Læsetid: 3 min.

Dayton II for Kosovo

25. juli 1998

MENS salmonella-svin og epo-cykelryttere har erobret mediernes opmærksomhed, fortsætter krigen i Kosovo at kaste grumme dryp af Balkan-virkelighed ind i vor verden i form af lejlighedsvise meldinger om nye kampe om landsbyer, nye menneskemængder jaget på flugt.
Således kan Thomas Hjortsø her på siden berette om stinkende menneske- og dyrekadavere, nedbrændte huse og til døden skræmte indbyggere, der kun i korte øjeblikke tør fortælle en besøgende journalist om 'traktorer, der kører vognfulde af lig ud af byen'.
Sande eller ej - efter Srebrenica-massakren i Bosnien kan intet længere afvises som usandsynligt. Men foreløbig heller intet bevises.
Stednavnet er denne gang Orahovac - før weekenden en stille by med 20.000 indbyggere, der overvejende levede af landbrug. Byen blev i weekenden skueplads for den kosovo-albanske partisanbevægelse UCK's ændrede strategi. Fra hit-and-run aktioner mod udvalgte serbiske mål helt efter partisanhåndbogen til et nærmest konventionelt angreb med det formål at overtage kontrollen med byen.
UCK-partisanerne undervurderede klart de serbiske styrker og fejlede første forsøg, men der er ingen tvivl om, at den stærkt eskalerende partisanbevægelse vil forsøge igen, i Orahovac, i større byer og til sidst i selve hovedstaden Pristina.
Et forløb som i Bosnien kan imødeses med en langvarig, men lav-intens væbnet konflikt, hvor tusinder vil blive dræbt og titusinder drevet på flugt, mens verden prøver at kigge væk og kun tvinges til at tage stilling, når en massakre bliver for grusom eller flygtningestrømmen til Vesten for massiv.

GLEMSLEN har da også allerede sænket sig nådigt over det ultimatum, den såkaldte Kontaktgruppes vestlige medlemmer i midten af juni stillede den jugoslaviske præsident Milosevic over for, og som krævede tilbagetrækning af alle serbiske styrker og omgående forhandling om Kosovos fremtidige status.
Bortset fra et - i denne sammenhæng - mindre væsentligt krav om øget adgang for internationale observatører er ingen af punkterne imødekommet. Uden at det af den grund har udløst de varslede repressalier fra Vesten. NATO udarbejder planer for 'militære optioner', planer, der vil være parate i slutningen af august, lyder det fra hovedkvarteret i Bruxelles. Imens har regeringsembedsmænd travlt med at nedkøle forventningerne til en mulig intervention. Albanerne skal ikke bare vente, at 'kavaleriet kommer', som en Pentagon-embedsmand udtrykker det.
Nu er 'albanerne' formentlig holdt op med at vente sig noget som helst, men den smagløse bemærkning fra Pentagon-embedsmanden er interessant, fordi den afspejler et sindelagsskifte hos de vestlige regeringer.
Albanerne ses ikke, som i begyndelsen, som ofre for serbisk aggression, men som en af to ligestillede parter i en konflikt. Vestens væsentligste bestræbelser går derfor på at "reducere volden", frem for at skabe forudsætninger for en politisk løsning på Kosovo-problemet. Man taler f.eks. ikke længere om at bombe serbisk tungt artilleri, men derimod om en udstationering af internationale styrker på grænsen til Kosovo for at hindre tilstrømning af våben til... UCK-partisanerne.

Paradoksalt nok er det den militære fremgang, UCK har haft på slagmarken, som har medført denne holdningsændring. UCK er blevet for stærke, kontrollerer nu ca. 40 pct. af Kosovo og har etableret sig som politisk modpol til den ædle 'præsident' Rugova, der prædikede ikke-vold i syv år, uden at det ændrede noget som helst.
Først og fremmest anses UCK for at være en uhåndterlig bevægelse, uden en egentlig ledelse, man kan forhandle med, og dertil med skabelsen af et 'Storalbanien' som mål.
Hvad Vesten synes at glemme er, at en indsats, der går efter at 'reducere volden', altså at neddæmpe konflikten samtidig er en indsats for at bevare status quo. Og Kosovo-sammenhæng betyder det at bevare en stat, hvor de ni tiendedele af befolkningen, der er albanere, har fået inddraget al autonomi og er fyret i bundter fra administrationen og hele den offentlige sektor.
Det internationale samfund må indse, at det i Kosovo ikke er nok at få stoppet eller reduceret den militære konflikt. Det altafgørende er at få gennemtrumfet, ved list og trusler, en samlet politisk løsning for Kosovos status. En Dayton II-aftale, i lang tid fremover overvåget af internationale styrker, evt. endda i form af et internationalt protektorat. Det vil koste, i mandskab og penge, men må betragtes som regningen for ti års ignorering af en forudsigelig konflikt. on

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu