Læsetid: 2 min.

Det danske sprog er okay

Peter Klitgaard tager i ny Danmarksfilm pulsen på de danske dialekter
19. august 2005

Fra dronningen til rapperen på Nørrebro til den økologiske bonde på Als: Én ting har de til fælles, og det er det danske sprog.

Når det er sagt, har det samtidig været et særligt træk ved os danskere, at vi inden for landets relativt beskedne udstrækning har haft uforholdsmæssigt mange og meget forskellige dialekter. Sprogforskere peger ganske vist på, at dialekterne med fortvivlende hast er på vej ud, men de findes stadig i stort tal, og dét er netop udgangspunktet for Peter Klitgaards hyldest til modersmålet i dets mange afskygninger, dokumentarfilmen I Danmark er jeg født.

Konceptet er lige så enkelt, som det er velfungerende. Filmholdet er rejst rundt i landet og har på hver egn fundet en eller flere lokale, der taler en autentisk dialekt.

Fra Amager til Møn. Fra Bornholm til Lemvig. Fra Nordsjælland til Sydfyn. Fra Sønderjylland øst til Thy sydvest.

I alt mere end 40 personer, der på skift optræder i et tableau foran det faste kamera og reflekterer over dialektens karakter og rolle, fortæller om deres hverdag og arbejdsliv, giver en anekdote eller en vittighed til bedste eller synger en lokalt forankret vise.

Filmens egentlige ærinde

Effekten er slående. Fra det indledende kludetæppeforedrag af eventyret Den lille pige med svovlstikkerne til det afsluttende potpourri af en brændevinsvise fra Als, Jesper Jensens Røde Wilfred og en omgang gadehjørne-rap fra Nørrebro gennemstrømmes filmen af en fornemmelse af, hvordan sproget på én gang binder os sammen og forstærker de forskellige landsdeles individuelle kulturelle identiteter.

Og så er sprogtemaet i en vis forstand endda kun en anledning til filmens egentlige ærinde: At vise landet og dets mennesker frem i alle de nuancer og afskygninger, der normalt ikke bliver plads til i medierne.

Alle typerne og landskaberne (i Dan Holmbergs betagende fotografering), for slet ikke at tale om de mange historier, almene såvel som lokale, kloge såvel som vittige, underfundige såvel som overraskende, seriøse såvel som fjollede.

Alt i alt en hel filmisk symfoni af sprog og en forelsket fejring af mangfoldigheden. Som vor sprogbevidste dronning afslutningsvis bemærker, holdes sproget netop i live gennem mødet mellem en insisteren på det bestående og en åbenhed over for at tage nye ord og vendinger ind. Variation frem for alt.

"Man behøver ikke at sige 'okay' i hver anden sætning," lyder Majestætens lille formaning.

Og så tilføjelsen: "Man kunne godt lade helt være, endda."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu