Læsetid: 3 min.

Danske studerende bliver hjemme

Udenlandske studerende vil gerne læse i Danmark, men det kniber med at få danskere til at studere i udlandet. Regeringen vil tage hånd om problemet, lover videnskabsminister
1. september 2005

2. SEKTION - STUDIESTART

Danske studerende er ikke meget for at forlade hjemstavnen. De seneste opgørelser viser, at antallet af studerende, der gennemfører en hel uddannelse i udlandet, stort set har været det samme gennem de seneste syv år, mens EU-programmet ERASMUS, der blandt andet giver tilskud til studieophold i udlandet, har oplevet et fald i antallet af danske studerende.

Center for Information og Rådgivning om Internationale Uddannelses- og Samarbejdsaktiviteter (CIRIUS) har som styrelse under Undervisningsministeriet til formål at internationalisere de danske uddannelser. Her medgiver direktør Torben Klein, at udviklingen ikke er gået, som man kunne ønske.

"Status quo er ikke en ønskesituation. Vi vil gerne øge andelen af studerende, der tager såvel en del af deres uddannelse som hele uddannelsen i udlandet, men det vil sandsynligvis også ske fremover," siger han.

Torben Klein henviser til, at flere uddannelsesinstitutioner viser en øget interesse for at samarbejde med udlandet, og samtidig arbejdes der på at gøre det lettere at få danske eksaminer godskrevet i udlandet. SU-styrelsens statistik fra 2003 til 2004 viser et fald i danske studerende, der gennemfører en hel uddannelse i udlandet. Det samme gælder for ERASMUS, som giver tilskud til kortere udlandsophold. Her er andelen af udrejsende faldet fra 1.845 i 2003 til 1.686 i 2004.

Oxford frem for Odense

Videnskabsminister Helge Sander (V) medgiver, at der skal ske en indsats for at vende udviklingen.

"Vi vil med et lovforslag give flere muligheder for aftaler mellem danske og udenlandske universiteter. Vi skal have fokus på de studerende, og hvis de føler, at de kan få en bedre uddannelse på Oxford eller Harvard end i Aalborg eller Odense, så skal der være bedre muligheder for det," siger Helge Sander.

Ministeren understreger, at universiteterne gør et godt stykke arbejde, men at regeringen vil lette muligheden for direkte optag på udenlandske universiteter.

Studiechef på Københavns Universitet Jakob Lange peger på, at et seme-ster i udlandet typisk koster 20.000-40.000 kr., og så rækker SU'en ikke langt: "Hvis man vil øge mobiliteten, må man til lommerne, og eventuelt se på mulighederne for tilskud til dobbelt husførelse eller anden form for økonomisk bistand. De studerende har jo typisk ingen indtægt, mens de er væk," siger han.

Jakob Lange mener ikke, at de studerende bør tage en hel uddannelse i udlandet, og han er derfor ikke begejstret for regeringens ønske om, at lade taxameterpengene følge de studerende.

"Når de studerende kommer tilbage fra at have gennemført en hel uddannelse i et andet land, så vil arbejdsgiveren ikke ansætte dem. De har for store huller i den aktuelle viden og deres kendskab til de danske regler," siger han.

Europa er yt

Dansk Handel & Service ser ingen problemer i at ansætte kandidater, der har taget en hel uddannelse i udlandet. Organisationen mener, at det skal være obligatorisk at tage udlandsophold undervejs i uddannelsesforløbet.

"Det er lykkedes at tiltrække udenlandske studerende til Danmark, og nu skal det vendes, så universiteter sender lærere, studerende og forskere den anden vej. Man kan godt overveje at udvide tilskudsordninger, så de også omfatter lande som Kina, og støtte til boligudgifter vil da lette mulighederne for et ophold i udlandet. Men de studerende er voksne mennesker, som bør se det som en investering i fremtiden at hente viden udefra," siger chefkonsulent Gorm Johansen.

På Aalborg Universitet sendte man i 2003 i alt 204 studerende på studieophold i udlandet. Heraf valgte 110 et ophold uden for EU's grænser. Europa er ikke længere tilstrækkelig eksotisk for de unge, og det er forklaringen på ERASMUS's tilbagegang, mener studiechef Preben Sørensen.

"De studerendes horisont er udvidet, og EU er ikke længere attraktivt. Folk vil længere væk, og den økonomiske støtte er den samme, hvis du tager til Malaysia," forklarer han.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her