Læsetid: 4 min.

Debatter i stedet

Det er forståeligt, at muslimer i Danmark blev krænket over Muhammed-tegningerne i Jyllands-Posten, mener Venstres Birthe RønnHornbech. Men det nytter ikke at sende et klagebrev til statsministeren, som ambassadører fra 11 muslimske lande, heriblandt Tyrkiet, gjorde for nylig. I stedet skulle de have deltaget i debatten
28. oktober 2005

- Hvad synes du om ambassadørernes brev til Anders Fogh Rasmussen?

"Det er altid godt, at ambassadørerne er ærlige, men det er meget trist at konstatere, at de egentlig bekræfter alle fordomme. For jeg kan kun læse brevet på den måde, at de ikke respekterer og slet ikke har forstået den vidtgående ytringsfrihed, der er i Danmark, og den vidtgående satire og ironi, der følger af den danske mentalitet, og som jeg mener, at folk, der er her, skal respektere."

- Ambassadørerne skriver i brevet, at Jyllands-Postens karikaturer af Muhammed "går imod ånden i de danske værdier om tolerance og civilsamfund" og at "den danske presse og offentlige personer ikke bør have lov til at nedgøre islam under dække af demokrati, ytringsfrihed og menneskerettigheder, som er værdier, vi alle deler." Har de ikke ret i det?

"De har uret i 98 procent af det. For de danske værdier er den meget vidtgående ytringsfrihed og den meget vidtgående ironi og satire i dansk mentalitet - om man så kan lide den eller ej. Samtidig synes jeg også, at vi skal tage visse hensyn. Ytringsfriheden er ikke for mig, at man bare skal svine hinanden til. Så bruger man ytringsfriheden dårligt. Det er klart, at religionsfriheden står over ytringsfriheden, og jeg har da også nogle gange følt mig stødt på manchetterne over, at man gør grin med Kristus. Men jeg vil til enhver forsvare, at man gør det."

- For Tyrkiets ambassadør Fügen Ok handler det her ikke om ytringsfrihed, for ytringsfrihed betyder ikke, at man har ret til at ydmyge og bespotte. Hvad siger du til det?

"Det har man nu ret til. Men jeg synes selv, at ytringsfriheden er ved at udvikle sig fra at være en funktion, der skal sørge for at medierne kan få alt frem om statsmagtens sager, til at man nu er mere optaget af at svine hinanden til. Men lovligt er det. Og desværre er ambassadørerne jo med til at befordre lysten til at blive mere grov i tonen for at vise, at det har man lov til i Danmark."

En national sag at svine muslimer til

"Jeg synes heller ikke om tonen, men jeg må altså forsvare lovligheden af det. Jeg er selv meget ømfindtlig overfor, at man gør grin med religionerne, men jeg vil til enhver tid forsvare retten til at gøre det - og så samtidig have lov at modsige dem, der gør det."

- Nu har særligt regeringen slået på, hvor vigtig dialogen med etniske minoriteter og særligt muslimer er her til lands, og i resten af verden iøvrigt. Ambassadørerne siger selv, at brevet er en opfordring til dialog - er det ikke godt, at de blander sig?

"Jo, og det var også på tide. Det er på tide, at de går ud i offentligheden fremfor at skrive et brev til statsministeren, der kun kan efterlade det indtryk hos danskerne, at de vil begrænse ytringsfriheden. Jeg føler mig meget dårligt tilpas, når jeg læser flere af de danske læserbreve, for det er som om, at det nu næsten skal være en national sag at svine muslimer til, og det tager jeg stærkt afstand fra. Flere læserbrevsskribenter giver udtryk for, at det her er godt, bare fordi man driller muslimerne, og det kan jeg ikke lide."

- Så du har forståelse for ambassadørernes bekymring over tonen i debatten?

"Jeg har altid forståelse for folk, der føler sig krænket over, at man generer deres religion. Men de må være klar over, hvilket land de befinder sig i, og at de opnår intet ved at gå til statsministeren. Specielt den tyrkiske ambassadør afslører desværre en afgrund mellem, hvad der er dansk demokrati og dansk forståelse af ytringsfrihed og den tyrkiske, og det er jo fatalt, når Tyrkiet gerne vil ind i EU. For danskerne må jo spørge sig selv, hvordan tyrkerne har det med ytringsfrihed."

"Så det er på et andet niveau, at jeg ønsker at forsvare muslimerne, nemlig ved at sige, at jeg synes, at vi skal opføre os ordentligt overfor dem. For mig var de tegninger aldeles overflødige og tjente jo ikke noget specielt formål, og den danske reaktion brød jeg mig ikke om. Men jeg bryder mig endnu mindre om, at Tyrkiet og de andre lande afslører, at de går ikke ind for danske frihedsrettigheder. Det bliver de altså nødt til, når de er her. De bliver ivhertfald nødt til at finde sig i, at danskerne udfører dem."

- Ambassadørerne fastholder, at det her ikke handler om, at der skal lukkes aviser, men om at Anders Fogh burde indbyde til dialog og blande sig og melde ud, hvad han mener i så vigtig en sag. Hvad siger du til det?

"Det er ikke ret længe siden, at statsministeren i forbindelse med Louise Frevert sagde, at man skal tale ordentligt. Så det nytter ikke noget. Det forfærdelige er, at ambassadørerne ikke har fattet, at i Danmark svarer man selv igen og prøver igennem indlæg at fortælle, at man er blevet krænket. Hvad jeg godt forstår, at de er blevet. Og havde den tyrkiske ambassadør forsøgt at forklare det, så tror jeg mange ville have forstået det.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her