Læsetid: 11 min.

Danskernes grise

På den ene side skal vi konkurrere på verdensmarkedet og leve op til forbrugernes efterspørgsel efter billigt kød. På den anden side skal vi også honorere kravene til dyrevelfærd og give vores medarbejdere et udfordrende job og seks ugers ferie- Det er ikke nemt, men det kan lade sig gøre, mener svineproducent Hans Christian Jensen fra Roskilde
20. juni 2005

Lokalt på egnen har Hans Christian Jensen ry som en dygtig landmand.

I en tid, hvor omkring halvdelen af svineproducenterne kører med underskud, er han blandt dem, der vil kunne stå distancen, når det billige brasilianske svinekød med fuld styrke går på verdensmarkedet om få år, som det anerkendende siges.

"Jo, det går da nogenlunde," er hans egen kommentar: "Og så har vi været heldige med vores investeringer," tilføjer han.

En anelse skeptisk har HC indvilliget i at vise rundt på sin bedrift: "I vil også kunne se grise med dårlige ben her," advarer han. Men han erkender også, at svineerhvervet er blevet et nyt fokusområde for medierne og den offentlige dagsorden: "For 10-15 år siden var det pædagogerne, man var efter. Nu er det os," griner han.

Lige som de udskældte pædagoger passede vores børn, passer de udskældte svineavlere danskernes grise. I staldbygningerne bag Askelygård på Ledreborg Allé nær Roskilde har HC således 460 søer, der giver en årlig produktion på 3.000 slagtesvin og 9.000 svin til opfedning. Til gården hører 200 hektar, mens han har forpagtet andre 200 ha.

Med den produktion og en håndfuld medarbejdere, der spænder fra farfar, to fodermestre i stalden, en mand i marken samt en landbrugselev hører HC til blandt de mellemstore svineproducenter.

HC holder to hvide overalls frem: "Dem skal I have på, før I får lov til at gå ud i staldene. Og hvis jeg var Jer, tog jeg også en kasket på. Lugten sætter sig mest i håret."

Avler egne gener

Første stop er løbestien. Her er en orne netop i færd med at bedække en polt, dvs. en kønsmoden teenage-gris. Det sker under fodermesterens og elevens intense overvågning. Da ornen vil fortsætte på den næste so, får den et ordentligt klap i siden af fodermesteren. Modstræbende glider den ned igen.

Fra de nærmeste bokse forsøger andre søer at kigge med. Og i bokse langs den modsatte væg ligger en række søer med en lille plasticstang hængende ud bagtil. De er ved at blive insemineret.

"Vi laver egne avlsdyr og høster vores egne gener. Det er med til at gøre hverdagen mere spændende og udfordrende," siger HC og rækker en lille plasticpose med en skummende uklar væske frem. Posen sættes til et plasticrør, der derefter skubbes op i soens livmoder.

"Når soen ser ornen, skabes der undertryk i livmoderen, så sæden suges ind," forklarer han.

I den næste stald har søerne faret i løbet af natten eller morgenen. Under en varmelampe i hjørnet af hver boks ligger de lyserøde pattegrise og gasser sig, mens søerne står fikseret bag tremmerne i fareboksen. Over hver boks hænger et papskilt, hvor oplysninger om hvert kuld noteres.

"17 i samme kuld," læser HC. Han peger ned i hjørnet af boksen, hvor der ligger en blålig, rynket smågris: "Se, der er også et par dødfødte."

I gennemsnit får HC's søer 28 grise om året. Enkelte er for små. HC bøjer sig ned og hiver en lille, men sprællevende gris op i nakkeskindet. "Hvad synes I? Skal den her leve," spørger han demonstrativt.

Han giver selv svaret: "Nej. Dels er den for lille, så det vil kræve for mange ressourcer at redde den. Dels har den fået forbenet ned i en spalte. Den afliver vi, det er det mest humane."

Nok er den internationale konkurrence blevet hårdere, men HC mener ikke, at han som svineproducent skal være specielt oppe på tæerne: "Det skal sandelig du også, hvis du f.eks. er tømrerme-ster. Hele samfundet kører i højt gear. Så jeg vil hellere fokusere på de positive sider. Jeg er træt af, at landbruget er et 'jamre-erhverv," siger han og går ned gennem stalden. HC vil langt hellere tale om at have en sund økonomi og gode medarbejdere. Og om at medarbejderne skal have ansvar.

"Indtil for fire-fem år siden troede jeg, at jeg selv skulle kunne løse alle problemer. At jeg f.eks. skulle være inde i alle de computerstyrede systemer, vi har - og det er over 20 på sådan en gård. Nu erkender jeg, at mine folk i stalden er bedre til at passe svin, end jeg er. Jeg har også indset, at jeg er nødt til at give mine medarbejdere ansvar, ellers kan jeg slet ikke holde på dem."

Han bøjer sig ned over en so, der ligger tungt på siden, mens pattegrisene myldrer rundt efter en tår mælk. To af smågrisene er betydeligt større end de øvrige.

