MEGET tyder på politisk enighed om en revision af Grundloven. Det er også tiltrængt. Den nuværende har en række væsentlige svagheder - og så er loven ganske enkelt svær at forstå.
Lektor Jørgen Elklit gav et billede af det i lørdags, da han talte ved det radikale stævne på Nyborg Strand. Han har været med til at rådgive mange lande om demokratisering, bl.a. Nepal. Og kongen i Nepal beundrede den danske Grundlov, fortalte Jørgen Elklit: I den kunne han jo læse, at kongen har den højeste myndighed over alle rigets anliggender (paragraf 12). Kongen er ansvarsfri og fredhellig (paragraf 13). Kongen udnævner og afskediger statsministeren og de øvrige ministre (paragraf 14). Kongen handler på rigets vegne i mellemfolkelige anliggender og forsvarer riget mod væbnet angreb (paragraf 19). Kongen kan udstede foreløbige love (paragraf 23). Kongen kan benåde og give amnesti (paragraf 24). Kongen har ret til at lade slå mønt (paragraf 26).
Når tingene er indrettet så viseligt i et gammelt og veletableret demokrati, kunne kongen af Nepal da godt tænke sig noget mere demokrati. Da han fik at vide, hvad ordene egentlig betyder, kølnedes den royale begejstring. Det ville være godt, sagde mange af deltagerne ved de radikales stævne, hvis alle danskere kunne læse og forstå deres Grundlov. For eksempel kunne man skrive i den første paragraf, at "al magt udgår fra folket", sagde folketingets historiker, Kristian Hvidt. Så kunne vælgerne se, hvad der er deres plads i systemet.
EN KORT og læselig Grundlov ville være et fremskridt. Men det kræver mere end sproglige evner. Nøjes man med små kompromiser, så ender det efter kejser Napoleons opskrift: "En forfatning skal være kort og uklar".
Til løsningen af de reelle problemer hører en styrkelse af de basale frihedsrettigheder. Grundloven er i dag uden tilstrækkelig sikring af noget så fundamentalt som ytringsfrihed og informationsfrihed. Beskyttelsen af privatlivets fred har trange kår. Offentlighed i forvaltningen er ikke med. Grundloven er også i dag dårligt egnet til at styre de problemer, der opstår, når vigtige afgørelser flyttes - eller søges flyttet - ud af landet. Afgivelsen af dansk suverænitet til EU har splittet befolkning og partier siden 1972. Med valutaunion og fortsat globalisering bliver det problem ikke mindre men større. Den nuværende paragraf (der kræver fem sjettedels flertal i Folketinget og ellers en folkeafstemning) har mærkelige konsekvenser. Tre små ændringer i Amsterdamtraktaten udløste en folkeafstemning. Det gjorde de store spørgsmål om flertalsafgørelser i EU's ministerråd og større indflydelse til EU-Parlamentet ikke.
Men den rette løsning kræver specielt på dette felt debat og omtanke. Hvilket er et solidt argument for grundige overvejelser før man nedsætter en forfatningskommission. Vi har ikke brug for hurtige forligsløsninger i denne sag.
REGLERNE om magtens tredeling er en anden af de store svagheder i den nuværende grundlov. Der er brug for klare formuleringer, som kan bremse tendenserne til sammenblanding af den udøvende, den lovgivende og den dømmende magt.
En ny grundlov, der ikke løser nogle af problemerne med ekspertvælde og lovjungle - og tager stilling til, om vi fortsat vil have en rigsret eller lade domstolene om at dømme - vil ligeledes virke som en falliterklæring over for de faktiske problemer.
Kvaliteten af en ny grundlov skal måles på, om den kan udvide demokratiet, ikke kun bevare det bestående. Men den slags udvidelser er hidtil sket i spring - i historiske kriser. Uden stærke bevægelser, der lever og ånder for udvidelse af demokratiet - og uden en krise der gør forandringer indlysende nødvendige - risikerer man, at det hele ender i pindehuggeri og konsensusvrøvl.
Hvor er folkekravet om økonomisk demokrati blevet af? Og hvad mener man i grunden med mere nærdemokrati og mere direkte demokrati? Flere folkeafstemninger foreslås med den hensigt at styrke befolkningens medleven, men med risiko for flertalsdiktatur og ansvarsforflygtigelse.
En bedre beskyttelse af individet mod afhængighed af myndighederne er tiltrængt. Men hvem har sidst set flertallets stærke fælles vilje til at give de dårligst stillede virkeligt klare retsgarantier for samfundets ydelser? For slet ikke at tale om indvandrernes ret til at deltage i demokratiet. "Flertallet ønsker den ikke, indvandrerne bruger den ikke," konstaterer professor Lise Togeby i dag. Ikke desto mindre må man give de radikale ret: Der er ingen bedre måde at fejre Grundlovens 150 års fødselsdag på, end at lave én der er bedre. Og hvem ved. Måske ligger der storsind og lurer under overfladen. Både hos partierne og i befolkningens flertal. Det er da et forsøg værd.es
