Læsetid: 3 min.

Danskerne vil bruge deres penge på bøger

Midt i forbrugsfesten viser ny analyse at flere og flere danskere planlægger at bruge deres penge på bøger. En kender af branchen mener, at det blandt andet skyldes forlagenes nye reklamestrategi
14. september 2006

Så godt som hver fjerde hustand har planer om at bruge deres sparepenge på bøger, viser en undersøgelse lavet af Institut for Konjunktur- Analyse (IFKA).

1.100 danskere over 15 år har deltaget i en rundspørge, hvoraf det fremgår, at efterspørgslen på bøger og hårde hvidevarer er det, der er steget mest markant i takt med det økonomiske opsving i forhold til september sidste år. 23 procent af de adspurgte har planer om at købe bøger inden for de næste tre måneder, mod 19 pct. sidste år.

Administerende direktør for IFKA Charlotte Rassing gør dog opmærksom på, at tallet i virkeligheden er en del højere. Mange bøger købes som impulskøb og da instituttet i december sidste år ringede rundt og spurgte, hvem der faktisk havde købt bøger inden for de sidste tre måneder, var det hele 43pct. af de adspurgte.

En af grundende til, at det går så godt for bogbranchen er ifølge Nils Bjervig, ansvarshavende chefredaktør på fagbladet Bogmarkedet, at forlagene er blevet modigere, og at de har profesionaliseret deres reklamer.

Reklamer for nye bøger indtager langsomt det offentlige rum. På busserne står der "Tør du tage din mobiltelefon næste gang den ringer" - Ashehougs reklame for Stephen Kings nye bog. Og Borgen, Peoples Press, Gyldendal og flere andre er med på beatet.

"Forlagene fik lidt af en brat opvågnen, da det nye forlag Peopless Press kom på banen og begyndte at bruge out-door reklamer," siger Nils Bjervig. Han mener, at en modernisering af forlagene har været en klatr medvirkende årsag til danskernes stigende interesse for bøger.

"Forlagene er gået fra kun at synes, det var fint at lave bøger, til rent faktisk at synes det var helt fint at sælge dem," siger han.

Boghandler Hans Andersen Arnold Busck på Købmagergade, er enig i at forlagene spiller en stor rolle og pointerer, at når det går godt for eksempelvis Gyldendal, så er der også plads til flere eksperimenter og derfor også en større chance for at ramme noget, der er rigtig sjovt og nytænkende.

Trætte af fjernsyn

En anden grund til at bøgerne stadig bliver taget ned fra hylderne, er ifølge boghandleren, at bogen stadig er et rigtig godt alternativ til fjernsynet.

"Folk gider ikke at se fjernsyn mere. Der er for mange ligegyldige programmer og genudsendelser. Det virker som om, bogen er meget in i øjeblikket," siger han.

Hvor medier og gratisaviser nogen gange tager form som en uvejsom jungle mener han, at samfundskritiske bøger som Karen Jespersen og Ralf Pittelkows Naivister og Islamister trænger igennem til danskerne, fordi de formår at sætte den aktuelle debat i relief.

Boghandleren kan godt mærke, at der er gang i bogsalget, og omsætningen stiger da også løbende.

"Det er også vigtigt for branchen, at der kommer nogle væsentlige bestsellere som Ib Michael og Suzanne Brøggers bøger," siger Hans Andersen.

Og også forfattere som Leif Davidsen, Dan Brown og Stephen King har ifølge chefredaktør Nils Bjervig en stor del af fortjenesten for det gode salg.

"Spændingslitteraturen og en stribe af meget populære biografier betyder, at vi i stigende grad oplever, at masse mennesker der normalt ikke køber bøger nu er begyndt at gøre det," siger han. Skønlitteraturen har stadig ifølge boghandler Hans Andersen en helt særlig status. "Der er også nogle fagbøger, der markerer sig - historiebøger er for eksempel meget populære i øjeblikket," siger han.

Det er ifølge chefredaktør Nils Bjervig stadig kvinderne, der køber mest skønlitteratur. Kønnene er ligeligt fordelt når det gælder køb af faglitteratur, hvilket sandsynligvis skyldes, at selvhjælpsbøger også hører inde under denne kategori. Det er nemlig også stadig kvindernes foretrukne.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her