Læsetid: 2 min.

Defektiv kunst

29. december 2005

Gritt Uldall-Jessens kronik i Information den 22. december om kunstneren Uwe Max Jensen må i destilleret form læses som følger:

At den offentlige kunststøttes institutioner ikke finder grund til at støtte Uwe Max Jensen i rent bogstaveligt at defektere både på, i og udenfor kunstinstitutionens bygninger, er en knægtelse af hans ytringsfrihed.

Og at en borger i Brande har anmeldt ham til politiet for at urinere op ad en mur (aner vi en af kunstneren bestilt anmeldelse?) - hvilket har udløst et bødeforlæg på 2.000 kr., som Uwe Max Jensen nægter at betale - er ligeledes en knægtelse af ytringsfriheden. Bliver han idømt endnu en bøde, evt. hæfte, er han vel iflg. menneskerettighedskonventionen forfulgt.

Gritt Uldall-Jessens kronik er i sin indre sammenhæng upåklagelig og følger slavisk argumentationsskabelonen om overskridelsens æstetik:

Bare et værk/en aktivitet overskrider de almindelige normer for, hvad der kunst, udvides kunstbegrebet, og får evt. status af at være kunst - iøvrigt et maksime der må se sig udfordret af Stjernfeldt og Thomsens Kritik af den negative opbyggelighed.

Men i Uwe Max Jensens tilfælde ville det have klædt Gritt Uldall-Jessen at spørge, hvad denne kunstners arbejde egentligt består i. Er der tale om overskridelse af æstetiske normer, eller er der blot tale om overskridelse af civil opførsel? Er det nok at urinere i en anden kunstners værk for at udvide kunstbegrebet?

Man forestiller sig mareridtsagtige tilstande hvor der stinker overalt i museer og i det offentlige rum af pis og lort, smurt ind i luven på tæpper og empirerammer.

Hvad med den offentlige sundhed? Hvad med politivedtægten? Skal vi rette vores samfunds lovgivning ind efter et fåtal, for at vi kan slippe for at skøjte rundt i lort på Glyptoteket?

Terrorisme

Nu vi er ude på overdrevet: Hvad med at dømme Uwe Max Jensen efter terrorparagraffen?

§ 114: "For terrorisme straffes med fængsel indtil på livstid den, som med forsæt til at skræmme en befolkning i alvorlig grad eller uretmæssigt at tvinge danske eller udenlandske offentlige myndigheder eller en international organisation til at foretage eller undlade at foretage en handling eller at destabilisere eller ødelægge et lands eller en international organisations grundlæggende politiske, forfatningsmæssige, økonomiske eller samfundsmæssige strukturer begår en eller flere af følgende handlinger, når handlingen i kraft af sin karakter eller den sammenhæng, hvori den begås, kan tilføje et land eller en international organisation alvorlig skade:

Stk. 7: Brandstiftelse efter § 180, sprængning, spredning af skadevoldende luftarter, oversvømmelse, skibbrud, jernbane- eller anden transportulykke efter § 183, stk. 1 og 2, sundhedsfarlig forurening af vandforsyningen efter § 186, stk. 1, sundhedsfarlig forurening af ting bestemt til almindelig udbredelse m.v. efter § 187, stk. 1.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu