Læsetid: 3 min.

Demo-retro

18. marts 2003

MÆRKELIGT NOK. De fleste må have haft fornemmelsen af, at det var sidste chance for at give sig tilkende imod en Irak-krig, før den er begyndt. Alligevel var der til lørdagens demonstrationer landet over påfaldende færre deltagere end for en måned siden. Dengang omkring et halvt hundrede tusinde mennesker i protest. Nu, velvilligt sat, omkring 13.000.
Hvad der driver store folkemængder – især dem, der ikke dukker op – kan være svært at sætte entydige forklaringer på. Men der melder sig et antal tolkninger af det beskedne fremmøde.
En nærliggende er, at nåja... løbet er kørt. Dét indtryk har Det Hvide Hus gjort meget ud af at formidle: Krigen er nu uundgåelig. Det er blevet sagt så skærende klart, at det kommer til at stråle baglæns på hele begivenhedsforløbet. Krigen var slutmålet fra dag ét, medmindre et uventet snoretræk fra himlen væltede Saddam-regimet eller svang det på flugt til udlandet.
Og når udfaldet på forhånd er givet, hvad nytter det så at protestere? Her opnår krigspropagandaen altså et delmål: Den lammer krigens modstandere med modløshed.

EN ANDEN forklaring: Demonstrationer er bedst egnet til klare budskaber. Den enkelte demonstrant får jo ikke lejlighed til at forklare sin tilstedeværelse. Derfor er det mest tiltrækkende at troppe op, når det drejer sig om ja eller nej, for eller imod. Er ens synspunkt, at våbeninspektørerne burde have haft 30 dage til, men at det næppe havde gjort underværker – vil man da gå antikrigsmarch?
Synspunkterne kan navnlig nuancere sig omkring Sikkerhedsrådets stilling til en krig. At dømme efter meningsmålinger, er det netop den, der svinger flertallet i den danske befolkning. Ifølge en Gallup i weekenden siger 61 procent nej til krig uden om FN, men 64 procent ja til en krig med FN-mandat. Men skal Danmark ligefrem selv gå med i en krig, hvis den kan siges at være FN-velsignet? Her giver en Catinét Research 49,8 procent ja, men 43,8 procent nej.
Man kan også have det synspunkt, at hele sagens behandling i Sikkerhedsrådet har været én nedslående udstilling af FN’s afmagt – stormagternes rivalisering og køben og sjakren med små landes stemmer – så FN’s formelle stillingtagen efterhånden er temmelig ligegyldig.
Et velbegrundet standpunkt, den enkelte er nået frem til, kan være en variant af alle disse overvejelser, men er det noget, man vil flokmanifestere sig med? Og er man overhovedet sikker på, at andre i flokken har gjort sig tilsvarende modne overvejelser?

SPØGEFULDT ER det sagt, at de overlevende af 1970’ernes danske venstrefløj kunne bo i teltlejr foran den amerikanske ambassade, så de altid var på pletten til protestere. For nogle er anti-amerikanismen forblevet en pavlovsk refleks. Gik USA i leding mod selveste djævlen, ville de konvertere til nysatanismen.
Så sort-hvidt ser andre slægtled og befolkningsgrupper ikke på det. En udbredt holdning er at anerkende USA som en leverandør af meget godt til verden, men erkende, at USA har det med at forveksle sine egne interesser med verden, og at en nær udveksling mellem Europa og USA er nødvendig, så begge undgår at lukke sig i selvtilstrækkelighed. Er dét ens standpunkt, ville man så have følt sig hjemme i demonstrationerne i lørdags?

NÆPPE. Demonstranterne protesterede ikke principielt mod selvtilstrækkelighed. Talerne talte, som om de vidste, de havde ret.
»Drop Bush«, sagde forhenværende statsminister Anker Jørgensen: »Men ikke bomber.« Arne Würgler spillede noget, der lød som de gamle sange fra Vietnamdemonstrationerne. »Krig er terror med et større budget«, stod der på et banner. Anne Marie Helger var der også. Hun gjorde sig lystig med et ordspil: Anders Fogh Rasmussens første bog hed fra Socialstat til minimalstat. Hans næste bog burde ifølge Helger hedde: Fra minimalstat til kriminalstat. Statsministeren blev gjort til en forbryder og Helger selv til den gode.
Det var de gode mod de onde: Magthaverne og de, der vil i krig, tager fejl. Mener man det, har man moralen og menneskeligheden på sin side. Venstrefløjens veteraner overtog scenen. Desværre også med deres verdensbillede og selvopfattelse.
Fredsdemonstrationerne har haft betydning. De har gjort tallene fra meningsmålinger synlige over hele verden. Tv har haft modbilleder til alle krigsforberedelserne.
Mange unge kan opfatte fredsdemonstrationer som retro – noget, de gamle gjorde. Men det er ikke nødvendigvis demonstrationen som politisk udtryksform, der er forældet.
Det er parolerne, der kalder på fornyelse. Kan de udtrykke en afvisning af både det sikre ja og det sikre nej? Og dermed appellere til dem, der ikke ser Irak som et sort-hvidt anliggende – og som derfor har svært ved at tro at en krig lige her og nu er den rigtige løsning.

rl & dr

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu