Læsetid: 3 min.

Danske studerende rejser for lidt

Danske studerende tager langt mindre af deres uddannelse i udlandet end norske og svenske studerende. Regeringen overvejer at kopiere nabolandenes favorable ordninger for at få flere danske studerende til at rejse ud
8. oktober 2005

Svenske Lina og norske Håkon rejser til udlandet som en del af deres uddannelse i langt højere grad end danske studerende. Det viser en ny opgørelse fra Cirius, et center under Undervisningsministeriet, der informerer og rådgiver om international uddannelse.

Regeringen ønsker at give flere talentfulde danske unge mulighed for en international uddannelse og overvejer at kopiere de svenske og norske støtteordninger, hvor favorable låne- og stipendiemuligheder gør det muligt for de studerende at betale studier under fremmede himmelstrøg, hvor der mange steder opkræves studieafgifter.

"Universiteterne får et tilskud for hver studerende, det tilskud vil vi gerne lade følge de unge til udlandet. Men under særlige omstændigheder. Man ikke bare give de studerende taxametrene og sige værsgo'. De svenske og norske støttemuligheder er noget vi overvejer," siger Venstres formand for forskningsudvalget, Hanne Severinsen.

Tallene fra Cirius viser, at mens 4,1 procent af de danske studerende tog dele eller en hel uddannelse i udlandet i studieåret 2003-2004, gjaldt det for 6,8 procent af svenskerne og 10,7 af de norske studerende.

Ser man på danske studerendes lyst til at rejse ud, var der kun syv procent flere, der rejste ud i studieåret 2003-2004 i forhold til 1999-2000, ifølge den nyeste statistik over studiemobiliteten i Danmark, som Cirius netop har offentliggjort. Antallet af danske unge, der tager en hel uddannelse i udlandet er tilmed faldet fem procent siden 1998. Samlet set har en tredjedel af de færdiguddannede kandidater ved landets universiteter været et smut i udlandet i minimum én til to uger af deres uddannelse.

Dårlig idé

Kontorchef John E. Andersen, leder af det internationale kontor på Københavns Universitet (KU), kalder det "en meget dårlig idé" at betale for, at danske studerende tager uddannelse i udlandet.

"Det vil være at underminere vores eget system. Vi ser meget hellere, at man bruger de udvekslingsaftaler og kontakter, universitetet allerede har, hvor vi udveksler studerende med udenlandske uddannelsesinstitutioner," siger John E. Andersen, der i øvrigt henviser til, at antallet af studerende på KU, der søger uddannelser uden for Europa er steget med 27 procent i efterårsemestret 2006 og forårsemestret 2007.

John E. Andersen peger desuden på, at Norge har haft en tradition for at sende deres studerende - her iblandt dem på medicin - til udlandet, fordi de ikke tidligere prioriterede at opbygge deres egen uddannelseskapacitet.

Prorektor på Aarhus Universitet, Katherine Richardson, der er medlem af Rektorkollegiets Internationale Udvalg mener til gengæld ikke, at det er pengene, der er en stopklods for danske studerendes lyst til at tage uddannelse i udlandet.

"Det handler bl.a. om, at vores studerene er ældre end i mange andre lande. Derfor har mange job ved siden af studierne, de har stiftet familie eller er på anden måde økonomisk forpligtede. Det handler mere om en tankemåde, og om forestillingen om, at vi har nok i os selv," siger Katherine Richardson.

Cirka 30 procent af de studerende på Aarhus Universitet rejser til udlandet under deres studier, men universitet har en målsætning om, at mindst halvdelen af de studerende skal til udlandet.

Statistikken fra Cirius viser desuden, at de humanistiske fag har svært ved at tiltrække udenlandske studerende. 33 procent af de danske udvekslingsstuderende kommer fra en humanistisk uddannelse, mens kun 18 procent af de udenlandske studerende, der kommer til Danmark, er indskrevet på humaniora.

"Vi har haft store problemer med at tiltrække humanister. Nu er flere små fag blevet lagt sammen, og det giver bedre mulighed for at markedsføre sig. Det, tror jeg, vil gøre det muligt at tiltrække flere studerende ude fra," siger Katherine Richardson.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her