"En so har maksimalt 14 patter, så der kan ikke blive en til hver med så store kuld. Derfor tager vi de største pattegrise fra og sætter ind til en anden so, hvor hendes eget afkom netop er kommet på tørfoder. Vi kalder hende en ammeso. Hvis hun får lov til at beholde to af sine egne unger, er det nemmere at få hende til at acceptere andres afkom. På den måde får de små i et stort kuld også en chance.".

På ryggen af en anden so står bogstaverne SL "Slagtes," oversætter HC og stryger hånden ned over soen: "Hun er blevet for mager og derfor lidt skarp i ryggen."

På vej ind i den næste stald vender HC sig i døren: "Det er slet ikke så let at få en anden so til at acceptere andres afkom. Det kræver en særlig management. Og min erfaring er, at det er kvindelige elever gode til det. Måske er de mere tålmodige."

Seks ugers ferie

HC har arbejdet med svin i 26 år. For mange år siden købte hans far og farbror gården i fællesskab. Først købte HC farbroren ud, og for 12 år siden overtog han så hele gården.

"Jeg har lært meget af min far, men han er slidt nu. Han er fra dengang, hvor man skulle løfte sække på 100 kg. Nu hjælper han med et par dage om ugen."

"Vi landmænd er nødt til at følge med tiden. For 10 år siden havde jeg boliger på gården til mine medarbejdere. Nu er det kun eleven, der bor her. De andre medarbejdere vil ikke være så afhæn-gige, og det kan jeg godt forstå. Deres arbejdsuge er på 37 timer, og de har seks ugers ferie lige som alle andre."

HC er formand for den lokale Lyngby Landbrugsskole, og derfor lægger han vægt på at kunne tale dansk til sine medarbejdere.

"Hvorfor og hvorfor- Hvis alle elevpladserne i landbruget bliver optaget af østeuropæere, så uddannes der ikke nogen til at føre vores erhverv videre," som han siger.

Når den tid kommer, håber HC, at en hans sønner vil køre gården videre. Allan, den ældste, er 18 år og HTX-student i Roskilde. "Heldigvis er det ikke noget, der ha-ster. Der er mange år endnu," siger HC.

"Hvis vi skal producere til otte-ni kr. pr. kg afregnet svinekød, så er du nødt til at blive større og større, så der er flere enheder til at bære omkostningerne," siger HC og nævner som eksempel den computer, der styrer den automatiske fodring afpasset til hvert enkelt dyr.

"Computeren koster det samme at anskaffe, uanset om du har 100 eller 1.000 dyr. Og som tingene er i dag, skal du op på 1.000 dyr, hvis du skal bygge en ny stald, før det overhovedet kan svare sig," siger han.

Og selv om han ikke selv har lyst til at investere i svineproduktion i Østeuropa, så forstår han godt de landmandskolleger, der føler sig fristet.

"Selv vil jeg hellere koncentrere mig om min egen gård," siger han.

På Askelygård har HC forsigtigt fulgt princippet om kun at investere, når priserne var nede, og til gengæld producere, når de var oppe. Og så har han været tilbageholdende med at investere i nye, smarte staldanlæg.

"Du skal aldrig bruge flere penge, end du har," siger HC og smiler ironisk.

"Som landmand ser du, at din gæld hele tiden vokser. Men så længe kreditforeningerne overbyder hinanden om at låne penge med sikkerhed i landbrugsjorden, så gør det i sig selv ikke så meget. Vi er mere attraktive at låne penge til end f.eks. en tømrermester, som vi lige snakkede om. Det er kreditten, der holder liv i mange landmænd. Det er i hvert fald ikke afregningerne fra slagteriet."

"Jeg kan ikke lade være at tænke, at nu, nu må filmen da snart knække. Og så havner vi i samme situation som i 80'erne med tvangsauktioner, hvor folk må gå fra hus og hjem," fortsætter han.

Større og større

Staldbygningerne på Askelygård har forskellig alder. De har også forskellig funktion og forskellige gulve: I nogle er der fast gulv af beton eller asfalt, i andre må svinene helt eller delvist gå på tremmer.

"Det eksperimenterer vi lidt med," siger HC.

På vej ind i næste stald fløjter han. "Ellers farer de op," siger han. Stalden er delt op i to store stier, hvor de drægtige søer går i løsdrift. De ligger enkeltvis eller i klynger. Langs væggene er der mindre reder med masser af halm. I hvert hjørne står en orne i egen boks, og foran tremmerne ligger en flok polte og glor mageligt på ornen som teenagere på en pop-stjerne.

Poltene skal bare vokse. "Men det må heller ikke gå for hurtigt, for de skal have stærke knogler og ben," siger HC. Poltene fra denne stald skal nemlig være søer, før de bliver slagtesvin.

HC har indrettet sig med konventionel svineproduktion kombineret med planteavl og lidt maskinudleje til andre landmænd. Det trives han godt med.

"Vi forsøger at få synergieffekt. Hvis ikke, det var spændende hver dag at stå op om morgenen, fordi du kan se nogle nye udfordringer, så ville jeg da lave noget andet."

Det behøver ikke at være en tom trussel: "Lige meget hvor galt det så end gik, eller lige meget hvor dumt du end har opført dig, så kan du i dag komme af med gården og ende med en pæn klat penge i banken, fordi jordpriserne er så høje. Hvis du altså har haft gården i 10-15 år."

De høje jordpriser vender HC tilbage til flere gange: "Når vi selv har købt jord fra naboer, der er stoppet, så har vi ingen problemer med at komme af med bygningerne. Mange folk vil gerne bo på landet."

I stierne med søer i løsdrift har hver so en gul chip i øret. Fodringssystemet er computerstyret, så fodermesteren følger med i, hvilke der spiser for lidt. Fodringstiden starter kl. 22 og slutter næste dag kl. 12.

"Alt er registreret, foder, medicin, alt. Og vi kan få alle oplysninger frem her via en håndterminal," siger HC.

Når han går hen til kanten af stien, lægger de nærmeste svin hovederne på skrå og kigger på ham. Nærmest forventningsfuldt.

"Jeg kan godt lide det der skæve blik," siger han og kigger igen.

Klemte pattegrise

HC er hverken tiltrukket af økologi eller andre former for eksperimenter. Sporene skræmmer.

"Steff-Houlberg i Ringsted forsøgte jo i sin tid med deres Antoniusgris. De havde endda København liggende som det nærmeste marked. Den skulle have en ekstra kvalitet. Men det solgte bare ikke, for forbrugerne siger ét, men gør noget andet. Nu er det vist helt gået i sig selv. Antoniusgrisen var med til at kvæle Steff-Houlberg."

"Økologerne sælger sådan nogle gode oplevelser, er det ikke det, de siger? Men det er en nicheproduktion og derfor ikke særlig robust. Tag nu økologisk kornavl, hvor producenterne tidligere fik væsentligt højere priser. Nu er der kommet store partier økologisk brødhvede på markedet, så priserne er faldet."

Enkelte søer i løsdriftsstierne har rifter på siden: "Her er 120 dyr. De kan godt være hårde ved hinanden, og det er en af ulemperne ved løsdrift," siger HC.

"I begyndelsen gik det også ud over effektiviteten," tilføjer han. Askelygård lagde om til løsdrift for fire år siden. Undervejs blev det nødvendigt med en ny foderme-ster.

"Du skal tænke anderledes, for løsdrift er meget mere på dyrenes præmisser," siger HC.

I næste stald er der søer med pattegrise på bare et par uger. De skal vænnes fra om en uge. Så skal de videre til opfedning, mens soen skal tilbage og i brunst. Med udkig til ornen tager det kun fem dage, oplyser HC. Gennemsnitligt yder en so mest i de første fem-seks kuld. Men det er forskelligt fra dyr til dyr.

"Nogen synes, det er synd, når soen er fikseret, men vi har færre ihjelklemte grise. Her står hun i én ud af fem måneder pr. kuld. Det kan jeg godt leve med."

I den næste stald er der ingen vinduer, men varmt, præcist 27-28 grader, og massevis af smågrise, der hver vejer ca. otte kg.

"Sådan så stalde ud for 25 år siden," smiler HC. "Det er en vanskelig fase, når vi går fra die til tørfoder" tilføjer han og fløjter beroligende.

Fra stald til stald bliver svinene nu større og større. Hvert år sælger HC ca. 9.000 svin på ca. 30 kg til opfedning hos andre landmænd. Han eksperimenterer med en amerikansk griserace, den brune Durock. Foreløbig har Askelygård selv fremavlet fem Durock-orner.

"De her skal også blive vores egne orner," siger han og peger på nogle små brune pattegrise, der går for sig selv i en sti.

I flere af staldene er der en sti til syge dyr. Nogle har navlebrok, andre problemer med benene.

"Vi har valgt at have de syge dyr her først i stalden, så vi bedre kan tilse dem. Vi kunne også have lagt stien helt nede i den anden ende," siger HC og smiler: "Så havde I garanteret aldrig lagt mærke til dem."

I den sidste staldbygning er der mange dyr. Og de er store. HC skærer en grimasse: "Der er strejke på Danish Crown i Ringsted. Det sætter prop i et ellers meget effektivt system. Vi er en uge bagud, og det giver en masse bøvl."

Når svinene er seks måneder gamle, er de klar til slagtning. Så vejer de 105 kg. Det giver ca. 85 kg. kød, når indvoldene er fjernet.

"Ja, det er en ganske pæn tilvækst," siger HC og tilføjer: "De lever for at dø."

I denne stald er gulvet fuldspaltet, dvs. dyrene går kun på spalter. "Det er en stald fra først i 90'erne. Sådan så staldene ud dengang. Og det er nok rigtigt, at det ikke var for meget dyrevelfærd," siger HC tankefuldt.

På vej ud af den hvide overalls efter rundturen bytter rollerne: "Hvad har så chokeret Jer mest," spørger HC interesseret.

Tja- Måske at tøjet inde under overallen næsten ikke lugtede.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu