Læsetid: 4 min.

Demagogen Bonde

2. oktober 2003

»Man skal huske, at hvis Danmark stemmer nej til forfatningen, kan den simpelthen ikke træde i kraft, og det kan blive et godt udgangspunkt for forhandlingerne om at få et nyt demokratisk EU.«
Jens-Peter Bonde, medlem af Europa-Parlamentet, ved Junibevægelsens landsmøde i weekenden

I DE SENESTE måneder har solide flertal ved frie demokratiske valg i otte øst- og centraleuropæiske lande sagt rungende ja til medlemskab af den Europæiske Union. Det bliver i sandhed et historisk og smukt øjeblik, når de lande, som i så mange år mod deres vilje fik knægtet deres frihed af det sovjetiske kommunistdiktatur, om få måneder officielt træder ind i det europæiske fællesskab.
Det er i den forbindelse passende at erindre om, hvor anderledes denne verden ville have set ud, hvis den gamle kommunist og nuværende levebrødspolitiker Jens Peter Bondes drømme var blevet opfyldt. Bonde, som besad betroede poster i centralkomiteen for Danmarks Kommunistiske Parti, har kæmpet for et helt andet Europa, hvor det onde Sovjetunionen dominerede. Bonde og hans medsammensvorne i den kommunistiske elite kunne, hvis deres ønsker var blevet til virkelighed, i disse år præsidere over et totalitært Europa. Ja, i stedet for at fejre EU’s frie udvikling, ville Bonde og kumpaner kunne mæske sig i russisk kaviar og vodka, når de nedbrudte demokratier i Vesteuropa blev indlemmet i Sovjetunionens interessesfære og Warzsawa-Pagten. Det var som bekendt Bondes udgangspunkt – og det er ikke mindst, men langt fra kun, årsagen til, at ingen burde tage Bonde alvorligt.

DESVÆRRE ER der mange, der tager manden alvorligt. Der er alt for mange, der lytter til al hans demagogi og billige tricks, som han i sin tid lærte på de berygtede, men stærkt effektive, kommunistiske skolinger. Ikke mindst de såkaldte agitprop-kurser (forkortelse for agitation og propaganda). Da Bonde indså, at danskerne holdt mere af demokrati end kommunistisk diktatur, skiftede han hest. Han valgte at bruge resten af sit liv på at være en velbetalt europæisk kværulant – af den mest udspekulerede type. Altid imod den udvikling, som EU måtte nå i morgen. Altid for det EU, der var i går. Først imod det oprindelige EF, da vi blev medlem. Så for det eksisterende EF, da det i 1986 blev udbygget med det Indre Marked.
Da det så blev udbygget med Maastricht-traktaten i 1992, så han selvfølgelig det positive i det Indre Marked, mens han forudsigeligt afviste Maastricht. I 1993 bekæmpede han de fire danske forbehold i Edinburgh-aftalen, som han siden nidkært har vogtet over. Siden har han afvist Amsterdam-traktaten, Nice-traktaten og selvfølgelig er han også modstander af den forfatningstraktat, som er på vej.
Det eneste, vi med sikkerhed ved, er, at han som altid vil ende med at holde af det hele – for så at finde på noget nyt at være imod. Tillad os også at minde om alle de rædsler, som Bonde flittigt har forudset vil falde ned over danskerne og europæerne
– og som aldrig har vist sig at blive til virkelighed.

I WEEKENDEN blev Bonde selvfølgeligt genvalgt som spidskandidat for Junibevægelsen til næste års valg til Europa-Parlamentet. Her har han haft sæde uafbrudt siden 1979 – aldrig i en konstruktiv, men altid i en destruktiv rolle. Altid afvist andres forslag – aldrig kommet med egne forslag.
Der er næppe tvivl om, at han bliver valgt, for med sin legendariske evne til at mistænkeliggøre alle andres hensigter har han altid formået at erobre rampelyset. Han sætter bestemt heller ikke sit eget lys under en skæppe – hans hjemmeside er fyldt med så mange fotos af ham selv, at man tror, det er løgn. Alene syv på åbningsiden!
Under weekendens landsmøde i Junibevægelsen tordnede Bonde som altid løs mod det eksisterende stygge EU. Det udkast til forfatningstraktat, som EU’s regeringschefer om få dage begynder at forhandle ud fra, er selvsagt en katastrofe. Den leder mod en EU-stat, lader Bonde forstå for guderne må vide hvilken gang. Kombinationen af det seneste halve års enorme uenighed i EU-kredsen om Irak-krigen og den kommende næsten fordobling af EU’s medlemskreds gør vel, at ethvert ædrueligt menneske har svært ved at tage Bondes skrækscenarie alvorligt. Junibevægelsen er ikke længere imod EU, forstod man også på Bonde, men for et bedre EU end det, som eksisterer i dag.
Det er næsten ikke til at tage alvorligt.

DE POLITISKE motiver er som altid at ødelægge – aldrig at skabe. På et tidspunkt, hvor Europa endelig samles, og hvor der i den grad er behov for at etablere en stærk Europæisk Union som modvægt til det stadig mere dominerende Amerika, er det deprimerende at lytte til Bondes evindelige falske melodi.
Tiden er inde til at holde op med at høre på ham – og i stedet huske på, hvordan verden ville have set ud, hvis han havde fået sine drømme opfyldt.

-dt

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her