Læsetid: 7 min.

Dear, dear, dear, dear Santa Fe!

Dear, dear, dear, dear Santa Fe!Da His Royal Bobness for nylig besøgte København, udspandt der sig blandt nogle tilhørere en generationskamp med aggressioner og fysisk vold. To forskellige opfattelser af koncerten som social situation, men også et perspektivrigt eksempel på danskernes nidkære retsfornemmelse, når de trues på 'ejendomsretten'
17. april 2007

Vi er støjende. Syv mand høj, og vi har varmet op siden i eftermiddags med joints, frugtpunch og Dylan-plader. Masser af Dylan-plader. Og vi har talt om, hvad han kan finde på at spille. Turneens setlister er blevet nærstuderet, og teorier, forudsigelser og statistikker er blevet luftet. Vi glæder os.

De fleste af os har hørt Dylan de sidste tre gange, han har været i Danmark, og rygtet vil vide, at gamle Bob er i storform. Det kan blive om muligt endnu bedre end tidligere. Vi er ved Forum klokken syv, en time før koncerten starter. Det virker ikke, som om der er alt for meget mas på, koncerten er vist heller ikke udsolgt, så vi tager os tid til at tømme håndbajerne, inden vi går ind. De første råb brøles mod himlen: Bobbyyyyy. Og vi skåler og synger: Santa Fe, dear, dear, dear, dear Santa Fe. Flere gange må min bror Emil over og lægge armen om mig. Det er så stort det her, siger han og er tydeligvis allerede rørt. Vi skal se Bob. Og på vej ind omfavner vi spontant hinanden.

Vi er fulde og skæve, og vi glæder os. Vi får købt de sidste øl og bevæger os op bag menneskemængden. Det aldrende publikum har for størstedelen besat balkonen og stolerækkerne bagest i hallen, men her foran scenen er der endnu ikke alt for mange. Måske 30-40 rækker ud fra scenens midte, og folk synes ikke at stå så tæt, at der ikke er plads til os. Vi går frem i en slange. Santa Fe! synger vi. Dear, dear, dear, dear Santa Fe!

Vi er cirka halvvejs inde i klumpen, da vi møder de første spidse albuer og vrisne miner fra vores medpublikum. Her kan du ikke komme igennem, er der en mand, der siger. Han sidder på gulvet med sin ledsagerinde, og deres forede frakker er bredt ud for at markere et område. Jeg planlægger en ny rute omkring ham, men han stikker armen ud for at forhindre mig. Ingen passage, siger han, mens han stirrer lige frem. Jeg går lidt tilbage og frem igen ad en anden vej, men igen møder jeg modstand: Du bliver bare der, forstået? Kvinden er vel sidst i 30'erne og har håret sat op til narrestreger. Men hendes stemme dirrer af vrede. Ja, ja, mumler jeg og bliver stående. Slap af.

Da der er 10 minutter, til koncerten starter, rejser folk sig op. Alle, der har siddet og spærret pladser med udbredte jakker kommer på benene, og der bliver igen luft i mængden. Bobbyyyy, råber min bror William, mens vi søger frem mod de frigivne områder. Men fra en anden side kommer et andet råb: Hørte du ikke, hvad jeg sagde? Det er kvinden med den høje frisure igen, og hun har en anklagende finger rettet mod mig. Du bliver bare der! Jeg prøver at smile. Der er jo masser af plads, siger jeg og peger frem. Vi kan godt være her allesammen. En 60-årig mand i en lysegul sweater blander sig. Så kunne du være kommet noget før ligesom os andre, siger han. Han har briller på med letvægtsstel og en veltrimmet moustache. Helt ærlig, siger jeg. Vi er til rock-koncert.

Koldt vand i hovedet

Og så er det situationen tipper. Konflikten eskalerer, og koncertstemningen kommer i fare. Min gruppe er nået et stykke frem foran mig og står i en kreds med deres forventsfulde Santa Fe! Dear, dear, dear, dear Santa Fe! Jeg stemmer i og tager et skridt frem mod dem, men i det samme er der noget der rammer mig hårdt og koldt på siden af ansigtet. Et plastickrus med vand har truffet mig på kinden og tømmer sig med et splask ud i mit hår, ned ad min hals og mit tøj.

Det er kvinden med frisuren igen, men denne gang siger hun ikke noget. Hun står bare og stirrer, og fra hendes ansigt emmer en indignation, som virker meget voldsom og farlig. Men jeg er også vred nu. Hvad fanden laver du, hyler jeg. Det er sgu da et overgreb. Det er sgu da en aggression. Manden i den lysegule fægter med armene.

Vi har været her i god tid og fået vores pladser, siger han. Han er forvirret og ophidset ved situationens drejning. En hvidhåret kvinde med ravsmykker og turkis dragt stiller sig på tæer og strammer læberne. Du er her jo ikke for at høre musikken, siger hun og smiler nedladende. Hvad snakker du om? råber jeg. Den retfærdige harme skyller gennem mig, og jeg ser på denne flok medborgere og hader dem pludselig for deres latterlige nidkærhed og grundejermentalitet.

Vi er til rock-koncert, prøver jeg igen. Og det er deroppe, man sidder, hvis man er bange for lidt kropskontakt. Jeg peger op mod stolerækkerne på balkonen, men nu træder frisurens engelske kæreste frem og standser diskussionen. You shut your bloody mouth, siger han med fingeren rettet mod mig. Or else... Han er skaldet og blodårene i hans pande er tydelige, og så kan jeg jo bare ryste på hovedet og resignere. Gider ikke blive klogere på dette or else.

Jeg kan imidlertid ikke lade være med at fortsætte diskussionen i det små. Jeg vender mig fredeligt mod den lysegule, og med et opbud af al min venlighed og imødekommenhed prøver jeg at forklare, at man ikke på den måde kan holde pladser til en rock-koncert, og at man ikke kan forvente, at folk stiller sig bag ved en, bare fordi de er kommet senere. Hvis der er plads, går folk frem. Sådan er reglerne. Men den pæne mand og hans ledsager holder fast. Vi har været her siden klokken seks, siger de igen og igen. Det kunne du også bare have været.

Da His Royal Bobness annonceres, er min koncertglæde som fordampet. Jeg mærker, hvor skæv jeg er blevet, og jeg ser situationen fra mærkelige perspektiver. Jeg forestiller mig, at vi er et folk, der er tvunget ind i hallen pga. en katastrofe, og at vi er dømt til at uddø, fordi vi ikke kan samarbejde. Jeg ser os allesammen oppefra som tapperne i en perleplade: hvide, stive og på nøje afmålt afstand af hinanden. Og foran mig har diskussionen smittet min bror William. Bobbyyy, råber han skingert op mod scenen. Santa Fe! Og da den lysegule beder ham dæmpe sig, vender William sig og bekendtgør at han har tænkt sig at råbe hele koncerten igennem. Deal with it!

Et stort, smidigt dyr

Bandet lyder som et stort, smidigt dyr der kan tillade sig en del uden at miste balancen. Og nede blandt publikum er mørket velgørende. Lyset er ikke længere på os, men på scenen, og vi kan forskyde opmærksomheden fra os selv og hinanden. Vi kan være sammen uden at skulle forhandle og skændes. Næsten da. For da Bob som andet nummer spiller "Man in the long black coat", må mine brødre og jeg give hinanden hånden henover skuldre og blikretninger fra de omkringstående. Vi er fulde, øjeblikket er højtideligt, og da Emil trækker sin hånd til sig, sker det i en lidt for stor og uoverlagt bevægelse. Og så er uheldet ude. Med et hårdt og tilsyneladende præcist slag rammer han manden med den lysegule sweater på siden af ansigtet, og letvægtsbrillerne ryger af, op i luften og ned på gulvet.

Alle stivner. Den 60-årige mand udstøder et sært gisp, kommer ned på alle fire lykkeligvis for umiddelbart efter at rejse sig igen med brillerne i hånden. De er i ét stykke, men til gengæld er manden knækket. Lidt i hvert fald. Og han viser sig for os, da han slår ud med armene og i et nærmest melankolsk tonefald bekendtgør, at han jo også skal kunne være der. Og for fanden da. Det forstår vi jo godt. Så vi undskylder, og da nummeret er færdig vender Emil sig og giver den prøvede mand et klem på armen. Det var ikke med vilje, siger han. Og den lysegule nikker. Nej, nej, siger han. Det ved han jo godt.

'And sail away'

Da masserne forlader hallen og strømmer ud i forårsnatten, tænker jeg, at det er en mærkelig skæbne, vi deler. At skulle leve sammen i dette besynderlige, lille land, hvor det kræver en på siden af hovedet for at forstå, at det er de færreste, der virkelig vil andre det ondt. At et menneske godt kan gå tæt på et andet uden at ville snyde eller stjæle. Så tænker jeg, at det nok bare er marijuanaen, der taler, og at jeg jo for helvede bare kunne have opført mig ordentligt og stillet mig bag de pæne, ældre mennesker, der var taget til byen for at se giraffen og have en sjov aften. De var jo i overtal. Og så er det vel dem, der bestemmer reglerne? Fuck det! Vi er samlet igen og går syngende mod det nærmeste værtshus: /Santa Fe. Dear, dear, dear, dear Santa Fe. I'm never, ever far from home, But I'll build a geodesic dome. And sail away. /

Nikolaj Zeuthen er ph.d. i dansk sprog og litteratur ved Københavns Universitet samt frontmand i ensemblet Skammens vogn der 11. maj udgiver debut-album: 'Skammens vogn' - (et musik/poesi-projekt).

Kronikken onsdag: Ole Espersen:

Regeringen og ytringsfriheden

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu