Læsetid: 4 min.

Déjà-vu

18. marts 2003

MIDT DEN skæbnesvangre nedtælling til krig har statsminister Anders Fogh Rasmussen en pointe. Søndag aften sagde han i TV2, at regeringen forholder sig til Irak-konflikten stort set som den daværende SR-regering gjorde i 1998, da den aktivt støttede den korte, USA-ledede krig mod Irak, Operation Ørkenræv.
»Hvis grundlaget eksisterede i 1998, så eksisterer det også nu,« sagde Fogh Rasmussen.
Både daværende udenrigsminister i SR-regeringen Niels Helveg Petersen og Socialdemokraternes nuværende formand Mogens Lykketoft reagerede i går hurtigt og skarpt på Foghs udtalelser.
»De to situationer ligner overhovedet ikke hinanden,« sagde Helveg, mens Lykketoft var »dybt bekymret« over Foghs historietolkning.
»Danmark (kan) selvfølgelig ikke deltage i nogen militær aktion, der ikke har et klart mandat fra FN’s Sikkerhedsråd i den situation, vi er i lige nu,« sagde Lykketoft.
Trods de vrede reaktioner har Fogh den pointe, at de to situationer vitterlig har slående lighed. Vreden har måske netop den delvise årsag, at SR’s tvivlsomme adfærd i 1998 bringes frem af glemslen. Og dermed antyder den pointe, at den til enhver tid siddende danske regering synes modtagelig for pres fra USA, uanset at det bringer den på kant med folkeretten.

Krigen i 1998, der varede fra den 16.-19. december og omfattede 30.000 amerikanske soldater, 600 flyangreb og 300 missiler mod mål i Irak, var udløst af de fortsatte kontroverser mellem Saddam Hussein og FN’s våbeninspektører. Angrebet skete på baggrund af diskussioner i FN tilbage i februar 1998 om militær indgriben. Præcis som i dag vendte tre af Sikkerhedsrådets permanente medlemmer – Frankrig, Rusland og Kina – sig mod krig med den begrundelse, at der ikke var hjemmel til militær indgriben i FN-resolution 687, våbenhvile-resolutionen fra Golfkrigens afslutning i 1991, der sagde, at Sikkerhedsrådet »beslutter at holde sig informeret om sagen og at tage sådanne yderligere skridt, som måtte være påkrævet for opfyldelsen af denne resolution og for at sikre fred og sikkerhed i regionen.« Tænkelige ’yderligere skridt’ – såsom krig – skulle altså tages af Sikkerhedsrådet.
Men i februar 1998 ønskede USA og Storbritannien at sætte Saddam på plads med et angreb, og efter anmodning om dansk deltagelse fra præsident Clinton sagde udenrigsminister Niels Helveg Petersen, at »Grundlaget er for mig så tilstrækkeligt og klart, at jeg ikke er betænkelig ved at foreslå Folketinget, at vi deltager.« Hvilket han gjorde, og hvilket S, R og Folketingets borgerlige partier godkendte, herunder at stille et dansk Hercules-transportfly til rådighed for en mulig militæraktion.

I MARTS 1998 vedtog Sikkerhedsrådet en ny resolution, som skærpede tonen over for Irak, men som ifølge flertallet af rådets medlemmer samt generalsekretær Kofi Annan udtrykkeligt ikke gav USA ret til at handle militært uden påny at bringe sagen op i Sikkerhedsrådet. Som i det aktuelle spil om resolution 1441 sagde USA, at man forbeholdt sig ret til at angribe alligevel, og det gjorde man så i december med Desert Fox-operationen, og det med udenrigsminister Helveg Petersen og SR-regeringens fuldtonende støtte, erklæret bl.a på de danske tv-skærme.
»Højst diskutabelt,« havde sikkerhedseksperten Ole Wæver forinden sagt om brugen af resolution 687 som grundlag for krig. Mens ekspert i international ret Frederik Harhoff kaldte den danske støtte til krig et brud med dansk udenrigspolitiks princip om altid at bygge »på sikre FN-mandater.«

I DAG LYDER Helveg Petersen som et ekko af sin kritikere i 1998: »Det vil være et brud med en ellers velfunderet dansk FN-politik at støtte et amerikansk angreb uden om FN,« sagde Helveg mandag.
Den afgørende pointe – som ikke er Anders Fogh Rasmussens pointe – er, at det ikke er første gang, en dansk regering bidrager til at undergrave folkeretten og FN’s autoritet ved at støtte en amerikansk angrebskrig uden klar opbakning i Sikkerhedsrådet. Og det er måske forklaringen på, at Socialdemokratiet og De Radikale først nu for alvor – og for sent - oplader røsten og taler mod den krig, der kommer, og som kommer til at ryste den hidtidige verdensorden og fundamentet for FN.
Med præsident Bush’s de facto-krigserklæring i nat vil Anders Fogh Rasmussen formentlig i dag forsøge at finde en grimasse, der kan passe ved at tilsige USA og Storbritannien den danske regerings moralske støtte, men samtidig tilbagekalde forhåndstilsagnet om at sende danske jægersoldater og u-båden Sælen ned til krigszonen. Det er formentlig betingelsen for at hindre et oprør fra de konservative, hvor ikke mindst udenrigsminister Per Stig Møller er stærkt i klemme med sine gentagne udsagn om, at »Det er afgørende, at vi holder fast i en internationale retsorden«, og at også USA følger den.
En sådan tvetydig taktisk manøvre bør imidlertid ikke hindre et oprør fra anden side – fra andre partier i Folketinget og fra de dele af den danske befolkning, der skammer sig over, at den danske regering har været med til at drive udviklingen hinsides fredelige løsninger og mod blodige overgreb på Iraks befolkning ved til det sidste at bakke op bag Bush og Blair.

jsn

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu