Læsetid: 4 min.

'Danskere er ikke de mest fordomsfulde europæere eller primitive nationa

Det hævder statsminister Anders Fogh Rasmussen som reaktion på den internationale pressestorm, Jyllands-Postens Muhammed-tegninger og regeringens indvandrerpolitik har rejst. Her er et udpluk af, hvad andre mener
18. januar 2006

Jyllands-Postens offentliggørelse af tolv Muhammed-tegninger har for alvor bragt den danske indvandrerpolitik helt frem i søgelyset. En lang række tyske aviser har i den seneste tid beskæftiget sig med sagen, og også franske Le Monde og New York Times har viet store artikler til emnet. Senest bragte det svenske Aftonbladet mandag en ledende artikel, hvor det blandt andet hedder:

"Jyllands-Posten valgte det enkleste af alt: At gøre grin med islam og dens symboler og helligdomme. Satire kaldes det. Men satire, der fortjener sit navn, skal udfordre magten, rive det etablerede omkuld, gøre grin med øvrigheden."

"Jyllands-Posten pisser i den mest bekvemme af alle medvinde. Danmark er gennemsyret af islamofobi, størstedelen af etablissementet vrænger grove fordomme af sig om muhammedaaaaanerne," mener lederskribenten, Olle Svenning, og opremser som belæg for sine påstande en række af Dansk Folkepartis fremmedhadske udsagn.

"Alle de liberale, der vil give deres blod for Jyllands-Postens ret til at vise tegninger af Muhammed som levende bombe eller som drag, burde trykke Pia Kjærsgaard til deres bedrevidende bryst," mener han.

Massivt imageproblem

"Kjærsgaard ønsker maksimal frihed for racistisk propaganda. Bertel Haarder skal have velsignelse til at kalde indvandrere for 'en subkultur uden for dansk folkestamme'. I samme frie ånd kan Kjærsgaard udpege danske muslimer som en femtekolonne, der er beredt til at forråde nationen. Hendes partiven i folketinget, Søren Krarup, kan trygt forkynde, at muslimer 'drives af en uhyggelig længsel efter at udrydde andre mennesker,'" lyder det fra den svenske lederskribent.

New York Times mener, at Danmark mod al sandsynlighed er blevet et potentielt urocenter i den eskalerende kulturkamp mellem Islam og Vesten og citerer imam Abu-Laban for, at danske muslimer bliver udsat for psykisk tortur. Også New York Times citerer Søren Krarup, her for hans bemærkning om, at den muslimske reaktion på Jyllands-Postens tegninger viser, at Islam ikke er forenelig med danske værdier.

Den store tyske avis, Süddeutsche Zeitung, mener ifølge Kristeligt Dagblad, at der hersker et hysterisk klima i Danmark, og at hele landet er hidset op til fremmedhad.

"Med Jyllands-Postens tegninger har Danmark fået et massivt imageproblem og ikke kun i muslimske lande," skriver Süddeutsche Zeitung. "Den højreliberale regering og frem for alt dens højrepopulistiske følgesvend (DF) har udråbt pressefriheden til den rettighed af alle, som det er vigtigst at beskytte, og det har automatisk til følge, at muslimske indvandreres religiøse følelser må underordne sig."

Regeringen mangler åbenbart den interkulturelle finfølelse, der skal til for at bygge bro mellem stridens parter, mener Süddeutsche Zeitung.

Frankfurter Allgemeine Zeitung har, inspireret af Jyllands-Post-tegningerne, en gennemgang af det muslimske billedforbud, som ikke er absolut, påpeger avisen, selv om den islamiske kultur er stærkere præget af billedforbudet end andre. Hvor alvorligt det tages, afhænger af. hvilken retning af islam, man har at gøre med.

Uværdigt

Men den internationale presses søgelys rettes ikke kun mod Muhammed-tegningerne, man tager også fat på den danske regerings indvandrerpolitik.

die tageszeitung mener i en af avisens artikler slet og ret, at den er uværdig for en demokratisk retsstat, og andetsteds i bladet skriver journalisten Reinhard Wolff, med henvisning til den mulige terrorgruppe, dansk politi har arresteret, at det ikke kan undre, hvis hadets sæd netop har slået rod i Danmark.

"Landets regering har i løbet af de seneste år fjernet forudsætningerne for, at indvandrere reelt kunne få samme chancer for at klare sig som resten af befolkningen," skriver han.

"Selv om det hedder sig, at alle er lige for loven, så har regeringens politik gjort indvandrerne mindre lige end andre."

Næsten alle tyske aviser hæfter sig ved den danske 'starthjælp', at regeringen har skåret i bistandshjælpen til flygtninge.

Torturofre

Den store franske avis Le Monde hæfter sig specielt ved, at torturofre ikke længere kan få statsborgerskab på dispensation fra kravet om dansk-kundskaber.

"En af de mest kontroversielle beslutninger drejer sig om afskaffelsen af dispensationer fra prøverne, som personer tidligere har nydt godt af, hvis de lider af posttraumatisk stressyndrom (udløst af stærkt voldelige situationer), hvad talrige flygtninge gør," mener avisen.

Og Søren Krarup dukker endnu en gang op, denne gang med sin bemærkning om, at "hvis folk lider af symptomer på posttraumatisk stress, har de behov for behandling, ikke for statsborgerskab."

Her overfor sætter avisen et citat fra Politiken af Bengt H. Sjölund, den nye direktør for Rehabiliterings- og Forskningscentret for Torturofre, RCT. "Det er ikke alene mangel på etik, det er et grotesk forlangende. Man kan ikke udskille folk på den måde."

Intet at komme efter

Statminister Anders Fogh Rasmussen kalder det ifølge Ritzau for 'ude i hampen', at danskere skulle være de mest fordomsfulde europæere eller primitive nationalister.

"Danmark er ikke Europas mest fordomsfulde land over for fremmede, sådan som der har stået i Sveriges største avis. Og danskerne er heller ikke 'primitive nationalister', sådan som Europarådets menneskerettighedskommissær mener," fastslår statsminister Anders Fogh Rasmussen.

"De beskrivelser er fuldstændig uden hold i virkeligheden og fuldstændig ude i hampen. Tværtimod er Danmark et åbent, frisindet og fordomsfrit samfund."

Anders Fogh Rasmussen henviser til en undersøgelse, som viser, at 9 af 10 danskere har det godt med at arbejde sammen med mennesker med indvandrerbaggrund.

"Hvis man i andre lande spørger almindelige mennesker på gaden, så tænker de nøjagtigt det samme som danskere i almindelighed. Der er ikke særligt stor forskel. Det er min erfaring," udtaler han.

"Det karakteristiske for Danmark er, at vi har taget fat om de problemer, som der påviseligt er med den betydelige indvandring, der har været, ikke blot til Danmark, men til en række europæiske lande. Vi har taget fat om problemerne og drøfter dem åbent, og jeg kan registrere, at der i en række europæiske lande er en betydelig og voksende interesse for at studere, hvad vi gør i Danmark," fastslår statsministeren.

Samtidig mener han, at der i alle lande "er en betydelig afstand mellem den politiske og kulturelle elite og så den almindelige befolkning".

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her