Læsetid: 2 min.

Danskerne: Job og familieliv hænger godt samen

Danske lønmodtagere og selvstændige oplever bedre sammenhæng mellem arbejds- og familieliv, viser ny rapport. Pressen har fokuseret ensidigt på problemerne, mener Arbejdsmiljøinstituttes direktør
12. december 2006

Mens regeringen har nedsat en kommission, der skal belyse mulighederne for at opnå bedre samspil mellem familie- og arbejdsliv, så står det faktisk slet ikke så skidt til med balancen. Det viser en ny omfattende kortlægning af danskernes arbejdsmiljø, som Arbejdsmiljøinstituttet offentliggjorde i går. Rapporten belyser udviklingen fra 2000 til 2005, og af de mere end 9000 besvarelser fremgår det, at danskerne generelt oplever en bedre sammenhæng mellem job og familie, og det overrasker Arbejdsmiljøinstituttets direktør, Palle Ørbæk.

"Den offentlige debat har talt for det modsatte, nemlig at mange har svært ved at få det til at hænge sammen. Tv og aviser har haft fat i de mennesker, de oplever et problem, og det skal man tage alvorligt. Men vi har set på et bredt udsnit af befolkningen, og her er konklusionen, at det ikke har en generel indvirkning," siger han.

Fremtidssikring

Til trods for at rapporten viser, at tempoet på arbejdspladsen er øget, så ser flere danskere lysere på deres fremtidsmuligheder og oplever en bedre støtte fra deres nærmeste leder.

Og i relation til tilfredshed med job og familie-balancen ses en overordnet stigning på fire procent. Alligevel fastholder formand for regeringens Familie- og arbejdslivskommission, Linda Nielsen, behovet for at se nærmere på mulighederne for en bedre balance mellem job og privatliv.

"Jeg kan kun fornøje mig over, at nogle danskere har lettere ved at få job og familie til at hænge sammen. Men ifølge SFI's undersøgelser har 20 procent problemer med at sikre den balance. Derfor mener jeg slet ikke, at kommissionen er overflødig,"siger hun.

Arbejdsmiljøinstituttes undersøgelse viser også, at gruppen af selvstændige inden for servicebranchen samt landbrugere og dagplejere oplever bedst sammenhæng mellem job og privatliv, mens en række ufaglærte arbejdere, som f.eks. lastbilchauffører og slagteriarbejdere, finder det mere vanskeligt at tilgodese familien. Det samme problem opleves også af chefer og IT-folk, hvilket ifølge undersøgelsen kan hænge sammen med, at en relativ stor andel af disse grupper arbejder hjemme ved computeren. Og ifølge beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen (V) er dette mønster vanskeligt at gøre op med fra politik hold:

"Det handler om, at gøre folk opmærksomme på det. Udfordringen i at adskille job og privatliv er blevet større i takt med at flere har hjemmearbejdspladser, så der skal folk lære at være mere opmærksomme på at skelne," siger ministeren.

Rapporten fra regeringens kommission udkommer først til april, men Linda Nielsen bekræfter, at de flydende grænser mellem job og fritid vil indgå i gruppens arbejde.

"Flere og flere får hjemmearbejdspladser, så man kan godt forestille sig, at problemet vil vokse. Derfor er der behov for en fremtidssikring i relation til dette problem. Jeg er glad for de undersøgelser, der kommer, for de hjælper os til at målrette vores arbejde," siger hun.

Palle Ørbæk understreger, at den nye undersøgelse er afgørende for såvel den offentlige debat som for de beslutninger, som træffes af såvel Beskæftigelsesministeriet som af arbejdsmarkedets parter. "Hvis de har løbet efter noget, som kun gælder en mindre del af de arbejdende danskere, kan de ikke anvende deres ressourcer rationelt," siger han.

Men hvorvidt regeringen har været for hurtig på tasterne i nedsættelsen af kommissionen vil institutdirektøren ikke tage stilling til.

"Nu må vi vente og se, hvad de kommer med. Forhåbentlig læser de også vores rapport," siger Palle Ørbæk.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her