.eks. de drikkevandsboringer, vi laver," siger Thomas Thomsen, der har rejst ud og ind af Afghanistan de sidste ti år.

Han forudser derfor, at de danske soldater vil få problemer med at få befolkningen i Helmand til at acceptere f.eks. skolebyggeri.

"Skolegang bliver ofte set som et forsøg på vestlig kulturel påvirkning, og det er befolkningen ikke interesseret i. De har deres traditionelle koranskoler, madrassaerne, der underviser drengene, og accepterer ikke altid almindelige skoler, og da slet ikke, hvis der er tale om pigeskoler," siger han.

Sikkerhedssituationen er en anden grund til, at DACAAR har opgivet at arbejde i det sydlige Afghanistan.

Siden fire mænd, der var tilknyttet DACAAR, blev dræbt af formodede Taliban-oprørere i 2003, har DACAAR ikke haft projekter i den sydlige halvdel af landet, og det samme gælder andre NGO'er.

Anti-vestlige

"En del af befolkningen i det sydlige Afghanistan er ikke imod os, de er imod internationale NGO'er, som de betragter som repræsentanter for regeringen i Kabul og for amerikanske interesser," siger Thomas Thomsen.

I det hele tager er der uendelig langt fra de små landsbyer i syd til hovedstaden Kabul, hvor kvinder i stigende grad går på gaden uden den traditionelle blå burka, uden slør og uden mandlig ledsagelse.

"I det sydlige Afghanistan har den kulturelle udvikling stået relativt stille i mange år, og man betragter livet i Kabul som amoralsk og dekadent," siger han og understreger, at der også er udbredt skepsis over for præsident Hamid Karzais regering, der er præget af den tidligere Nord-alliance, der bekæmpede Taliban-styret før 2001.

Thomas Thomsen advarer i det hele taget mod at tro, at den afghanske befolkning generelt er imod Taliban. Tværtimod er der mange Taliban-tilhængere i det sydlige og østlige Afghanistan, der hovedsageligt er beboet af etniske pashtunere.

"Det sydlige Afghanistan er Talibans højborg. Det var her, Taliban-bevægelsen udsprang, og der er stadig mange, der er dybt loyale over for Taliban og deler de ultrakonservative islamiske værdier, som bevægelsen bygger på. Talibans mange regler tog netop afsæt i de pashtunske landbo-normer, som store dele af befolkningen i det sydlige Afghanistan lever efter," siger han.

Thomas Thomsen understreger, at sikkerhedssituationen i det sydlige Afghanistan var langt bedre under Taliban, end den har været efter, det internationale samfund overtog kontrollen med landet i kølvandet på 11. september.

"Selv om Taliban krænkede de fundamentale menneskerettigheder, oplevede de almindelige bønder, at de kunne bevæge sig frit uden frygt for angreb og overfald," siger Thomas Thomsen. "Og det er bestemt ikke tilfældet i dag."

Svært at skelne

Han advarer de danske soldater, som er på vej til Helmand, mod at tro, at de kan vinde befolkningens respekt og tillid, hvis bare de viser, at de mener det godt og gerne vil være med til at udvikle området.

De 260 soldater skal både deltage i jagten på resterende al-Qaeda-terrorister og militante Taliban-grupper samt deltage i genopbygningen af veje, el, vandforsyning, skoler osv.

"Det er en fejlslutning at tro, at hvis bare de danske soldater leverer et godt stykke arbejde, så vil befolkningen svinge over og samarbejde med dem. Det skal de ikke regne med. Det er meget svært for folk at skelne de danske soldater fra de amerikanske styrker, der er i Helmand," siger han.

"De danske soldater er ikke bare oppe imod en befolkning, der støtter Taliban. De er også oppe imod andre kræfter. F.eks. er der mange store jordbesiddere i Helmand, som ikke er interesserede i forandringer," siger han og peger også på, at Helmand er opiummens land.

"Helmand-provinsen leverer op mod 20 procent af verdens opiumproduktion, så der er meget magtfulde økonomiske interesser i området, som de danske styrker må tage hensyn til," siger han.

Purdah er en nøgle

Thomas Thomsen siger, at soldaternes optræden er meget vigtig for, om genopbygningen kan lade sig gøre.

"Begrebet purdah, køns-adskillelse, er et meget væsentligt element, som de danske soldater er nødt til at tage meget alvorligt. Der er mange, der ikke forstår, hvor dybt det stikker, men det er problematisk, hvis de danske soldater udviser mangel på kulturel følsomhed og f.eks. bare braser ind hos folk efter at have banket på. De må vente, mens døren bliver lukket igen, og kvinderne gemmes væk, selv om det virker mistænkeligt, når man f.eks. er på jagt efter militante grupper," siger Thomas Thomsen.

"Jeg vil umiddelbart tro, at de danske styrker er betydelig bedre til den slags end amerikanerne, men det vil være meget skadeligt, hvis de bryder disse regler for god opførsel."

Også Muhammed-sagen kan give den danske styrke problemer.

"Ude på landet lytter folk til BBCs udsendelser på pashtu. Derfor har alle hørt om Muhammed-sagen, og de danske soldater er der jo som repræsentanter for den danske regering - i modsætning til DACAAR," siger han og fortæller, at lokale landmænd kom til DACAARs kontor i en anden provins under Muhammed-krisen for at forsikre, at kontorets medarbejdere ikke var i fare.

"De var godt klar over, at DACAAR ikke havde noget at gøre med Jyllands-Posten og meddelte, at vores sikkerhed var garanteret. Det er den slags opbakning, der er helt afgørende, hvis man skal have succes i Afghanistan," siger Thomas Thomsen og understreger, at den slags goodwill ikke er noget, de danske soldater kan regne med at få.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu