Læsetid 5 min.

Debat i Egyptens koptisk ortodokse kirke

17. august 2006

Der er røre i den koptisk ortodokse kirke her i Egyptens sommerhede. Faktisk er der gang i en magtkamp, som i denne runde har varet siden begyndelsen af juli, men som trækker spor tilbage til 1970’erne, da den siddende pave Shenouda III blev indsat. Parterne er den aldrende, syge pave og hans tidligere rival, den noget yngre præst Max Michel, som for nyligt udnævnte sig selv til biskop under navnet Maximus.
Miseren begyndte med, at den arabiske tv-kanal Al-Jazeera i begyndelsen af juli meddelte, at paven lå for døden. Det har kirken ingenlunde signaleret, tværtimod holder den officielt fast i, at han er i bedring efter sin rejse til Tyskland og USA, hvor han har været i behandling. Da paven var bortrejst holdt Maximus, som er et enfant terrible indenfor kirken og har et langt generalieblad af kirkelige konflikter bag sig, så en pressekonference, hvor han fremsatte en sønderlemmende kritik af pave Shenouda III. Hovedpunkterne var, at kopterne aldrig før har været udsat for så hårde forfølgelser som under denne pave, og at han opildner til stridigheder mellem muslimer og kristne. I øvrigt kastede Maximus så den bombe, at han mener skilsmisse bør tillades i kirken ligesom præster ikke behøver gå i cølibat. Han opfatter ikke den gamle regel om cølibat som lov, men blot som en anbefaling. Ganske utraditionelt er han da også selv gift og har to døtre, om end han ikke er blevet skilt.
Fra sin kirke i Moqattam i Cairos sydøstligste hjørne, har Maximus altså til formål at danne en ny koptisk ortodoks kirke ud fra en alternativ teologisk tolkning. Til at begynde med reagerede pave Shenouda ikke på udfordringen, men kirken har siden udtalt, at de end ikke regner Maximus for den degn han var, da han første gang blev smidt ud af en koptisk ortodoks kirke i 1970’erne, fordi han angiveligt havde udbredt en uortodoks tolkning af Bibelens tekst.

Kopternes situation
De koptisk ortodokse kristne er Egyptens største religiøse mindretal og anslås at udgøre mellem 6 og 10 procent af landets befolkning. I løbet af de seneste par år har der været gentagne voldelige sammenstød mellem kristne og muslimer, blandt andet i landets næststørste by Alexandria, hvor flere er blevet dræbt og mange såret ved to forskellige lejligheder. Islamisternes fremgang ved seneste valg, i samspil med de kristnes ringe politiske repræsentation i landets parlament, presser de kristne og skaber bekymring for deres fremtid som borgere i Egypten. Og nu er der altså også en magtkamp i gang internt i kirken, som er kendetegnet ved en streng hierarkisk opbygning og en konservativ teologisk tolkning.

Ingen offentlig støtte
Den offentlige mening i Egyptens aviser bakker op om den siddende pave og afviser Maximus som useriøs, latterlig, skadelig og eller bare ubetydelig. Man ser udtalelser fra både kristne og muslimer fra forskellige dele af samfundet, der forsvarer paven. Det er svært at finde nogen røster, der forsvarer Maximus, simpelthen fordi det, han har sagt om behovet for en reform af kirkens konservative familielovgivning og præsters status, kommer som et enormt chok for alle religiøse konservative i samfundet. Det er en uhørt udfordring af den regerende kirkemagt, som i høj grad baserer sin legitimitet på præsternes renfærdige livsførelse og moralske habitus og som hidtil ikke har ville rokke ved sin indstilling til skilsmisse.
Maximus har raslet med sablen før. I 1981, da striden mellem pave Shenouda og daværende præsident Sadat var på sit højeste, udnævnte han sig selv til pave og ordinerede endda et par biskopper på eget initiativ. Og siden 1992 har han så haft sin kirke i Moqattam, hvorfra han som præst udbreder sin egen tolkning af skriften, og forsøger at forholde sig til nutidens realiteter på familieområdet i en anden grad end kirkens officielle linje gør. Han er også i tæt kontakt med en menighed i Nebraska, USA, som består af emigrerede egyptere, der har forladt den koptisk ortodokse linje som den praktiseres i Egypten. Det er denne menighed, der har støttet ham, og det er med den amerikanske lov om religiøs frihed i ryggen, at han har startet opgøret i Egypten.

Ekspertens analyse
Hvis man spørger forsker og ekspert i koptiske forhold ved Al-Ahram Center for Political and Strategic Studies i Cairo, Nabil Abd Al-Fattah, siger timingen denne gang en del om Maximus’ formål. Paven var knap taget af sted på hospitalsophold i Vesten, før Maximus var på pletten med sin debatskabende kritik. Det kan tolkes som åbningen af den nært forestående strid om hvem, der skal være den næste pave, og endnu vigtigere, hvilken linje, der skal herske fremover.
Men i virkeligheden handler det mindre om Maximus og Pave Shenouda III end om forandring, fortæller Abd al-Fattah. Den stærke konservatisme, kirkens systembevarende magtanvendelse i det strengt opbyggede hierarki og kirkens status som centralt styret national enhed, kan være på retur efter dette. Det sker ikke på én nat, men det, som Maximus siger, afspejler mange af de problemer, som almindelige egyptiske kristne ser, og som kirken ikke forholder sig til. Desuden er det den generelle påvirkning fra globaliseringen, der trænger sig på; uforanderlige institutioner kan ikke blive ved at bestå i sin eksisterende form ret længe, mener Nabil Abd Al-Fattah.
Reelt har paven så meget magt, at han leder kirken som et one-man-show. Blandt andet fordi kopterne har så ringe indflydelse på egyptisk politik – ved sidste valg i efteråret 2005 kom bare én kopter ind i parlamentet – spiller paven også rollen som politisk repræsentant for hele minoriteten, og spørgsmål, som egentlig kunne og burde rejses politisk, bliver en sag mellem ham og regeringsmagten. Sikkerhed er naturligvis et vigtigt område, for kopterne føler sig stadig truede af de militante islamister, som styret gør meget for at holde under kontrol. Blandt andet sikkerhedsspørgsmålet har fået kirken til at lægge sig tæt op ad det regerende parti, NDP og dets leder, præsident Mubarak.

Katten er ude af sækken
Denne status quo, som har varet ved i mange år, kan, efter Nabil Abd Al-Fattah’s mening nærme sig sin afslutning med Maximus’ ouverture. Ikke fordi Maximus betyder noget særligt i sig selv, men fordi hans udspil er et tegn på de brydninger, der må og skal komme.
Kirkens folk bliver ved at hævde, at han ikke kan regnes for en del af den koptisk ortodokse kirke, men faktum er, at verden udenfor med sin globaliserede og foranderlige dynamik trænger sig på, og at behovet for reformer nu formuleres af en præst indefra kirken.
Præsteskabet er i chok, og højst sandsynligt bliver det ikke sidste gang det sker.
»I fremtiden kan vi komme til at se flere personligheder og udmeldinger lignende Maximus’ og det kan føre til etableringen af flere forskellige koptisk ortodokse kirkeretninger, som tilbyder et moderne alternativ til det eksisterende. Initiativet til reformer og modet til nytolkninger af bibelteksten er i mange år kommet fra protestantisk og katolsk side, men nu kommer vi måske til at se flere ortodokse præster byde ind også«, forklarer Abd Al-Fattah. Derfor kan Maximus´ opråb være begyndelsen til enden forenigheden i den koptiske kirke i Egypten.

Det Dansk-Egyptiske Dialoginstitut i Cairo, www.dedi.org.eg

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu