Læsetid: 13 min.

Demokrati er blot et slør over uligheden

11. juni 2005

George Bush er tilsyneladende ikke i tvivl. Han taler i hvert fald helt åbent om det:

Frihed og demokrati er velsignelser, som alle skal nyde - om de så skal tvinges til det.

Og måske har han ret. Måske er vi kyniske, når vi stiltiende ser på, mens millioner af mennesker lever slavelignende tilværelser i undertrykkende diktaturstater, indtil de selv finder ud af eller får mod til at give sig selv den frihed og det demokrati, som vi andre tager for givet.

Problemet er bare, at vi for at udbrede friheden og demokratiet kan blive nødt til at tage udemokratiske midler i brug, og gør vi så ikke mere skade end gavn? Og kan frihed og demokrati ikke føles som en byrde frem for en gave i samfund, der - når alt kommer til alt - opretholdes af ældgamle magtstrukturer, hævngerrighed, penge og sex?

Lars von Trier stiller mange spørgsmål i sin seneste film, Manderlay, som havde premiere i de danske biografer sidste weekend. Men han giver ingen svar. Information har derfor inviteret tre herrer med mange års erfaring inden for dansk bistandsarbejde til en snak om filmens mange temaer. En snak, der kom til at handle om både Irak-krig, udviklingsarbejde og usexede sexscener.

Jørgen Poulsen (JP), generalsekretær i Dansk Røde Kors, ser først og fremmest Manderlay som en film om alle samfundssystemers svaghed: Hvis ikke vi tager medmenneskeligt ansvar, kan det være lige meget, om vi lever i et demokrati eller et diktatur.

"Man kan jo se filmen som en kommentar til både Bush, Guantanamo og Sudan, men hvis jeg skal skære igennem alt det her, så er der et meget stærkt budskab om ikke at tro på nogle systemer."

"Og jeg er fuldstændig enig. Alle systemer har jo den svaghed, at uden den enkeltes medmenneskelige ansvar så rækker systemet ikke. Jeg vil gå så vidt som til at sige, at alle systemer er svindel, hvis ikke de er vundet på medmenneskelig refleks. Selvfølgelig vil vi ikke have slaveri, men når man erstatter det af andre systemer, så holder de heller ikke en brik, hvis ikke man fastholder medmenneskeligheden, og det viser scenerne gennem hele filmen," siger Jørgen Poulsen.

Den opfattelse deler Knud Vilby (KV), forfatter, kommentator og tidligere formand for Mellemfolkeligt Samvirke.

"Men der ligger også noget andet i det, hvilket sådan set gik op for mig undervejs i filmen, nemlig at demokrati i bund og grund bare er en fernis eller et slør over nogle fundamentale uligheder. Demokrati betyder jo ikke, at folk er lige, men når vi er ude i verden og arbejde for demokrati, glemmer vi ofte at punktere den illusion."

"Demokrati handler desuden tit om, at folk får lov til at stemme om alt det, der ikke er det fundamentale. Og når det virkelig kommer til stykket, og folk selv vil bestemme over liv og død, så skrider man ind over for dem, for det ligger et andet sted, hvad enten det nu drejer sig om EU-forfatningen eller om alle mulige andre store ting - ejendomsretten til jord for eksempel - så ligger det et andet sted, og der putter man blår i øjnene på folk hele tiden - hele verden over," siger Knud Vilby.

Nils Carstensen (NC), journalist, katastrofemedarbejder og Sudan-ekspert i Folkekirkens Nødhjælp, genkender ligesom Knud Vilby flere scener og temaer i filmen fra sit eget arbejde i ikke-demokratiske lande. Han mener først og fremmest, at filmen kan bidrage til en større forståelse af de mekanismer, der får et samfund til at hænge sammen - og som kan gøre det svært at erstatte diktatur med demokrati.

"Filmen er en meget nøgtern dissekering af undertrykkelsens anatomi. Den handler om det spil, der er imellem dem, der undertrykker, og dem, der lader sig undertrykke - og den indbyrdes afhængighed, der er imellem dem."

