Læsetid: 4 min.

Dem og os

10. november 1997

BAG TILSLUTNINGEN til Pia Kjærsgaard og hendes danske såkaldte folkeparti lurer der et had til fremmede som i værste fald kan føre til organiseret massemord. Derfor må den menneskefjendske hetz mod flygtninge og indvandrere mødes med et modspil i tide, mente arrangørerne af fakkeltoget i går i København - på årsdagen for Krystalnatten.
Nej, svarede Albertslunds borgmester, Finn Aaberg, i Information lørdag: "Pia Kjærsgaards støtter er ikke racister eller bodegadanskere hele bundtet... De er snarere rasende."
Det ville være bedst, hvis han har ret. Bedst for ens selvfølelse som dansker og for håbet om, at de akutte problemer kan løses med en passende portion god vilje.
Problemet er bare, at de årsager og løsninger, han peger på, er nøjagtig de samme, som både han selv og en række andre mere eller mindre behjertede politikere pegede på sidste gang og forrige gang: Der er for mange flygtninge og indvandrere i enkelte boligkvarterer, som i forvejen er socialt belastede. I de tilhørende skoler er der for mange udenlandske børn. Danskkundskaberne er for dårlige. Mødet mellem den danske kultur og de andres kultur bliver forhindret af ghettodannelserne. Hver gang har der været et politisk flertal, der sagde: "Nu skal der gøres noget ved det. Integrationspolitikken skal fungere."
Lige lidt har det hjulpet. Løsningerne virker ikke.

RASERIET må stikke dybere. Hvis Finn Aaberg havde ret i, at det kun bunder i et fordelingsproblem, så havde der vel været nogle flere, der anstrengte sig noget mere for at banke borgmestrene i de rige kommuner på plads og give de relativt få indvandrer- og flygtningefamilier bedre muligheder for at flytte et andet sted hen og få deres børn ind på andre danske skoler.
Hvis generøsiteten og gæstfriheden, imødekommenheden og tolerancen var til stede, så ville det vel ikke være uoverkommeligt at åbne danske hjem og foreninger, fritidsliv, kulturliv og arbejdsliv lidt mere for folk, der bringer andre traditioner og tænkemåder med sig.
Om nødvendigt kunne vi vel også overkomme at lave en bedre multikulturel undervisning på de få skoler, hvor der er for mange udenlandske børn - eller give de lidt større mindretal bedre muligheder for at indrette deres egne skoler og foreninger og minoritetssamfund, hvis det er det, der skal til for at få forståelsen og de gensidige forpligtelser til at fungere.
Hvis ansvarsfølelsen og handlekraften var stærk nok, og sagsbehandlerne og myndighederne ikke frygtede for et lurende fremmedhad, ville der vel også være nogen flere, der turde gribe håndfast ind i de oplagte tilfælde af socialt misbrug og vold. Det havde vel ikke været uoverkommeligt at lave nogle af samfundets regler og institutioner og rutiner om i tide - før eksemplerne på folk, der hæver urimelige beløb fra de offentlige kasser eller opfører sig uacceptabelt, fik lov at udvikle sig til fænomener, der kan gøres til samlingpunkter for en vrede, der retter sig diffust mod hele gruppen af ikke-danskere.

UNDER det hele ligger der en svækkelse af den danske kultur og den danske identitet, mente kulturminister Ebbe Lundgaard, da han fremlagde sin kulturpolitiske redegørelse i sidste uge. Folk fra andre kulturer, der er bosat i Danmark, skal have mulighed for at videreudvikle deres egen kultur. De skal styrkes ved at indgå i et kulturelt samspil med danskere. De skal stilles over for krav om at sætte sig ind i dansk kultur.
Den danske selvagtelse skal repareres. "Vi skal styrke vores selvforståelse, så vi er i stand til at byde de fremmede kulturer indenfor uden at vende os mod de fremmede," sagde han i onsdagsavisen.
Ebbe Lundgaards ord er tankevækkende, selv om det lille "indenfor" kan virke lidt indelukket. Tankegangen er, at det i høj grad er danskerne, der har et integrationsproblem.
Globalt har vi nogenlunde de samme problemer, som nogle af vores etniske mindretal har lokalt. Vi er bosat i en afkrog, men den bliver mere og mere forbundet både med centrerne og alle de andre afkroge. Der stilles store - hastigt voksende - krav til os om at sætte os ind i andres kultur og lære deres sprog og tankegang og begå os på deres måde. Og komme udenfor og bede om adgang. Globaliseringen går stærkt, men den er først og fremmest præget af teknisk og økonomisk integration. Herunder globale medier og og krav om at forholde sig til konsekvensen af beslutninger og begivenheder, som vi kun kan få en vis indflydelse på, hvis vi er meget velinformerede.

DET TRIVES de veluddannede tilsyneladende ganske godt med. Dem, der har det sværest med omstillingen og internationaliseringens krav om nye kvalifikationer, flersprogethed, fleksible færdigheder, udadvendt personlighed og afskrivning af forældede kundskaber, er i stort omfang de samme såkaldte arbejdervælgere, som tilsyneladende vil stemme på Pia Kjærsgaard.
En del af befolkningen, hvor identitetsdannelsen i særlig høj grad har været hængt op på dem og os-skemaet. Før i tiden kunne "fremmedarbejderne" føles som en trussel, fordi de kom og tog "vores" arbejde. Nu er den direkte form for arbejdsløshed faldende. Der åbner sig mange nye og varierede muligheder for job, men kun for dem, der er i stand til at omstille sig til nye krav, der både omfatter fag og færdighed, selvtillid og personlig åbenhed.
Det kritiske problem er snarere for megen dansk monokultur end for megen multikultur. Jo mere man selv føler sig trængt ud, jo mere nærliggende at skyde skylden på andre, der har samme slags problem. At stå udenfor.es

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu