Læsetid: 4 min.

Darfur-koalition påvirker USA's politik

En stadig mere indflydelsesrig græsrodsbevægelse kræver øjeblikkelig indgriben for at hindre et nyt folkemord i vestlige Sudan. Sudans præsident beskylder koalitionen for at være zionistisk
6. oktober 2006

BOSTON - Gloria White-Hammond går ikke så meget op i, om man kalder darfurianernes frygtelige lidelser resultatet af et folkemord, etnisk udrensning eller massedrab.

"Du kan kalde det, hvad du vil. For mig er det et moralsk spørgsmål, som vi ikke kan ignorere. Vi må gøre noget. Vi skal have sat en FN-styrke ind," siger hun til Information.

White-Hammond er en af de få ikke-jødiske ledere i den amerikanske bevægelse mod folkemord i Darfur, som hedder Save Darfur Coalition (Red Darfur). Hun er afro-amerikaner, præst og børnelæge, men først og fremmest menneskeretsaktivist med en høj profil i USA.

Koalitionen, som hun har været til at lede i det sidste par år, består af 170 religiøse og humanitære grupper med et medlemskab på 130 mio. amerikanere. Tidligere i år stod White-Hammond i spidsen for indsamlingen af 1 million underskrifter på et brev til præsident George W. Bush, hvori han blev opfordret til at støtte udstationeringen af en FN-styrke i Darfur til at beskytte civilbefolkningen.

Koalitionen har i det sidste halve år organiseret store demonstrationer i Washington og i New York, hvor blandt andre holocaust-overleveren Eli Wiesel og skuespilleren og instruktøren George Clooney har talt. Hollywood-stjernen har appelleret direkte til Sikkerhedsrådet om at sende en FN-styrke på 21.000 soldater og politi til Darfur. Han har været på Oprah Winfrey tv-show.

Studerende i front

Et andet landskendt navn er Joey Cheek, olympisk guldmedaljevinder i hurtigløb på skøjter. Han har talt ved demonstrationer og rejser konstant rundt i USA og taler til studerende på gymnasier og universiteter om situationen i Darfur, og hvad unge amerikanere bør gøre for at stoppe 'folkemordet'.

"Ude i den amerikanske provins ved kun få noget om Darfur. De lytter først, når folk med et kendt navn taler ud. Det er måske absurd, men sådan er verden skruet sammen," sagde Cheek under et møde med studerende på Harvard Universitet i tirsdags.

Det nye og banebrydende ved Darfur-bevægelsen i USA er ifølge White-Hammond det store engagement fra universitetsstuderendes side.

"Hvis vi havde haft et lignende engagement under folkemordet i Sydsudan, ville det have været lettere at stoppe," mener hun.

Amerikanske studerende har specielt været involveret i en kampagne, der går ud på at overtale universiteters og delstaters investeringsfonde til at trække penge ud af selskaber med økonomiske interesser i Sudans statslige sektor, herunder oliebranchen. Kampagnens mål er især kinesiske olieselskaber. Darfur-aktivister beskylder Kina for at have lagt hindringer i vejen i Sikkerhedsrådet for en FN-indgriben.

Fem stater, heriblandt Californien, har vedtaget lovgivning, der forbyder investering i selskaber med interesser i Sudan. Efter at Harvard tidligere i år vedtog et investeringsforbud fulgte flere snese højere lærestantaler trop - under pres fra lokale studentergrupper.

"Græsrødderne har virkelig haft en konkret indflydelse på den amerikanske regering. Uden deres arbejde ville Bush ikke havde kaldt overgrebene i Darfur et folkemord," siger Alex De Waal fra Harvard Global Equity Project og rådgiver for oprørsgrupperne i Darfur.

Lektien fra Rwanda

Bevægelsens gennemslagskraft i amerikanske medier har også været mærkbar.

"Under folkemordet i Sydsudan kunne vi ikke få pressen til at skrive ret meget," erindrer Gloria White-Hammond.

"Det er noget helt andet med Darfur. Det kan skyldes lektier lært fra folkemordet i Rwanda - at vi må gribe ind, inden det er for sent. Filmen Hotel Rwanda var en publikumssucces."

Et vigtigt bidrag kommer fra førende jødiske organisationer i USA. De udgør kernen i Save Darfur-koalitionen og har midlerne til at synliggøre Darfur i avisannoncer. I den sidste uge har The New York Times hver dag bragt en helsidesannonce (prisen kan løbe op i 50.000 dollar) om 'folkemordet' i Darfur. På billeder vises sorte darfurianere som ofre for voldtægt eller massedrab. I en medfølgende tekst opfordres Bush til øjeblikkelig handling for at redde darfurianerne fra et folkemord.

Jødisk indflydelse

Save Darfur-kampagnen skøjter ret let hen over vigtige nuancer i den ellers komplicerede konflikt. Oprørsgruppernes synder bliver ikke nævnt, skønt FN beskylder dem for overgreb på civile og nødhjælpsarbejdere. Der skelnes ikke mellem folkedrab og etnisk undrensning. På en pressekonference i FN fornylig beskyldte Sudans præsident Omar Hassan el-Bashir de jødiske organisationer i Save Darfur-koalitionen for at organisere og finansiere en kampagne mod Sudans regering, fordi den er anti-israelsk.

"Dette her drejer sig om Israels sikkerhed i Mellemøsten og om vores olieressourcer. Zionisterne vil svække Sudan som stat," sagde el-Bashir.

White-Hamond erkender, at de jødiske organisationers store indflydelse i Darfur-bevægelsen blive brugt propagandamæssigt af Sudans regering.

"Jeg er heller ikke enig med mine jødiske venner om behandlingen af palæstinenserne. Men for mig er det afgørende, at vi stopper folkemordet i Darfur. Det vejer tungere end alt det, vi er uenige om. Men vi har da haft en vis succes med at inddrage sudanesiske immigranter og kristne evangeliske grupper i koalitionen for at gøre den mere repræsentativ."

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her