Læsetid: 8 min.

Danskfagets museumsjernbane

Ny kompakt litteraturhistorie rummer glimrende vidensformidling, men sætter sig mellem to stole, ideologisk og forskningsmæssigt
13. september 2005

Man tror sig hensat til en fjern fortid, og til en katedertung, kanon-kommissions-approberet idyl, når man åbner Gyldendals nye danske litteraturhistorie og på en af de første sider læser, at hensigten er at fokusere på "det absolut relevante" (relevant for hvem?) og kun koncentrere sig om "det historisk repræsentative" (i forhold til hvis historie?). Borte er tilsyneladende al skepsis over for pensumlister og kanon-konstruktioner. Rigtige traditionsformidlere gider ikke høre mere vrøvl!

Som fælles begrundelse for at begrænse deres fremstilling til det traditionelle korpus af tekster og til de i forvejen velkendte forfatterskaber anfører de syv skribenter "det pres, der i de senere år fra flere sider er blevet rettet mod den nationale tradition". Men i stedet for at gå i en slags dialog, og spørge nysgerrigt efter årsager til dette pres - såsom afviklingen af nationalstaten i den form, der dannedes i det 19. århundrede; nedbrydningen af den borgerlige dannelseskultur; en mediebåret globalisering; fremkomsten af et, om ikke multikulturelt, så dog stærkt kultur- og traditionsblandet Danmark, øget anfægtethed af en (mest) mandligt defineret kanon - har forfatterne valgt at folde historien sammen til "en enkel kraftig streg". Den betegner de som et 'hovedspor', men den ligner i deres konstruktion en veteranjernbane.

Overblik og nedslag

Bogens målgruppe er lærere og studerende i faget dansk plus det monster, som man, indtil han eller hun begyndte at dyrke livsstil og spille golf, kaldte 'den alment interesserede læser'. Og læsere, det skal den nok også få. Fremstillingen er overalt fagligt-videnskabeligt funderet, alle prioriteringerne er klare, om end som antydet fladtrådt traditionelle, og vidensformidlingen flyder af sted i et rigtig nydeligt, nogenlunde knastefrit sprog. Hertil kommer en komposition, der fremstår velstruktureret, med indledende højabstrakte overbliksafsnit, med grundige periodebeskrivelser og med de obligate værkreferater og digterportrætter. Endelig får læseren en perlerad af kunst i form af de 51 overmåde velvalgte, flot reproducerede billedindsnit.

Mangel på reprokvalitet var efter sigende årsag til, at bogen ikke som planlagt udkom inden ferien. Men forsinkelsen har unægtelig symptomkarakter. Hovedsporet må dele skæbne og dom med andre litteraturhistorier, der også var undervejs så længe, at de endte med at ankomme til en verden, som i mellemtiden havde ændret sig mærkbart.

Jeg har indtil nu præsenteret bogen, som om den var en sammentømret enhed. Det passer ikke helt. Nok er de seks hovedkapitler ifølge forordet blevet "diskuteret i forfattergruppen med megen frugtbar kritik, ideudveksling og revision til følge", men ikke desto mindre anes forskelle i formidlingsevne og faglig approach.

Jens Anker Jørgensens bidrag om Oldtid og Middelalder fortjener særlig ros for sin rolige balance mellem det fortællende og det baggrundsforklarende, og Bjarne Sandstrøms lange skildring af tiden fra reformationen til og med Ewald sammenfatter sobert forskning og eksisterende litteraturhistorier til et stykke gennemsolid faktaformidling. Stivere i stilen virker Johnny Kondrup, der har påtaget sig at favne fra Oehlenschläger til det såkaldt folkelige gennembrud 1900-1918. Her mærkes en tendens til knirkende refereren, og det kan ikke ligefrem kaldes sprudlende, når nøjagtig samme formel hejses ned over to på hinanden følgende bøger: "Hovedstykket i Digte er dog "Sanct Hansaften-Spil" (s. 306) "Hovedstykket i Poetiske Skrifter (-) er dog versdramaet Aladdin (s. 307) - det er som at sidde under F. J. Billeskov Jansens kateder. Mest problematiske er dog nogle indlagte æstetiske domme: at Sophus Schandorphs personskildringer ofte er bastante og stereotype (s. 422), kan være rigtigt nok, men at Fru Marie Grubbe er kompositorisk "svag", det råber på en diskussion, jævnfør bl.a. Jørn Erslev Andersens kyndige og øjenåbnende efterskrift til Sprog- og Litteraturselskabets udgave i serien Danske Klassikere.

Søg-og-erstat

Da vi kommer op på denne side af Første Verdenskrig og Peter Olivarius tager over, dukker der ret brat meget korte sætninger op: "Der er fart på. (-) Der er projektørlys på." (s. 500) Jo, verden er blevet kaotisk på ny! Omvendt mærkes en vis højskoleagtig 1950'er-patos i Svend Skrivers kortlægning af perioden 1945-65. Hver gang han kunne have skrevet 'man', har han brugt en søg-og-erstat og i stedet anvendt datidens værste kliché "det moderne menneske". Denne subjekt-konstruktion ville vi godt have haft et fotografi af; det nærmeste vi kommer, er en bylt med kulørte klude, "Stofkugle" af Paul Gernes, gengivet s. 608. Hvor havde det været dejligt, hvis debatter om identitetskonstruktion, både fagets og nationens, havde sat sig igennem ved en skepsis over for den uanfægtethed, hvormed Heretica-periodens kunstnere og kulturdebattører postulerede deres subjektive krise som 'almen'!

Hvad en kritisk og skeptisk forsker som Marianne Stidsen bestiller som underordnet funktionær ved en litterær museumsjernbane, kan være svært at forstå, men hun kalder udtrykkeligt sin tæt pakkede beskrivelse af tiden efter 1965 et "essay" og løser opgaven sikkert, om end man nok må undres over adskilligt. Ebbe Kløvedal Reich nævnes uden fødselsår og gennemgås kun helt en passant, og hvad angår f.eks. Jens Christian Grøndahl og Jens-Martin Eriksen, får de højst lov at indgå i intetsigende navnedropning.

Mindst heldig hånd har Stidsen i billeddetaljen: "Som en strålende spurvehøg midt i mængden af mere sammenbidte, mandlige systemdigtere står Inger Christensen" (s. 620). Her føler jeg mig fristet til at bemærke, at en spurvehøghan efter min mening har flottere farver end den bare brune, men større hun, og at rovfugle generelt er mere imponerende, når de flyver, end når de "står". Og ligger den skjulte pointe i, at spurvehøghunnen vejer næsten dobbelt så meget som sin mage, ja, så burde litteraturhistorikeren logisk nok have udnævnt samtlige systemdigtere til Accipiter nisus. At Thomas Boberg har rejst "i den sydvestlige del af verden" (s. 647), kunne efterlade det indtryk, at Jorden ikke er rund, og når det hedder, at Helle Helles hverdagsmiljøer eksempelvis skal findes "ude i provinsen" (s. 651), må man vel spørge: Hvorindefra?

Hvem er 'vi'?

Marianne Stidsen lægger i sit bidrag i øvrigt en ideologisk bombe, der næppe undgår at detonere på litteraturhistorieværket som helhed. Hun indrømmer nemlig frejdigt, at begrebet 'dansk litteratur' i dag "problematiseres og dekonstrueres, så man kan se, at der ikke er tale om en monolitisk enhed, men derimod om noget meget sammensat og uensartet. Ideen om enhed kan kun opretholdes, hvis man ser bort fra og undertrykker de kulturelle og etniske forskelligheder, som rent faktisk findes." (s. 615).

Jamen, er det ikke netop det, der sker i optakten til bogen, hvor Knud Wentzel, men med ham hele gruppen bag bogen, taler om et 'vi' med en kollektiv folkelig identitet, siger 'vi danskere' og peger hen på "en samhørighedsoplevelse over tid og sted, der mindre underbygges af objektive kendsgerninger end af stærke strukturer i den kollektive psyke"? Man må spørge. Bogen har ingen svar, med mindre man skal tage dens traditionalisme for et (ideologisk set: dybt nostalgisk) svar.

En anden lille bombe under konstruktionen lægger uforvarende Peter Olivarius, når han om Jørgen Nielsen (1902-1945) meget rammende skriver, at denne forfatters personer fremstilles "i en forladt, næsten heroisk nøgenhed, der er aldeles usamtidig." (s. 543) Jamen, hvis det er rigtigt, hvorfor skal Jørgen Nielsen så med i den reducerede kanon? Og hvis Jørgen Nielsen skal med - hvad han skal! - hvorfor kan begrebet om 'usamtidighed' så ikke udstrækkes til at gælde fortællere som Albert Dam og Vagn Lundbye og en fremragende, men meget lidt hovedgade- eller hovedsporsagtig mesterpoet som Eske K. Mathiesen? Ingen af disse tre så meget som eksisterer i bogens hælehuggeogtåklipper-optik. Meget mod sin hensigt virker Hovedsporet pludselig provinsiel, som veteranbaner jo ofte gør. Man er tæt på at foretrække DSB, som i denne forbindelse står for De Samarbejdende Bevidstheder.

Brugen af nyere forskning

Af mere faglig karakter er den bombe, der eksploderer i afsnittet om Peter Seebergs novellesamling Eftersøgningen (s. 588). Svend Skriver trækker her på en upubliceret afhandling af Mette Nørholm Jessen, og da litteraturhistorien hverken har fod- eller slutnoter, må han takke hende i selve teksten!

Jamen, må man spørge, hvorfor har man så ikke takket Søren Baggesen for hans læsninger af Steen Steensen Blicher (s. 336) og Keld Zeruneith for hans nytolkning af Emil Aarestrup (anvendt s. 367), hvorfor bliver Bo Hakon Jørgen ikke krediteret for en kyndig skelnen mellem Johannes Jørgensens 'transcendentale' og Sophus Claussens 'humane' symbolisme (s. 448), og hvorfor skal det stå som en idé faldet lukt ned fra himlen, at Anders Bodelsens nyrealisme havde vigtige træk til fælles med systemdigtningen (s. 623), skønt det er Søren Schou, der på dette punkt har åbnet forfatternes øjne?

I mine øjne har værket (akademisk set) sat sig mellem to stole ved på den ene side faktisk at basere sig på visse nyere forskningsbidrag og på den anden side præsentere sin indsigt som den naturligste i verden.

Men, men: Hovedkonklusionen må blive, at Hovedsporet er hæderligt lavet, men lavet på forældede præmisser. Man kunne have taget diskussionen med det pres, man fornemmer, mod fagets identitet, og derefter have taget konsekvensen i form af en mere flimrende, og dermed mere dækkende, faglig indsats. Eller man kunne åbent have vedkendt sig, at man stod med begge ben på traditionens grund og så sin indsats som - defensiv. Som bogen fremtræder nu, oplever jeg dens bestræbelse på at være aktuel som skrømtet, for ikke at sige falsk.

I småtingsafdelingen kan anføres, at stationsforstanderen i Ved Vejen hedder Bai, ikke Bay (s. 432). At Lykke-Pers kone hedder Inger, ikke Inge (s. 442). At Johannes Jørgensen aldrig kunne finde på at kalde en bog Frans af Assisi, når den person, han beskrev, faktisk var Den hellige Frans (s. 453). Og at Klaus Lynggaards Martin ikke kunne forelske sig i én, der hed Victoria med 'k' (s. 539). Skal Hovedsporet trykkes igen, bør man rette udgivelsesårene på To Minutters Stilhed af Branner (1944, ikke 1941) og Desmond! af Peer Hultberg (1968, ikke 1969). Samme forfatters prisvinderværk hed Byen og Verden med stort til sidst (s. 644). Ledefiguren Adam i Karen Blixens novelle "Sorg-Agre" ankommer til herregården allerede om aftenen, før handlingen finder sted, ikke til morgenkaffen (s. 548). Det fatale højhusstyrt i Peter Høegs Smilla-roman finder sted på Christianshavn, ikke Amager (s. 645). Og vil man (i forbindelse med et berømt Malinowski-digt) absolut citere Horats, bør dette ske korrekt: "disjecti membra poetae", ikke "disjecta membra poetis" (s. 597). Hvad diverse mindre inkonsekvenser angår, finder jeg dem for petitessiske til en avisanmeldelse, hvorfor jeg har valgt at sende et brev til rette(nde) vedkommende.

Hovedsporet. Dansk litteraturs historie. Af Jens Anker Jørgensen, Johnny Kondrup, Peter Olivarius, Bjarne Sandstrøm, Svend Skriver, Marianne Stidsen og Knud Wentzel. Billedredaktion ved Poul Erik Tøjner. 672 s. Ill. 399 kr. ISBN: 87-02-03387-9. Gyldendal.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu