Læsetid: 3 min.

En demagogisk boomerang

27. juli 2005

Filminstruktøren og socialdemokraten Jørgen Flindt Pedersen beskylder mig for mangt og meget i en kommentar i Information den 26. juli. Baggrunden er, at jeg har formastet mig til at opfordre mit eget parti, Det Radikale Venstre, til at skrue op for ambitionsniveauet og ikke lade sig stille tilfreds med den ellers flotte fremgang, som vi fik ved valget i februar.

Min analyse er, at Det Radikale Venstre har et godt udgangspunkt for yderligere fremgang. Dels er Socialdemokraterne i en historisk svag situation, dels er forskellen mellem S og VK mindre, end den var tidligere. Jeg kom med tre eksempler; velfærds- uddannelses- og udlændingepolitikken.

Jørgen Flindt Pedersen beskylder mig nu for ren demagogi. En beskyldning, der dog rammer instruktøren som en boomerang, hvis man ser nærmere efter.

På velfærdsområdet har S-ledelsen netop slået nye toner an, argumenterer Flindt Pedersen. Det er jo ganske rigtigt. Og jeg håber da også på, at der bliver taget fat på velfærdsreformer som eksempelvis efterlønnen og skattesystemet. Men min frygt er, at det drukner i et taktisk spil mellem S og V. Og i øvrigt påviser Flindt Pedersen ikke, hvor forskellen mellem S og regeringen ligger på dette punkt.

Forsørgelse kan mistes

Det gør han heller ikke, når det gælder uddannelsespolitikken:

"Her er den radikale politiker bange for, at vi skal sætte vores kreativitet over styr, fordi der satses for meget på indlæring og tests," skriver Flindt Pedersen, og han påstår, at de seneste års nyorientering i dansk skolepolitik blot er en justering.

Der er vel nærmere tale om en tilståelse fra Flindt Pedersen om ligheden mellem S og regeringen på den ene side og forskellen til Det Radikale Venstre på den anden side.

Endelig er der udlændinge- og integrationspolitikken. Flindt Pedersen medgiver, at der er forskel på VKS og R, når det gælder regler om at rejse ind i landet. Men så kommer den - beskyldningen om at jeg er demagogisk:

"Det er da også klar demagogi, når Ammitzbøll hævder, at det nye forlig, som Socialdemokratiet deltog i, indebærer, at man kan miste offentlig forsørgelse, selv om der ikke er arbejde at få. Ingen, som aktivt søger uddannelse eller arbejde, vil miste noget," skriver Flindt Pedersen.

Her bliver jeg bliver nødt til at gentage, at der er risiko for, at man efter det nye integrationsforlig mister sin offentlige forsørgelse, selvom der ikke er noget arbejde at få.

Slut med førsteret til S

Udgangspunktet i integrationsforliget er, at alle kan finde 300 timers ordinært arbejde. Derfor skal ægtefæller på kontanthjælp arbejde, før de kan få kontanthjælp.

Hvis det var så let, at finde sådan et arbejde, hvorfor skal det så ikke gælde alle kontanthjælpsmodtagere? Og hvorfor indfører man ikke garanti for, at det offentlige tilbyder et job, hvis den enkelte ikke selv har kunnet finde et?

I Det Radikale Venstre har vi det princip, at man skal kunne få hjælp, hvis man ikke kan klare sig selv. Vi har også det princip, at kassen bliver smækket i, hvis man siger nej til et arbejde, og man ellers har kvalifikationerne.

Men at man lukker kassen i tilfælde, hvor der ikke er et arbejde, det kan vi ikke være med til. Og det er ikke demagogi, det er social ansvarlighed. Sorry to say!

Jørgen Flindt Pedersen gør sig skyldig i en socialdemokratisk fornærmethed over, at den tid, hvor Socialdemokraterne havde førstefødselsretten til ledelsen af det danske samfund, er forbi. Vælgerne er ikke længere bundet af klassetilhørsforhold, men tager reel stilling, og det er godt for demokratiet.

Men skal demokratiet fortsat have det godt, skal vælgerne have nogle politiske alternativer at vælge i mellem. Det giver Det Radikale Venstre, og min opfordring til partiet var blot at ranke ryggen og fortsætte kampen for et andet Danmark. Det tror jeg, at vælgerne kan forholde sig til.

Det kunne Jørgen Flindt Pedersen også have valgt at gøre. I stedet valgte han at kaste en demagogisk boomrang af sted, men sådan en vender som regel tilbage til udgangspunktet.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her