Læsetid: 10 min.

Det definitive folk

Den malaysiske tænker og politiker Mohammad bin Mahathirs beskæftiger sig i 'The Malay Dilemma' med aspekter, der er grundlæggende for at skabe en sammenhængskraft i et multikulturelt samfund
15. juni 2005

I sin kritiske bog om multikulturalisme fra 2001 - Community: Seeking Safety in an Insecure World - peger den polske sociolog Zygmunt Bauman på, at når samfundet ikke længere har en fælles kultur, et fælles normativt grundlag, så splittes det op i enklaver, i tilflugtsteder, i partikulære kulturer, som kun kerer sig om sig selv, og lader det sociale og kulturelle fællesskab være hvad det vil i hele samfundet som sådant - samfundet som helhed og alment fællesskab forsvinder og der opstår myriader af mindre samfund. Dette er Baumans beskrivelse af tendenser ved multikulturalisme, som han til forskel fra den generelle holdning blandt vestlige intellektuelle ser som en negativ udvikling. For den er med til at ødelægge samfundet, til at atomisere det og befordre en art stammetænkning, hvor almene politiske problemer bliver overladt til de enkelte grupper - individet bliver ikke kun socialt ghettoiseret, men også individuelt og kulturelt ghettoiseret - man bliver af det omliggende samfund reduceret til sin etnicitet, og man bliver et gidsel for sin kulturelle, etniske gruppe. Og desuden bliver sociale problemer i samfundet så at sige privatiseret. En økonomisk privilegeret middelklasse vælger selv sociale problemer fra ved at bosætte sig i kvarterer uden etnisk sammenblanding, man sikrer at ens børn kommer i private, etnisk rene skoler, hvor der ikke er nogen invandrere, der som alle socialt svage kan belaste ressourcerne. På denne måde kan man ignorere problemer, som resten af samfundet må trækkes med.

Tænkeren og politikeren Mahathir er allerede inde på noget af det samme i sin bog fra 1970, The Malay Dilemma, som han skriver efter urolighederne i 1969, hvor der forekom etnisk betonet vold og mord i Malaysia - bogen er en refleksion over, hvad der lå til grund for denne misère, som landet befandt sig i dengang. Han skriver, at samfundet ikke hænger sammen kulturelt. Ganske vist lever både malayer (muslimer) - og kinesere og indere som naboer, og de mødes også i professionelle forretningssammenhænge - og måske endda socialt. Men han tilføjer, at når de trækker sig tilbage til hjemmet, så er det til et tilflugtssted, som er specifikt etnisk, kulturelt og religiøst. Et sted, hvor ingen fra andre grupper vil komme, og hvor deres normer ikke bare vil være fremmede, men også i stærk konflikt med de, der gælder for et sådant inderste fællesskab.

Man må forstå, at her findes der et andet rum, et andet område, hvor en helt anden diskurs kan finde sin selvfølgelige udfoldelse uden moderation og uden indsigelse fra 'de fremmede andre' i samfundet. Man kan meget vel definere dette forhold som en berigende diversitet, eller mangfoldighed i samfundet, men den er ikke en individbetonet forskellighed, tværtimod. Det er en adskillelse, der allerede eksisterer, før individet vil kunne danne sig sin personlige opfattelse af værdier, en kulturel adskillelse, som man er født ind i, og hvor i man er opdraget og segregeret fra de øvrige grupper.

Det er bemærkelsesværdigt i hvor høj grad Mohamad bin Mahathir og Zygmunt Baumans iagttagelser stemmer overens - den første skriver i en asiatisk kontekst for omtrent 30 år siden, den anden i en europæisk 30 år senere. Det kunne tyde på, at det de får øje på i deres undersøgelser er generelle træk og problemer ved det multikulturelle samfund.

Mahathir beskæftiger sig med 'ghettoen' som fænomen - eller mere generelt med ghettoiseringen i samfundet i en overordnet kontekst, der hedder etnisk lighed. Og han skriver, at social og økonomisk diskrimination er lige så effektiv og ydmygende som juridisk diskrimination. I europæisk sammenhæng hersker der stor forvirring om dette emne. Nogen ser ghettoen som et karakteristisk træk ved et multikulturelt samfund, og nogen på den europæiske venstrefløj har oven i købet glorificeret dette som et tegn på det multikulturelle samfunds mangfoldighed ud fra den - må man antage - forståelse, at ligesom individerne i et samfund er forskellige, således er samfundets etniske grupper ligeledes forskellige, og vil disponere deres liv efter dette, og bosætte sig og leve blandt deres egen etniske gruppe.

Men spørgsmålet er, om dette ikke er en fatal fejlslutning. Både Baumann og Mahathir gør op med 'ghettoen', idet den etniske segregering først og fremmest er med til at undertrykke individet, begrænse dets muligheder, og mere generelt reducere det til dets etniske karakteristika - i det omfang man ikke kan slippe ud af ghettoen. Og er denne segregering - som nominelt er etnisk - ikke reelt både en social, kulturel og uddannelsesmæssig segregering, og dermed udtryk for en dynamik, der har samme effekt som en formaliseret apartheidlovgivning?

Loyalitet

Mahathir beskæftiger sig med de aspekter, der må anses som grundlæggende for at skabe et nationalt fællesskab - eller en sammenhængskraft i et samfund. Han nævner, at en enkelt etnisk gruppe, som besidder fælles sprog, kultur og religion, og som lever på et afgrænset geografisk område altid har været i stand til at skabe, hvad han definerer som en national enhed.

Med hensyn til det multikulturelle samfund, så drejer det sig om at se på disse faktorer; etnicitet, sprog, kultur og religion, og kritisk overveje hvilke af dem, som er primære og derfor uundværlige og grundlæggende for et fællesskab, og hvilke der måtte følge som afledte af disse grundlæggende faktorer, og som er sekundære, hvis man vel at mærke vil fastholde, at et nationalt fællesskab er et sine qua non, for at et multikulturelt samfund skal kunne leve i harmoni. Hvad behøver man for et socialt fællesskab - og hvilke aspekter er sekundære, og kan være særtræk for den enkelte etniske gruppe?

Mahathir skriver, at det første og største multikulturelle samfund, vi kender, selvfølgelig er USA - og her ved vi, at de første indvandrere fra Europa, som dannede nationen ud af de første 13 kolonier alle var af engelsk afstamning. Men efter uafhængigheden kom der også andre europæere til, samt kinesere og russere bl.a. - og dermed fik man et etnisk, kulturelt og religiøst blandet samfund. Men det, der kom til at danne den ubrydelige enhed, og som ikke kendte noget kompromis, var, at det engelske sprog blev absolut enerådende, og blev betingelsen for dels at opnå statsborgerskab, dels for overhovedet at kunne fungere i samfundet.

Man insisterede ingen steder på at opnå en slags ligestilling mellem sit eget oprindelige sprog og engelsk - og vi ved, at efter bare én generation blandt indvandrere døde de gamle sprog ud til fordel for engelsk. Mahathir peger på, at fordi sproget er en så uadskillelig del af kulturen, og fordi den amerikanske kultur er skabt mellem en blanding af en distinkt angelsaksisk kultur og træk af ikke-britisk indflydelse, så har man på denne baggrund været i stand til at skabe en amerikansk kultur og et nationalt fællesskab.

Derudover har der selvfølgelig været et undervisningssystem, som udelukkende var baseret på det engelske sprog samt en undervisning i den nye nations historie. Disse faktorer har ifølge forfatteren skabt ikke blot det nationale fællesskab, men også respekten for de symboler, der inkarnerer dette fællesskab, så som først og fremmest forfatningen, nationens historie osv.

Men Mahathir peger desuden på, at et aspekt som 'loyalitet' er den egentlige syreprøve på, om et sådant multikulturelt fællesskab - et fællesskab på tværs at etniske og religiøse skel - kan stå sin prøve, således at alle uden undtagelse bliver opfattet som en del af dette fællesskab som sande amerikanere, og ikke som andenrangsborgere eller invandrere, der blot opholder sig i USA af økonomiske grunde. Og her nævner han amerikanernes vilje og evne til at solidarisere sig med og være loyale over for deres multikulturelle nation imod de etniske fællesskaber, som de kommer fra - eller som deres forfædre kommer fra - i en situation, hvor der opstår en krise eller sågar en krig. Her eksemplificerer han med ingen mindre end general Eisenhower, der selv var af tysk afstamning, men som stod i spidsen i krigen mod Tyskland under Anden Verdenskrig. Denne vilje og evne til at identificere sig med det multikulturelle samfund, dette nationale fællesskab mellem flere etniske grupper, mod det samfund, som man selv eller ens forfædre kommer fra, forekommer det, at Mahathir anser som den virkelige prøve på, om dette multikulturelle fællesskab er sandt - eller om det er overfladisk og blot bundet sammen af opportunistiske, økonomiske interesser.

Spørgsmålet er naturligvis først og fremmest, i hvor høj grad Mahathir har ret, og i givet fald, hvis han har det, hvad en sådan opgave som at skabe et multikulturelt fællesskab kræver af de forskellige etniske kulturer - og ikke mindst, om det vil være muligt for disse kulturer at ændre sig, og investere deres loyalitet i det projekt, det er at bygge et fællesskab på tværs af religion, etnicitet og kultur? Hvad er det man må ændre hos sig selv og i sin kultur for at indgå i denne nye syntese? Hvad må man frasige sig, hvilken loyalitet må man opgive, og på hvilken måde må man i det hele taget ændre sit syn på verden?

Forudsætninger for at stille disse spørgsmål og svare på dem er dog, at individet allerede er befriet fra sine etniske bånd og frit kan tage stilling, ellers vil alle svar blive utroværdige. Og det er indlysende, at tiden efter den 11. september har aktualiseret dette tema for muslimer i Vesten - før var det blot et tema blandt flere, nu er det blevet det helt overskyggende. Og i det omfang muslimer ikke selv stiller sig disse spørgsmål, bliver de i hvert fald mindet om dem fra det omgivende samfund. Deres afklaring i forhold til hvilke bånd de har til deres gamle kultur og deres nye hjemland kan afgøre, om de måtte kunne slippe ud af den belejring, som de nu er blevet omkranset af.

Fællesskab

Mahathir opererer med begrebet om 'det definitive folk' i sin behandling af det multikulturelle samfund. Herved forstår han det folk, som oprindelig har defineret landet som en stat med en regering der har magten, og som rent faktisk danner en national enhed, og som bestemmer i landet (herved underforstår han i bogen det muslimske malayfolk, men han udtaler sig generelt, så i europæisk sammenhæng vil det sige de enkelte nationale folk i Europa, ifølge forfatterens logik).

Og når det kommer til undervisningssystemet i det multikulturelle samfund, så præciserer han, at ud over selvfølgelig at formidle og promovere viden, så er det også undervisningssystemets rolle at opdrage de studerende til at blive borgere i det samfund, som de lever i. Og herunder, at give dem en viden og følelse af, at de tilhører et nationalt fællesskab. Og det er her, han opererer med begrebet om 'det definitive folk', for som han skriver, så er det undervisningssystemets rolle at fortælle de studerende, at de nu tilhører 'det definitive folk', og at de selv nu indgår i 'det definitive folks' historie - her begynder ifølge Mahathir den opdragelse, der skal sikre, at alle føler sig som en del af det nye multikulturelle fællesskab. Men dette fællesskab er også eksklusivt - for det udgøres kun af 'det definitive folk' og ingen andre, og for at tilhøre dette fællesskab, så må man identificere sig med dette 'definitive folk'. Undervisning i kulturfagene skal derfor propagere, at nationen tilhører 'det definitive folk', og identifikationen med 'det definitive folk' må derfor være fuldstændig og uden reservationer af nogen art fra invandrernes og deres efterkommeres side - og man kan ikke identificere sig med andre fællesskaber, sine gamle hjemlande eller andre nationale fællesskaber. Mahathir skriver: "At identificere sig med det definitive folk er at acceptere dets historie, dets geografi, dets litteratur, dets sprog og dets kultur, og at afvise alle andre tilhørsforhold".

Vi skal selvfølgelig huske, også selv om teksten alment udtaler sig om multikulturalisme og prætenderer at behandle generelle forhold i etnisk blandede samfund, så er den skrevet efter de frygtelige begivenheder i Malaysia i 1969, hvor folk blev dræbt på grund af deres etniske tilhørsforhold, og det derfor var af yderste vigtighed at fremmane en vilje til national enhed så stærkt, som overhovedet muligt. Men alligevel, så skriver forfatteren dog om generelle forhold. Kan man sige, at disse definitioner har nogen relevans for Europa i dag, og i givet fald, i hvor høj grad har de det? Det er i øvrigt bemærkelsesværdigt, at Mahathir ikke nævner religion, som et område man skal indgå kompromiser i forhold til, vel at mærke ikke til en sådan grad, at han mener, man skal frafalde den som et løsen for at tilhøre sit nye hjemland. Men implicit kommer man ikke uden om, at en udlægning af en religion, der fastlægger regelsæt for, hvordan man må omgås individer, som ikke tilhører religionen, hvilken forbindelse man må indgå med dem, og hvordan man skal hæge om sin tros dogmer og deres gyldighed i et multikulturelt samfund, må finde sin begrænsning.

Men det kan alligevel lede en til at antage, at Mahathir anser netop religionen som den inderste personlige kerne, som det egentlige suveræne hos individet, og som intet samfund kan gøre krav på at intervenere i forhold til - vel at mærke når religionen finder sin plads; Inden for murene og mellem individerne inden for murene.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her