Læsetid: 3 min.

Under deconstruction

2. maj 2003

Kære Øresundere, sagde den svenske konge, da han i sommeren 2000 talte ved Øresundsbroens indvielse.
De indbudte gæster viftede flinkt med de udleverede danske og svenske flag. Nu skulle vi komme nærmere Sverige, og Sverige skulle komme til os på en ny og ’tættere’ måde. Öresund måtte kunne blive en ny region med forøget handel og styrket kulturelt samkvem.
At skabe en kulturel identitet hen over de nationale grænser er ikke let, og det kan ikke gøres ved hjælp af helsidesannoncer med sjove tegninger i landsdækkende aviser, som det sker for tiden.
I den kulturelle integration kommer markedsføringseksperterne til kort, for man kan ikke annoncere sig ind i en forbrødring.
Den nye økonomi, baseret på yndlingsbegreber som globalisering, oplevelsesøkonomi, netværks- og kundskabssamfundet, har vist sig ikke at være salgbar i forhold til broprojektets vision om at føre de to lande sammen på en ny måde.

Den svenske professor i etnologi Orvar Löfgren udtrykker det sådan:
»Sverige og Danmark er to lande, som i århundreder har spejlet sig i hinanden, og det interessante er, at hele broprojektet, som handler om kulturmøder og forbrødring, også har ledt til en skærpelse af stereotyperne om ’menneskene på den anden side af broen’.«
De to landes sprog ligner hinanden så meget, at vi tror, at vi kender menneskene på den anden side og det, de står for.
Men sandheden er, at vi ikke forstår ret meget af den svenske mentalitet og deres kulturhistoriske baggrund. Vi sender mediestof tværs over sundet, men stoffet fordanskes henholdsvis forsvenskes i en grad, der gør, at man ikke aner noget om oprindelsen.
Få svenskere ved, at Jönssonsligans bravader er en forsvenskning af Olsenbanden, og ikke mange danskere ved, at en del af Dirch Passers klassiske numre er lånt af Povel Ramel.

NÅr det gælder kultursamarbejde, finder bilaterale og nordiske projekter sted, når der er brug for det, ikke som følge af diktat fra kulturbureaukrater med laptop-kørekort, og med behørig udsyn i bakspejlet til det politiske bagland.
Kulturprojekter har det bedst med at vokse op og ud som et behov i de kunstneriske miljøer. Sådan har det været i århundreder i Norden, og når disse samarbejder opstår nedefra, er de inderligt upåvirkede af den aktuelle politiske dagsorden.

Nu ser vi så det mest markante eksempel på, hvor pokkers svært det er at etablere kulturelle brohoveder på anfordring af et overstatsligt ønske:
Biennalen Kulturbro bliver afviklet, bl.a. som følge af at Region Skåne har trukket sit tilsagn om støtte på 7,5 mio. kr. til næste års festival tilbage med henvisning til regionens »prekære økonomiske situation«.
Nu er Kulturbro altså kastet op af den samme forrevne kyst som det gode skib Mindship. Med sammenligningen af de to foretagender mindes også om, at arbejdsgangen og styringen af begge forretninger har været uregelmæssig og ikke helt efter bogen.
Det er ærgerligt, bl.a. fordi den type forliste kulturprojekter svækker tilliden hos offentlige og private pengegivere. Det svækker troen på, at kulturmidlerne bruges fornuftigt, hvilket igen kan give efterdønninger i forhold til fremtidige projekter.

Kulturbro er blevet kritiseret for at være et tag-selv-bord for kulturentreprenante mænd, tilknyttet Kulturbro. Sugerøret til beslutningstagernes egne institutioner er omtalt, og i kølvandet på Kulturbros forlis tales om, at institutionerne i fremtiden selv skal foranstalte en samlet bilateral manifestation.
Med kendskab til institutionsledernes evne til at give plads til andre end dem selv, med kendskabet til alle de små institutionelle solkonger og dødsdromskørere vil en sådan løsning blive nøjagtig lige så dårlig som det, vi har set med Kulturbro.
Uenigheden mellem institutionerne har været så voldsom, at den endog er blevet ført i pressen, eksempelvis forholdet mellem Sjællands Symfoniorkester og Radiosymfoniorkestret, som har været alt andet end hjertelig.
Nu konstaterer iagttagere tørt, at Fonden Kulturbro spenderede over 100 millioner danske og svenske skattekroner på at forberede og gennemføre 2000- og 2002-biennalerne uden nogensinde at slå sit navn fast eller at legitimere sit eksistensgrundlag i den brede offentlighed.
Hvad bliver det næste?

beyer

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her