"Der er masser af scener, hvor jeg sidder og tænker: 'Har denne her mand brugt 25 år i udviklingsarbejdet i Afrika', for hvor har han det fra? Der er hele tiden små ting, som for eksempel seksualiteten som det der skjulte drive, som ingen af os rigtigt har mulighed for at forholde os til, men som har en eller anden indflydelse alligevel - som spiller med," siger Nils Carstensen.

Hovedpersonen Graces forsøg på at befri slaverne og indføre demokrati på godset Manderlay ved hjælp af våben har tydelige paralleller til Irak-krigen. At det er svært at tvinge folk til frihed, bruger Lars von Trier to en halv time på at vise, og det er logisk, at det må galt, mener både Jørgen Poulsen, Knud Vilby og Nils Carstensen.

JP: "Vi har været helt overbeviste om med vores godhed og rettænkning, at vi ville blive mødt som befriere i Irak, men vi er blevet voldsomt skuffede. Den sovjetiske ambassadør i Finland forklarede allerede i 1938-39, at russerne ikke ville blive modtaget i Finland som de store befriere, fordi finnerne nok var mere finner, end de var kommunister," siger Jørgen Poulsen.

KV: "Operationen i Irak har vist, at det ikke alene er svært at indføre demokrati med magt, men at man også hele tiden skyder sig selv i foden, fordi man skaber en øget modvilje mod det, man kommer med, når man hele tiden begår så mange fejl. Man gør sig selv og sit projekt mere og mere upopulært, fordi man kvajer sig uophørligt."

NC: "Ja, filmen viser netop, at vi ofte er ude steder, hvor vi tror, vi kender landkortet, men hvor vi ikke kender 'det andet landkort'. Det gælder blandt andet de amerikanske og danske soldater, som bevæger sig rundt i Irak. De får en briefing på et bestemt niveau, og det kan være en god briefing, men der er muligvis to-tre-fire-fem lag nedenunder. De bedste når muligvis ned i det andet lag, men der er nogle lag, som kun indfødte kan forstå, fordi det handler om meget fine mekanismer, historie og relationer. Det får vi aldrig med. Og det værste, man kan gøre, er jo at bilde sig selv ind, at man tror, man har forstået det. Så er det, man som Grace i filmen går ud og laver en masse fejltagelser."

"Der er filmen en flot illustration af de små skred, som alle den slags handlinger indebærer. Den der kæde af små skred, som gør, at man til sidst er fanget ind, fordi processen ender med at få sin egen logik. Det var jo også det, der skete i Somalia, da USA gik ind der. De havde ikke fattet en brik af, hvad der foregik i Mogadishu - og de fejlede fælt. I et vist omfang gør vi det også stadigvæk i Afghanistan og Irak hver eneste dag, og vi vil nok altid komme til at gøre det."

Jørgen Poulsen, Knud Vilby og Nils Carstensen kender alle problemerne fra deres mangeårige arbejde i verdens brændpunkter. I filmen løber Grace gang på gang ind i problemer, fordi underliggende magtstrukturer, begær og personlige hævnmotiver pludselig får frit spil, og den slags er dagligdag, når man beskæftiger sig med udviklingsarbejde.

KV: "I forhold til vores arbejde viser filmen jo, hvor nemt det er at undervurdere, hvor forskellige mennesker og relationer er. Og at det er helvedes svært for os at finde ud af. Hvis man går ud i en landsby med den gode brugsanvisning i hånden og siger, at det er folk selv, der skal bestemme, så skal man i virkeligheden også vurdere, hvem der er stærke, og hvem der er svage i denne her landsby - hvem der har magten."

"Jeg er født på landet i Danmark, og jeg ved da godt, at i en lille landsby i Danmark i 50'erne, der var jo ikke lige magt for alle, selv om man havde kommunalvalg en gang imellem. Der var nogle, der bestemte meget mere end andre. Men hvis man ikke kender de mekanismer, ved man jo heller ikke, hvad det er for svar, man får. Selv et minisamfund er utroligt komplekst, og magtrelationerne gør mange ting mægtigt besværlige, når man gerne vil komme med ting, man mere eller mindre har besluttet på forhånd."

NC: "Filmen viser, hvordan vi ofte til daglig går og undereksponerer de drifter og den grådighed, som er uden for vores rækkevidde, men som helt klart spiller en rolle. Jeg kan sidde og genkende de første 50 scener i nogle af de udvekslinger, Grace har med slaverne, fra møder, jeg har siddet til med det, vi så smukt i vores lille sprog kalder partnerorganisationer, hvor demokratiet eddermame kun er fernis."

JP: "Ja, og vi bliver jo netop hele tiden afsporet. Vi bliver afsporet af sex, penge, grådighed, godhed, fordomme og andre folks forventninger. Filmen viser jo også, hvordan det hele nogle gange vender 180 grader, og systemet for eksempel kan overtage den enkeltes revanchistiske følelser."

På det lokale plan er udviklingsarbejdere blevet bedre til at lytte til de lokale og inddrage deres ønsker og behov i beslutningerne, mener både Jørgen Poulsen, Knud Vilby og Nils Carstensen. Men på et mere overordnet plan er der efter Den Kolde Krigs ophør kommet en ny naivitet ind i international politik, og det går ofte ud over befolkningerne i fattige lande, som ikke selv får lov til at vælge deres politiske og økonomiske system.

KV: "Hvis man går tilbage til gamle danske betænkninger om ulandsbistand fra 60'erne eller fra begyndelsen af 80'erne, så taler man stort set ikke om demokrati. Der bilder man sig ikke ind, at man kan fare ud i andre lande og gøre dem demokratiske i løbet af 14 dage. Det vidste man godt, at man ikke kunne. Men efter den Kolde Krig har man bildt sig selv ind, at nu skal de kraftedme være demokratiske alle sammen, hvad enten de vil det eller ej - og helst vanvittigt hurtigt."

NC: "Der er i dag en endnu større matrix, der ligesom skal presses ned over alting med liberalisering af markederne, demokrati og så videre. Det kan godt være, vi er blevet bedre til inddrage de folk, der skal være brugere af tingene, men på det store plan har vi lagt os meget mere fast på, hvad det er, vi vil."

KV: "De afrikanske lande får jo for eksempel ikke lov til at vælge mellem forskellige politiske systemer. Der er ét politisk system og ikke bare et politisk system, men også regler om, hvor høj eller lav inflation der må være, hvordan toldreglerne skal være og dit og dat. Samtidig med, at man har indført demokrati, så er man rykket ind og har dikteret den økonomiske politik."

"I Europa brugte vi i de første år demokratiet til omfordeling - til at tage noget fra de rige og give til de fattige. Det får man ikke lov til i Afrika. Der får man at vide, at forudsætningen for, at man kan skabe økonomisk vækst og produktion, er, at der bliver bygget formuer op, og at der er den der ulighed. Så dér er der klart nogle ting, som ikke er til debat mere, og som man ikke skal tro, at man får lov til at blande sig i, bare fordi man har noget, man kalder demokrati."

Når vi kommer med 'den færdige pakke' og ikke levner mulighed for, at et system kan adskille sig fra vores, risikerer vi at gøre mere skade end gavn. En brat overgang fra undertrykkelse til frihed kan skabe kaos, og for folk, som aldrig har oplevet frihed og demokrati, kan det let føles som en byrde - selv hvis udgangspunktet er idealisme, og intentionerne er gode.

KV: "Det bedste, man kan gøre, er at prøve at være med til at give folk nogle forudsætninger for at skabe demokratiet. Det vil sige, at man i ny og næ kan være nødt til at lave sanktioner i forhold til et diktatur eller på anden måde prøve at tvinge et diktatur væk, men så må det være op til folk selv, hvad de vil derefter. Jeg tror på, at hver gang en magt prøver at gå ind i et samfund og lave det om ud fra nogle bestemte modeller, så går det galt."

"Selv om det måske er lidt gammeldags, så tror jeg på FN. Jeg synes, det er farligt, når Venstre siger, at vi skal kunne rykke ind i lande uden at have opbakning fra FN. Lige nu er USA verdens eneste supermagt, men om 25-30 år kan det være Kina, og hvis Mellemøst-stater havde styrke til det, kunne de jo med en lignende argumentation angribe Israel og sige, at Israel har tilsidesat utrolig mange internationale beslutninger og har pisset på det internationale samfund i masser af sammenhænge."

JP: "Når jeg hører fra folk fra de arabiske lande, så synes de jo netop, at vores demokrati er et meget brutalt demokrati. De føler, at det er bedre at skabe konsensus mellem sheikerne og de andre magtfulde folk. De føler, det er en voldsom brutalitet med det her flertalstyranni. I det hele taget er der jo også noget almen menneskeligt i, at det er nemmere at underkaste sig end selv at træffe beslutninger."

NC: "Ja, det ser du jo også i hver eneste organisation, der skal ændre struktur i sammenlægninger. Vi ved, hvor vi er, vi kender vores eget system, og nu skal det hele så kastes op igen. Jeg boede i Berlin i 1989, da Muren faldt, og jeg brugte meget tid på at sidde og snakke med familier, der boede lige op ad Muren, og de var dybt splittede mellem begejstring og en fantastisk angst for alt det, der skulle ske."

KV: "Ja, og filmen viser jo netop ikke et valg mellem to systemer, selv om vi snakker om demokrati, den viser et valg mellem et meget rigidt system og noget, som er kaos, og alle er jo bange for kaos. Og der kan 'friheden' virke som en ekstra byrde, der bliver lagt på ens skuldre."

"Sovjetunionens opløsning og den nye sociale nød i Østeuropa og Centralasien kan man jo også tage direkte ind over. Her havde vi nogle mennesker, som levede i et system, som i et vist omfang gjorde dem til slaver. Så fik de frihed, og millioner af mennesker mistede deres sociale tryghed, deres sikkerhed og selve meningen med livet, og de svageste grupper endte i elendighed. Det har vi jo talt meget lidt om i Vesten, fordi det er så ubehageligt - vi ville gerne have, at systemet skulle skifte, men det skiftede på en ufattelig brutal måde, og man kan også se filmen som et mønster for det, der skete i de lande."

Jørgen Poulsen, Knud Vilby og Nils Carstensen mener, at Manderlay er en film, der vil være både aktuel og relevant også om 20-30 år. Både på grund af de temaer, den behandler, og på grund af dens form.

NC: "Filmen stiller jo netop en række spørgsmål, som der ikke findes lette svar på, og det er det, der er spændende ved den. Desuden bliver man ikke hele tiden distraheret af flotte billeder og effekter, og det gør, at det bliver en meget nøgtern dissektion af sjælelivet og relationen mellem mennesker. Det kunne man ikke have gjort i en hollywoodsk iscenesættelse med al staffagen og camouflagen. Selv når en lille pige dør, bliver man ikke berørt af den, og selv sexscenen i filmen er meget usexet. Det er kun sex som en del af et magtspil. En undertrykkelse af en drift, der blander sig i et magtforhold."

"Formen betyder, at jeg kommer til at tænke lidt mere over nogle af de observationer, som jeg har fornemmelse af, at Lars von Trier smider efter mig her, og som jeg læser ind i min egen erfaring. Der er to kategorier af film. Der er dem, der er færdige, når man går ud af biografen, og så er der dem, der bliver ved med at ligge og knurre på et eller andet plan, og som man genkender noget fra tre år senere, og denne film hører så afgjort til den sidste kategori. Det er ikke en film, jeg er færdig med."

JP: "Vi har lige haft befrielsesfest, og hvad har det ikke været for en debat? Det var sgu ikke fordi, den danske regering syntes, vi skulle redde jøderne dengang. Det var ikke et direktiv, det var de enkelte menneskers handlinger, og den eneste garant for alle systemer er det enkelte menneskes medmenneskelige refleks, og det er i bund og grund det, filmen viser. Der er noget, der er rigtigt, og noget, der er forkert, og hvis man føler en lille smule efter, så kan man jo godt mærke det. På den måde har filmen et vigtigt budskab, og det er godt at få rørt lidt rundt i gryden."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu