Læsetid: 1 min.

Danskerne vil bruge mindre på forsvar

To ud af tre danskere ser gerne, at forsvars-budgettet bliver mindre. Blot fem procent mener, at der skal bruges flere penge på landets forsvar, viser ny meningsmåling for Ugeberevet A4
26. februar 2007

To ud af tre danskere mener, at der til næste år burde bruges færre penge til Danmarks militær. Kun én ud af 20 mener, at der burde bruges flere penge.

Det viser en undersøgelse, som Analyse Danmark har lavet for Ugebrevet A4. Undersøgelsen er lavet før regeringens beslutning om tilbagetrækning af de danske styrker i Irak.

66 procent af de næsten 1200 adspurgte er helt eller delvist enige i, at størstedelen af pengene til det militære forsvar, som i 2007 beløber sig til 19,8 milliarder kroner, kunne bruges bedre på andre områder, mens hver femte er helt eller delvist uenige i det synspunkt.

Professor ved Handelshøjskolen i København Lars Bo Kaspersen, der forsker i krig som socialt fænomen, mener først og fremmest, at ønsket om besparelser på forsvarsbudgetterne er et resultat af de fortsatte uroligheder i Irak.

"Deltagelsen i Irak har tilsyneladende været rimelig frugtesløs, hvis man alene dømmer ud fra mediernes dækning. Og det spiller afgørende ind på danskernes syn på militærbudgetterne," siger han til ugebrevet.

V: Automatreaktion

Han tilføjer, at den forholdsvist lange periode uden terror i lande, som danskerne har kendskab til og kan identificere sig med, sandsynligvis også spiller en rolle.

Havde man spurgt danskerne til forsvarsbudgetterne umiddelbart efter den 11. september 2001 eller efter bomberne i Madrid og London, så havde man utvivlsomt fået helt andre svar, mener professoren.

Venstres forsvarsordfører, Karsten Nonbo, vurderer, at tallene skal ses som en automatreaktion fra borgerne, der altid helst vil bruge pengene på de syge og gamle.

Og at det er et problem, at danskerne måske ikke helt ved, hvad pengene bliver brugt til.

Og det er Socialdemokraternes forsvarsordfører Poul Andersen enig i. Han siger til ugebrevet, at der stadig er behov for et militær og et vist forsvarsbudget, så Danmark kan overholde de internationale aftaler, der er indgået.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her