Læsetid: 4 min.

De skal selv

Men danske kvinder kan støtte muslimske medsøstre i deres frigørelse, mener forfatterinden og feministen Suzanne Giese
10. marts 2006

- Har kvindebevægelsen i Danmark svigtet de muslimske indvandrerkvinder?

"Både ja og nej. Vi har igennem mange år haft et parti som Dansk Folkeparti, som har hetzet og kørt korstog mod indvandrere. En væsentlig del af den argumentation, som er fremsat af højrefløjen, er jo netop gået på, at kvinderne lever nærmest som i middelalderen. Sådan nogle mennesker som mig - og det tror jeg gælder de fleste feminister - vil ikke tages til indtægt for højrefløjens synspunkter. Det tror jeg er med til at gøre, at man faktisk holder sig tilbage fra at ytre sig."

- Men er det så ikke netop et svigt, når man ikke tør være med til at kæmpe indvandrernes kamp af frygt for at blive stemplet?

"Vi skal jo ikke frigøre indvandrerkvinderne. Vi skal støtte dem i deres frigørelse. Men en frigørelse må komme indefra, ellers er den ikke reel. Jeg tror, at det er meget bedre, at være gode forbilleder og rollemodeller som danske kvinder og i øvrigt række hånden ud og vise dem, at vi er der for dem. Det gør man jo blandt andet i kraft af krisecentrene, hvor en masse dygtige kvinder tager sig af indvandrerkvinderne med alle de problemer, som de kommer med på centrene."

- Skal man presse en dansk frigørelse ned over indvandrerkvinderne?

"Det synes jeg ikke. Det er som udgangspunkt et fuldstændigt mislykket projekt. Der er jo ikke nogen, der siger, at vi alle sammen skal leve ens eller have den samme kultur. Det springende punkt er, at vi forventer og forlanger, at alle mennesker arbejder i det her samfund. Det er i kraft af den form for ligestilling, at vi har opbygget det samfund og den rigdom, som vi har. Jeg synes, det er rigtig også at forvente det af de invandrerkvinder, der kommer her til landet."

- Mener du, at man bør indføre et tørklædeforbud?

"Nej! Jeg går slet ikke ind for forbud af den art. Jeg synes, det er meget forkert at blande sig i, hvordan folk vil klæde sig på. Det ligger mig meget fjernt at tænke i sådan nogle baner. Det skal respekteres, hvordan folk vil leve deres liv."

- Men der er eksempler på ting, som kvindebevægelsen kæmpede for, der også kunne betragtes som en indgriben i folks private forhold. Hvis tørklædet er undertrykkende, og man ved at fjerne det. kan være med til at frigøre kvinderne, hvorfor så ikke indføre et forbud?

"Jo mere man forbyder en ting, jo mere interessant bliver den også. Man skal i langt højere grad påvise for unge muslimske kvinder, der fastholder den form for påklædning, at de gør det meget sværere for dem selv at leve i det her samfund. Jeg tror slet ikke, man kan udrydde det gennem forbud. I Frankrig har man forbudt tørklæder i skolesystemet og det betyder bare, at man tager tørklædet af, mens man er i skolen og tager det på igen, når man går ud. Det ændrer ikke noget."

- Tror du, at indvandrerkvinderne selv har et reelt ønske om at blive frigjorte?

"Det ved vi, at nogle har. Der er indimellem sager om unge kvinder, som ikke er interesseret i at spille den rolle, som familien vil have dem til at spille. Men det tager tid. Det, højrefløjen altid går galt i byen med, er, at fordi man har nogle ganske få eksempler på, hvor galt det kan gå, så tror man, at alle muslimer lever på den måde. Jeg er meget ude efter den demagogi, hvor man hele tiden slår alle muslimer over en kam. Jeg tror også, at det bliver vigtigere for unge muslimer, der er opvokset i sådan nogle familier, at slutte sig sammen i pigeklubber og foreninger, hvor de kan støtte hinanden til at komme ud af de konflikter, som familien sætter dem i. Jo mere man hetzer mod denne gruppe, jo mere vil de selvfølgelig holde sammen, og jo mere vil mange af de unge, som egentligt gerne vil frigøre sig fra disse gamle og traditionelle livsformer, forsvare deres kultur og det hjem, som de kommer fra."

- Kan man bruge islam til at frigøre kvinderne?

"Det mener nogle muslimske feminister at man kan og andre ikke. Det er vigtigt, at vi i Danmark skelner mellem islam og fundamentalistisk islam, også når vi taler om kvinderne og deres manglende ligestilling. Vi skal tale om, hvad det er for en form for tro, der praktiseres hos den enkelte kvinde. De kvindefjendske tendenser optræder primært i de fundamentalistiske miljøer. Mange muslimer mener slet ikke, at det er påbudt i Koranen at gå med slør. Lige sådan med fætter-kusine ægteskaber og omskæring, det er faktisk forbudt ifølge Koranen. Og så bliver det meningsløst at kritisere religionen, for så er det faktisk kulturen, det handler om."

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her