Læsetid: 4 min.

Dayton-Zagreb-Beograd

3. december 1996

Milan Milutinovic er en udenrigsminister. Det står i hvert fald på hans visitkort. Han lander i morgen, onsdag, i London. Det gør 50 andre toppolitikere også. De kommer fra mange forskellige lande i Europa og Nordamerika. Også Rusland er med. Landenes repræsentanter skal snakke sammen.
Milan Milutinovic vil også gerne snakke. Især om det, der står på dagsordenen for mødet: "Hvordan går det med freden i Bosnien?" Bosnien er naboland, til det land Milutinovic repræsenterer: Jugoslavien.
Og hvem vil ikke gerne diskutere og være med til at sørge for, at der er fred hos naboen?
Alligevel bliver besøget i London næppe en ren svir for Milutinovic. For i nyhedsbureauernes telegrammer antyder diplomat efter diplomat, at de vil gøre helvede hedt for ham, når han ankommer til Storbritannien. De vil sige til ham, at det er for galt, hvad der foregår i hans hjemland Jugoslavien, der er en føderation mellem to republikker, Serbien og Montenegro.
Stakkels Milutinovic.
Han kan jo ikke gøre for, at der er problemer i den ene af republikkerne, Serbien. Republikkens præsident, Slobodan Milosevic, har annulleret en række lokalvalg i de store byer, fordi oppositionen vandt.
Milosevic har truet med at slå ned på demonstranterne, der har fyldt Beograds gader i titusindvis gennem de sidste to uger. Demonstranterne har - bortset fra ganske få episoder - konsekvent været fredelige og har kastet med æg i stedet for sten. Opstanden har derfor fået navnet 'æg-revolutionen'. Milosevic har klogeligt valgt ikke at komme til London, på grund af problemerne derhjemme.
Stakkels Milutinovic. Han kommer til at sidde der omkring bordet og tage imod kritikken, der vil hagle ned over ham.

DET VÆRSTE ER, at både han og kritikerne ved, at det hele blot er spil for galleriet..
For det første, fordi Milutinovic blot er en formel kransekagefigur af en udenrigsminister for den person, som i virkeligheden styrer Jugoslavien, Serbiens præsident Milosevic. Og at kritikken derfor rettes mod den forkerte person. En person, som alligevel ikke har noget at skulle have sagt hjemme i Beograd.
For det andet, fordi de vestlige kritikere - flove over endnu ikke at have reageret nævneværdigt på annulleringen af lokalvalgresultaterne - udmærket godt ved, at det er gratis at skyde løs på Milutinovic.
Kritikerne kan efter konferencen sige til offentlig-
heden, at de hårdt har kritiseret de udemokratiske
tilstande. Samtidig har de undgået at fornærme Milosevic offentligt.

NÅR DET ER SÅ vigtigt for både USA og EU-landene ikke at fornærme Milosevic, skyldes det den udbredte vurdering, at Milosevic er garanten for, at freden i Bosnien holder. Kun han kan holde de bosniske serbere i kort snor og sørge for, at de ikke griber til våben igen. Hvis Dayton-fredsaftalen skal holde, vurderer Vesten, at det er sikrest at støtte de gamle magtstrukturer. Man ser gennem fingre med valg-svindel og udemokratiske forhold af hensyn til stor-
politik og fred i Vesteuropas forhave.
Samme realpolitik er gældende i forholdet til Kroa-
tiens præsident Franjo Tudjman, der også anses som afgørende for, at Dayton-fredsaftalen kan holde og de bosniske kroater holder sig i ro. At Tudjman slår hårdt ned på oppositionen og svindler ved lokalvalg, medfører ingen nævneværdige internationale reaktioner. Det får heller Vesten til at reagere, når 100.000 mennesker som i sidste måned demonstrerer i hovedstaden Zagreb mod Tudjmans beslutning om at lukke en populær uafhængig radiostation. Tværtimod kvitteres der med, at Kroatien optages som medlem af
Europarådet. Imidlertid vil Kroatien - repræsenteret af udenrigsminister Mate Granic - også få på puklen på konferencen i London, siger diplomaterne anonymt til nyhedsbureauerne. Også det vil være gratis, for Franjo Tudjman vil ikke være til stede og bliver derfor heller ikke fornærmet offentligt.

UMIDDELBART KAN DET lyde som en rigtig vurdering, at Tudjman og Milosevic er essentielle for, at freden i Bosnien bevares. Det er dem, man har forhandlet Dayton-aftalen med. Og derfor dem, man kan holde fast på aftalens betingelser.
Det holder bare ikke. Den samlede opposition mod Milosevic har udsendt en erklæring, der bakker op om Dayton-freden. Som oppositionslederen Zoran Djindjic siger til Informations Peter Stokholm på side 3 i
dagens avis, så er "fredsplanen ok". Men det drejer sig også om, at fred og demokrati fører sammen.
"Uden demokrati, får vi en ny krig. Så får vi brug for et nyt Dayton. Og så får vi brug for en ny diktator til at underskrive fredsplanen", advarer Djindjic. Samme holdning har oppositionen i Kroatien. Den støtter også Dayton. Derfor burde vestlige lande for længst have startet et samarbejde med oppositionen i Jugoslavien og i Kroatien. Som lederen af det anerkendte tyske fredsforsknings-institut i Weilheim, Erich Schmidt-Eenboom, sagde til Mette-Line Thorup i lørdagens
Information, så "mangler der initiativer til et direkte samarbejde (med oppositionen), der kan udvikle demokratiske strukturer."
For demonstranterne i Beograd lader sig heldigvis ikke stoppe af Milosevic' advarsler. De fortsætter, trods udlandets mere end halvhjertede støtte. Det ville klæde EU og USA at tro på, at udviklingen mod det de selv siger de står for - demokrati og ytringsfrihed - er uafvendelig, når den først er begyndt. At undlade at gøre op med teorien om en total afhængighed mellem Dayton-aftalen og de nuværende magthavere i Zagreb og Beograd, er for uambitiøst. Og direkte pinligt.

brun (Henrik Brun)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu