Læsetid: 3 min.

Deep Throat blev sat til at jage sig selv

FBI-agent Mark Felts rolle var endnu mere kompleks, end det hidtil er kommet frem, viser nye oplysninger
15. juni 2005

Ikke alene var han spion. Han var også spionjæger, og blev i adskillige tilfælde direkte beordret til at jage den person, som lækkede oplysninger fra FBI til Washington Post-journalisterne Bob Woodward og Carl Bernstein.

Således fik top-medarbejder i FBI Mark Felt en mere end kompleks dobbeltrolle som manden, der jagede sig selv - og behændigt benyttede samme jagt til at lægge falske spor ud og bortlede opmærksomheden fra sin egen person.

Afsløringens tid er ikke forbi, selv efter at historiens mest berømte anonyme kilde i sidste uge trådte frem i lyset efter mere end tre årtiers anonymitet. Journalisterne David Corn og Jeff Goldberg kortlægger i tidsskriftet The Nation nye, pikante detaljer om sladrehanken, der fældede en præsident.

Blindgyder

I flere af de faser, hvor Watergate-skandalen var på sit højeste, forsøgte FBI forgæves at efterspore den lækage, som oplysningerne kom fra. Manden, der fik overladt jobbet, var Mark Felt, og ikke overraskende var hans mission - at finde og stoppe Deep Throat - dømt til at slå fejl.

I stedet benyttede han behændigt sin autoritet til at udsende memoer og sætte undersøgelser i gang, der rettede søgelyset mod alle andre end hans egen person.

For eksempel foreslog han i et internt memo fra september 1972, at den offentlige anklager i Miami, Richard Gerstein, kunne være kilde til historierne i Washington Post. Gerstein efterforskede, hvordan en kampagnecheck til Nixon på 25.000 dollar var havnet på en bankkonto hos en af indbrudstyvene fra Watergate. Felt beordrede FBI's lokale chef i Miami til at krydsforhøre samtlige FBI-medarbejdere, der havde været i kontakt med Gerstein.

Denne efterforskning endte naturligvis - ligesom andre opgaver Felt sendte sine medarbejdere ud på - i en blindgyde, men tjente alligevel til at overbevise Felts overordnede om, at han efterforskede lækagerne med stor energi.

Nixon vidste det

Ved en anden lejlighed arrangerede Felt et møde, hvor Woodward mødte op hos FBI for at bede ham om at bekræfte en række af de oplysninger, journalisterne mente at have. Felt gjorde et nummer ud af - i en nær medarbejders påhør - at sende Woodward ud af kontoret igen med uforrettet sag. Så kunne enhver se, at Felt ikke hjalp journalisterne.

Det Hvide Hus fattede mistanke til Felt, og på båndoptagelser fra oktober 1972 diskuterer Nixon med Haldeman, at Felt er identificeret som lækagen, men at de ikke kan stoppe ham.

"Hvis vi går efter ham, rykker han ud med det hele. Han ved alt, hvad der er at vide inden for FBI," siger Haldeman på båndet.

Det Hvide Hus forsøger flere gange at presse FBI til at fyre Mark Felt, men hans nærmeste overordnede, Pat Gray, tror på ham og tager ham i forsvar. Og beordrer ham endda i februar 1973 til på ny at efterforske lækagerne. Hvilket han denne gang benytter til at rette mistanke mod kilder i Justitsministeriet og en embedsmand i selve Det Hvide Hus.

Felt var med andre ord en mester i at skjule sine spor og vildlede sine fjender. Mistankerne mod ham var fuldstændigt korrekte. Men det lykkedes ham ved hjælp af de mest halsbrækkende bureaukratiske manøvrer og dobbeltspil at få sig selv til at fremstå som den loyale embedsmand, der ivrigt eftersøgte kilden til de lækkede oplysninger- alt imens han fortsatte med at møde Woodward og Bernstein i mørke parkeringskældre og fodre dem med de oplysninger, der til sidst fældede Nixon.

"Han var ikke bare en hemmelig kilde på højt niveau eller en fordækt whistle-blower. Han var en mesterlig manipulator," skriver The Nation-journalisterne.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu