Læsetid: 3 min.

Hvad definerede dette berømte 'defining moment'?

Den gode sag er god, men den er chokerende grim, og man kan ikke diskutere med den
8. juli 2005

Det var nemt for Bono. Godt ser han jo ud, og godt gør han det i offentligheden. Og det er jo det gode, han gør. Og når ingen andre kan bevæge folk til at samle sig i bevægelser, er det svært at kritisere dem, der rent faktisk mobiliserer. Ret har han også, Bono. Og der er brug for hans indsats. Og Live8 og Bob Geldof og Paul McCartney: De skabte det, de selv udråbte til et 'defining moment'.

Spørgsmålet er selvfølgelig, hvad dette moment definerede. For det var jo gyseligt at se på: Fallerede vestlige popsangere som drengene i Duran Duran, der er blevet så voksne, at de ligner en firmaudflugt i et revisionsselskab, når de står på scenen og råber: 'Vilde drenge, vilde drenge'. Det virker så vildt og overbevisende, som når mellemledere over for underordnede efterlyser 'humor'.

Og det var nemt for Bono at synge U2's gamle kærlighedshit One efterfulgt af slageren Unchained Melody. For han byttede bare lidt rundt på pronominerne, og så var de småborgerlige hymner til den eksklusive lykke henholdsvis ulykke mellem fortvivlede forelskede par blevet til politiske slagere. "Do you hear me coming, love", plejer han at synge, når det bare gælder om at præstere patos i den intime zone. Men nu, hvor det handlede om Afrika og de fattige, og Bono stod i et definerende moment, lavede han teksten om: "Do you hear us coming, Lord".

Den sædvanlige produktion af populærrefræner til hyldest af tosomheden kørte for Bono nu som hyldest til den sociale bevægelse. Og til koncerter slutter han Unchained Melody med at påberåbe sig Guds kærlighed: "God, speak your love - to me." Men lørdag i Hyde Park var det jo Afrika, der skulle have kærlighed. Så han sang så intenst og intimt, som drejede det sig om ham selv. Og så alligevel ikke:"God, speak your love - to Africa."

Lørdag kulminerede med Robbie Williams. Ikke overraskende: "Come home, Robbie", stod der på store bannere blandt de efterhånden 200.000 mennesker derude i natten. For Williams er flyttet til USA. Men han beviste lørdag, at han stadig er Englands fortabte søn. Indtil da var koncerterne i London forløbet som en tur rundt på et museum: Ældre mænd spillede ældre hits, lidt ældre mænd spillede sange, som måske har været hits engang.

Der var da også yngre mænd, som promenerede mere aktuelle hits, og den unge Dido viste verden, at hun har svært ved at synge sine egne hits uden for pladestudier. Paul McCartney startede i duet med Bono dagen med at dementere alle myter om, at Beatlessangene skulle være uopslidelige. Men da Robbie Williams kom på scenen, løftede publikum armene over hovederne og skreg. "Lad mig underholde jer," sang Robbie Williams. Og publikum var underholdt. "Jeg vil bare føøøøøøøle", skrålede Robbie Williams. Og stoppede med at synge, så man kunne høre, at de hundredetusinder også gerne ville føøøøøøle og synge om det:"Jeg vil bare føøøøøøøøle", lød det fra masserne: "virkelig kærlighed."

Det gode ved populærmusik er jo, at man kan synge med. Og når man synger med, føler man på sig selv ved at føle på en anden. Det skaber rigtige stjerner. Og da levede Live8.

Det er måske kun populærmusikkens bekræftelser i den intime zone, der kan bevæge modstanden i dag. Der er jo en grund til, at Bob Geldof egentlig ikke ville lave endnu en Live Aid. Det var i den gode sags tjeneste, men det var grimt lørdag i London. Det var den totale afpolitisering: Poppen leverer jo ikke argumenter. Man kan ikke diskutere med Robbie Williams' følelser eller Bonos kærlighed. Men man kan på den anden side heller ikke diskutere med elendigheden i Afrika.

Dialogen slutter ikke med popmusikken og heller ikke med dem, der er så forarmede, at de ikke kan komme til orde. Den slutter lige midt imellem dem. Det er nok ikke helt forkert, at popmusikken viser præcis den besættelse af behag og selvforkælelse, der sætter os i stand til at ignorere de økologiske advarsler, de globale uligheder og de nye udstødelser.

Derfor var det svært at afgøre lørdag, om menneskene foran fjernsynet over hele verden og i parkerne til koncerterne var ved at vågne op eller bare drømte videre.

Hvis lørdag virkelig var et 'defining moment', var det den tvetydighed, der blev defineret.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu