Læsetid: 5 min.

Danskerne kom med sprutten

Det var aldrig min mening at hænge de grønlandske forældre ud, kun at lade børnenes nødråb lyde. Det er desværre blevet misforstået
19. maj 2007

Da jeg var kommet hjem, efter at have arbejdet på blandt andet et teaterprojekt sammen med Qaanaaqs børn i tre måneder, følte jeg, at jeg måtte gøre noget mere. Den oplevelse, at det kan lykkes at få børnene til at udtrykke sig og turde optræde foran en by, der er ved at gå til grunde, var for stærk. Det kræver mod i et samfund på 600 sjæle. Qaanaaq er den by, der blev anlagt som erstatning for Thule, som Knud Rasmusen grundlagde.

Thule var i mange år selvforsørgende, som den eneste by i Grønland. I de sidste måneder har de få fangere ikke engang kunnet sælge de skind, de har fanget. Byen har stort set ingen indtægter. Jeg har sammen med andre lavet tilsvarende projekter mange gange før, men syntes, at jeg denne gang måtte gøre noget for at rette opmærksomheden mod de mange børn, der risikerer at miste deres fremtid. Jeg henvendte mig til DR's nyhedsafdeling, som bad mig skrive lidt om, hvad jeg konkret havde oplevet, så de kunne tage stilling til, om det var noget, de ville arbejde videre med. Jeg sendte nogle linjer, som til min overraskelse blev bragt på DR's nyhedsside på internettet. DR undskyldte, men sket var sket. Reaktionen var voldsom. Landsstyret nedlagde øjeblikkeligt forbud mod alt salg og udskænkning af alkohol stærkere end lyst øl i byen. En lavine var sat i skred. Danske og grønlandske medier slog sagen stort op.

På en måde burde jeg være glad. Endelig kom der gang i den debat om mange af Grønlands børns svære livsvilkår, som så ofte popper op for så at forsvinde igen. Men desværre er debatten kommet til at handle meget om min person i stedet for om de børn og unge, som burde være emnet.

Debatten burde også handle om en by, som er overladt til sig selv uden fremtidsmuligheder og uden støtte til at klare de mange problemer, som alle kender til. Mange andre steder i Grønland kender man til denne tilstand af afmagt. Jeg skal forsvare mig mod bizarre beskyldninger om at have udsat børn for at sulte, for at have låst nogle inde for i hemmelighed at filme dem, mens de angav deres familie og mange andre ting, som er grebet ud af luften.

Folk, der kæmper for fællesskabet

Det er vigtigt for mig at sige, at vi har været meget glade for at besøge Qaanaaq. Vi har været sammen med de dejlige børn og unge, som frivilligt deltog i hele eller dele af vores projekter, og som mødte op dag efter dag i tre måneder for at være sammen om at lave teaterforestillinger og mange andre kreative projekter. Deres energi, nysgerrighed, villighed til at lære og deres entusiasme var overvældende. Vi er taknemmelige over, at de åbnede deres sind og fortalte os om, hvordan det er at være barn og ung i Qaanaaq på godt og ondt.

Jeg har valgt at lade det nødråb, vi hørte mange gange, lyde ud over hele Grønland og Danmark. Jeg valgte at reagere på vegne af en gruppe børn og unge, som ikke selv er vant til at råbe op, men som ønsker en fremtid med mere ro i familierne og bedre uddannelse og job at vende tilbage til i Qaanaaq. At jeg valgte at gå til pressen, har nu fået følger for beboerne i Qaanaaq.

Vi mødte under vores ophold i Qaanaaq mennesker, der kæmper for fællesskabet, så det bliver bedre for alle. Folk som tager initiativer, som opmuntrer i en tid, hvor arbejdsløshed, ringe eller ingen uddannelsesmuligheder og fritidstilbud, dårlige boliger, manglende økonomi i kommunen og de deraf følgende sygdomme som alkoholmisbrug, omsorgssvigt og lignende er hverdag. Undervejs henvendte vi os til alle tænkelige medier for at få dem til at bruge børnene og de unges arbejde som anledning til at beskrive de problemer, som ingen i Grønland kan overse. Omtalerne var få og små.

Alle projektmedarbejdere har selv haft alkoholproblematikken inde på livet. Kampen mod alkohol-sygdommen er ikke let. Som familiemedlem bliver man medafhængig, man glider ind i nogle mønstre i forhold til alkoholikerens uhensigtsmæssige adfærd. Vi talte åbent om det og berettede også om det for de unge i teatergruppen og ved selvtillidskurserne. Måske derfor - og sikkert fordi vi var personer udefra og ikke en del af samfundet i Qaanaaq - fik børnene lyst og mod til at åbne sig og fortælle om og arbejde kreativt med deres egne tanker om fremtiden og de problemer mange lever med.

Lad børnene vinde

Under vores projekt aflønnede vi i perioder lokale unge og en voksen, som gjorde en helt speciel længerevarende indsats. Vi uddannede unge og voksne til at kunne opstarte og gennemføre aktiviteter med børn og unge.

Vores projekt i Qaanaaq blev finansieret af forskellige fonde og sponsorer. Hjemmestyret bidrog med ca. en fjerdedel. Desuden medbragte vi aktivt legetøj og mange andre materialer, bl.a. 600 tandbørster. I alt en ton, som kom ud til alle børn i byen. Og til klubben, børnehaven og hallen i Qaanaaq og det kommende værested, som socialchefen drømmer om at åbne. En sidste del bliver fordelt til bygder med ting til alle børn og unge op til 18 år og babylegetøj til dagplejemødrene. Det sker, når socialchefen og to af de nyuddannede unge tager ud og sætter aktiviteter i gang. Vi fik bolig og lokaler stillet til rådighed af kommunen. Tak til Qaanaaq kommune og alle sponsorer.

Vi vil meget gerne komme tilbage og lave et nyt projekt med teatergruppen, som jo allerede selv er fortsat og har optrådt i forbindelse med den alkoholfrie uge 18. Men kan vi nu det? Eller skal denne debat ende som en kamp mellem voksne, der diskuterer, hvorvidt alkoholproblematikken er tabu eller ej, og hvem der bliver sårede og ikke-sårede. Den film, alle familier vil få tilsendt, som børnene og vi har lavet, vil vise, hvad det handler om. Det handler om børnene. De skal ikke tabe. Lad dem blive vinderne! En dag er landet deres.

Hvad kommer Grønlands alkoholproblem og dets følger som f.eks. omsorgsvigt os ved her i landet?

De vil jo være selvstændige, så lad dem dog. Vi kaster jo bare et bloktilskud efter dem hvert år! Vi kan da godt finde noget andet at bruge dem på! Det udsagn har jeg hørt rigtig mange gange, ligesom jeg ofte automatisk bliver spurgt, når jeg fortæller, at min kæreste er grønlænder: Er han så også alkoholiker? Det må jeg desværre bekræfte dem i.

Helt glemt er, at det faktisk var os danskere, der kom med sprutten og alle vore andre goder til en befolkning, der pludselig på rekordtid skulle omstille sig fra det gamle fangersamfund til den moderne verden. Måske andre lande end Danmark kunne have gjort arbejdet værre endnu, men det fritager os i hvert fald ikke fra et ansvar for rigsfællesskabets børn.

Karen Littauer er filminstruktør og projektleder og har besøgt Grønland 43 gange

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her