Læsetid: 8 min.

Debatten om Günter Grass II

15. august 2006

'Ramt af hævngerrighed'

Klaus Rifbjerg, forfatter:

"Det er svært at lade være med at gøre sig sine tanker, når den slags kommer frem. Men min holdning er den samme, som dengang man begyndte at rode i hjemlige uheldige heltes fortid, som i sagen om Ole Wivel."

"Jeg synes nok, at når man er mellem 15 og 17 år, er man påvirkelig. Og forestiller man sig at have været på den alder på den tid i Nazityskland og have haft et behov for at komme hjemmefra, så har mulighederne nok været begrænsede."

"Modstanden mod nazismen var dengang meget beskeden i Tyskland; de fleste varbegejstrede, og det har været let for et ungt og følsomt væsen at blive fristet. Også Ingmar Bergman havde nazistiske sympatier på det tidspunkt: Man er labil. Det svære spørgsmål er, hvorfor han har gået med det i så mange år og ikke på et tidligere tidspunkt er trådt ud af skabet som herhjemme SF's tidligere formand Gert Petersen og journalisten Jørgen Schleimann gjorde det. Det havde nok været en lettelse."

Over mål

- Kan du forstå den voldsomme reaktion, oplysningerne har affødt?

"Den hysteriske reaktion er karakteristisk. Disse ideer med at fratage ham Nobelprisen er jo hysteriske. Det er at skyde over og under målet på én gang."

"Der er ingen tvivl om, at masser af tyskere har følt sig udfordret af Grass' almindelige aktiviteter og holdninger, og nu er det så payback time. Der er hævngerrighed i det. Han har som folk, der blander sig, stukket tuden frem, og nu er lejligheden kommet til at give ham et stort hak i denþ" siger Klaus Rifbjerg.

'Smukke konsekvenser af et fejltrin'

Ulrich Horst Petersen, forfatter:

"Dem, der i forvejen har noget i klemme med Günter Grass, fordi han har været en så på en gang stærk og nuanceret kritiker af Tyskland, vil køre denne sag frem. Men for mig er manden så stor en digter og, ja, ånd, at det ikke ændrer noget. Han var 15 år og en knægt, og han ville væk. Og ingen der siden har fulgt Günter Grass kan jo være i tvivl om mandens dybt humane indstilling til andre mennesker og livet og sit land. Hvis man skulle sammenligne med nogen dansk figur, skulle det nok være med journalisten og Venstre-manden Jørgen Schleimann, der meget forfriskende sagde, at da Hitler døde, brød hans verden sammen. Det var en glimrende formulering af et ungdomsproblem. Havde Grass som dirigenten Herbert von Karajan eller sangerinden Elizabeth Schwarzkopf meldt sig ind i partiet for at gøre karriere, havde det været noget andet. Ikke at jeg vil sidde og sætte mig til doms over mennesker, dem skal man være overbærende med, men for de to var det jo karriereræs."

- Hvorfor betyder det så meget i den tyske offentlighed, at disse oplysninger kommer frem om netop Grass?

"Det er meget svært at karakterisere hans rolle, fordi hele hans forfatterskab og virke er så stort. Men for mig handler det om, at hans humanitet altid har været forbundet med noget meget fint åndeligt og på samme tid noget jordnært og humoristisk. Hans store humor har forbundet sig med alvor på en næsten forbilledlig måde. Det støder somme tider tyskerne, fordi der i den tyske tradition jo i den grad har været så megen gravalvor, bogstaveligt talt. Her har Grass været befriende. At engagere sig i en valgkamp og rejse rundt med SPD og holde vælgermøder, det er jo ikke noget, man nogensinde havde set en stor digter gøre. På den måde har han haft noget næsten amerikansk over sig."

"Uden at have læst hans erindringer synes jeg man må sige, at Grass har draget nogle meget smukke konsekvenser af sin ungdoms dumheder. Og jeg kan godt sætte mig ind i, at hans bekendelse først kommer nu. Jeg er selv fyldt 70, og der er bestemt også ting, jeg har rendt rundt og lavet, som jeg ikke er specielt stolt ved. Ganske vist ikke af dette verdenshistoriske format, men alligevel. Jeg tror også det er blevet lidt lettere for ham at have med det at gøre, når han nu kan se tilbage på et langt livs værdifuldt virke: kunstnerisk, demokratisk og nationalt. Han har lært af sine vildfarelser, og dem der ikke gør det er røvkedelige. Dem, der altid har ret, er de værste."

'Den hemmelige note'

Lektor Poul Behrendt fra Nordisk Institut på Kbh. Universitet, forfatter:

"Günter Grass har afsløret det, som Kierkegaard kaldte 'den hemmelige note': en lille faktuel oplysning, som ændrer på læsningen af hele værket. Den hemmelige note fremtvinger genlæsninger. Og Grass har ikke afsløret den uden som forfatter at have en stærk bevidsthed om, hvad det ville føre med sig. Selv om det tidligere har været fremme, at han var med i Hitlerjugend, er der selvfølgelig en stor forskel derfra og så til at have meldt sig til SS. Ikke kun i Grass' tidligere selvbiografiske ting, men i det hele taget vil det give ny mening at gå tilbage og læse værket i dette lys."

"Spørgsmålet er så, hvilke nylæsninger, det vil afføde - og det kræver det et større kendskab til hans nye historie at kunne udtale sig om. Men der er ingen tvivl om, at der nu vil starte en hel genlæsningsindustri ud fra denne nye oplysning, ligesom det f.eks. skete for litteraten Paul de Man, da oplysningerne om hans bidrag til en belgisk kollaboratøravis kom frem efter hans død. Til gengæld har Grass fået den store hjemmebanefordel selv at komme først med oplysningerne. Journalister og litteraturforskere finder jo en uhyre fornøjelse i at være indignerede på andres vegne og skrive den næsten gratis nyhed, som kommer ud af historier, hvor nogen siger én ting og gør noget andet. Det er næsten journalistik, der skriver sig selv."

'Skandaløst'

Marc Christoph Wagner, korrespondent i Danmark for tysk radio:

"Grass har svigtet på mange måder. Det er skandaløst. Ikke det, at han har været medlem af SS, men at han siger det så sent, synes jeg, underminerer den moralske autoritet, som Grass har påberåbt sig igennem mange af de debatter, han har deltaget i. Når man ytrer sig om de her emner, og er en så central skikkelse i den offentlige debat i Tyskland, så mener jeg, at man har pligt til at sige: Jeg var faktisk med i det her, jeg kom til at være med, men har lært min lektie."

"Det handler om intellektuel redelighed. Som intellektuel har man pligt til at spille med åbne kort. Hvor meget stærkere ville han ikke have stået, hvis han havde sagt: Se, jeg har også været en del af det krigsmaskineri, men jeg har lært min lektie. Det ville have givet mulighed for at nuancere, og ikke bare være sort-hvid, som Grass ofte har været i den offentlige polemik i Tyskland netop om Anden Verdenskrig."

"Når det vækker så stor opmærksomhed i Tyskland, er det fordi, Grass altid har været et politisk dyr. Så det er ikke en skønlitterær forfatter, vi her taler om, det er den offentlige intellektuelle Günter Grass, hvis moralske integritet vil blive undergravet."

'Uden stor betydning'

Steen Klitgaard Povlsen, mag.art. Lektor ved Aarhus Universitet:

"Jeg kan egentlig godt forstå, at Grass har udeladt det i så mange år. Han var 15 år! Alle har jo fortrudt noget, og han har i så mange år gået mod strømmen, én gang gik han med den. Men hvad en stor dreng gør, bør ikke blive til andet end en detalje. Den tyske opstandelse skyldes, at 'forglemmelsen' spiller en helt anden rolle i Tyskland. Mange har 'glemt', at de har været bødler, og det er der nogen, der skal betale prisen for. Samtidig er det tyske debatmiljø anderledes end det danske. Forfattere har i Tyskland været en slags nationens samvittighed, og det har været nødvendigt, fordi ingen andre var det. Günter Grass har stor vægt og pondus i det tyske åndsliv, og på denne baggrund udløser hans seneste afsløring en så kraftig reaktion, og det får en helt anden vægt i den tyske selvforståelse."

"Jeg ser det her lidt som en parallel til de bestræbelser, vi i Danmark har set fra højrefløjens side om at få mange til at gå bodsgang om deres fortid i kommunistpartiet eller flirt med kommunismen. Senest har vi set eksempler som Ole Wivel og Gert Petersen."

- Har Grass ikke haft mange muligheder for at komme frem med disse oplysninger?

"Han har jo aldrig før skrevet sine virkelige erindringer. Man har bare forsøgt at finde det selvbiografiske i alle personerne, og når der så ikke har været nogen med nazistiske træk, har man sat det lig med, at han meget bevidst har fortiet sin ungdom. Det er en lidt underlig baglæns slutning."

'Vagthunden er svækket'

Thomas Thurah, cand.mag i litteraturhistorie og filosofi. Forfatter og journalist:

"Det undrer mig, at det først kommer frem nu. Det er nok noget, man udsætter, og det rigtige tidspunkt kommer aldrig. Det er næsten lidt sympatisk, fordi det menneskeliggør ham. Der stikker også lidt skam i selveste Günter Grass! 'Det skete ikke i bælgmørke, det skete ved højlys dag,' som han så ofte har sagt, men der har åbenbart også for hans eget vedkommende ligget noget hen i tusmørke.

Jeg mener, det er hans sag, og det lægger ikke rigtig noget til billedet af ham. Jeg kan godt følge tanken om, at det er problematisk at fortie det her, men jeg kan ikke mande mig op til, fra hvor jeg sidder, på den anden side af den geografiske og historiske grænse, at være moralsk forarget. Men hans rolle som åndelig og moralsk vagthund i det tyske samfund er nok svækket nu. Der er meget patos i den politiske debat i Tyskland, og det er klart, at næste gang han rejser sig og giver skideballe i retning af højrefløjen vil han stå svagere."

- Skal man skelne mellem litteraturen og forfatteren?

"Principielt skal man skelne. Men i Grass' tilfælde ville det være fuldstændig latterligt at gøre det. Selvfølgelig hænger tingene sammen. Han skriver på sin egen historie, der er omfattende og omfatter meget af Tyskland samt europæere generelt. Men det er klart, at når sådan noget som det her dukker op, er det absolut ikke kun en privat sag. Det ville være hyklerisk at påstå andet."

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her