Læsetid: 4 min.

Demokrati på engelsk

31. oktober 2003

UMIDDELBART ville det være rimeligt at antage, at den mest triste mand i britisk politik lige nu må være den detroniserede – midlertidige – konservative leder, Iain Duncan Smith. Efter i ugevis at have slået igen med en stadig mere skinger og aggressiv tone mod de kupmagere i hans eget parti, som med ivrig hjælp fra de samlede britiske medier havde intrigeret og lækket og bagtalt og plottet mod ham, faldt partilederen endelig i en ydmygende afstemning i sin egen parlamentsgruppe onsdag aften.
I talen, som han holdt umiddelbart bagefter, kunne man så bevidne det, der synes at være en generel regel i moderne britisk politik, når det gælder mislykkede, konservative ledere, nemlig at han pludselig lød helt fornuftig og moden.
Duncan Smith accepterede sine kollegers dom, var ked af at det ikke skulle være ham, som skulle være den næste konservative premierminister, men han ville tjene den nye leder – hvem det så end måtte blive, som han sagde – loyalt og trofast, og fortsætte kampen for »ganske almindelige mennesker« og »social retfærdighed«. Det var helt ærgerligt, at han ikke havde fundet det påkrævet med sådanne mere modne og afbalancerede synspunkter, mens han stadig sad i førersædet. I stedet truede han sine politiske modstandere med en »omgang bank i en telefonboks« og andet interessant.
Nu er Duncan Smith fortid, og man kan kun håbe, at han med sig i graven tog den triste, bagstræbende og anti-europæiske gammelmands-konservatisme, som han endte med at stå for.

MEN selv om stemningen må være mat hjemme hos Duncan Smith, er der alligevel en anden mand i britisk politik, som må ærgre sig endnu mere end den afsatte konservative politiker over onsdagens resultat. Og det er Tony Blair.
Det har længe heddet sig i regeringskredse, at den mand, som ved siden af premierministeren selv, kunne sikre Arbejderpartiet en tredje tur på regeringstaburetterne, var den talentløse leder af oppositionen. Nu er der i stedet 18 måneder tilbage for Blair, før valget skal udskrives, og selv om det giver ham masser af spillerum til at vælge det for ham mest gunstige tidspunkt, så vil han med overvældende sandsynlighed stå over for en modstander af en helt anden kaliber. En mand, som Blair kender særdeles godt.
Den højrekonservative Michael Howard, der som alt ser ud nu, vil blive ’kronet’ af sit parti som ny leder uden modkandidater. Howard er en af de meget få konservative skikkelser, som selv har ministererfaring. Han var indenrigsminister i John Majors konservative regering, og i noget af sin ministertid havde han over for sig den unge skyggeindenrigsminister, Tony Blair.
Blair siges at respektere Howard, visse går så vidt som til at sige, at Blair i sine yngre dage var skræmt af den yderst veltalende konservative politiker.
Men uanset at Howard allerede fra starten er et langt bedre match for Blair, er vægtskålen fortsat i den siddende premierministers favør. De konservative er et parti i ruiner, i tvivl om ikke blot sin politik, men hele sin eksistensberettigelse. I nakken mærker de pustet fra Charles Kennedys liberale demokrater, der med medvind i ryggen fra partiets modstand mod Irak-krigen kravler op i meningsmålingerne og flere steder truer de konservative selv i sikre valgkredse.

DET ER muligt, at Michael Howard vil kravle ind på midten fra den højrefløj i det konservative parti, hvor han befinder sig. Det har han allerede selv bedyret. Med en dansk parallel til vor egen nuværende statsminister er det forunderligt, hvor økonomisk og socialpolitisk midtsøgende man kan blive, når først magten er i syne. Og Middle England ønsker sig hverken frådende, anti-europæisk retorik eller hårde angreb på offentlige kerneydelser, men er – viser undersøgelser – overvejende stemt for »konservatisme med samvittighed« – altså, vil kynikere sige, cirka den vare, som Blairs New Labour leverer i dag.
Uanset om kampen i britisk politik frem til næste valg vil stå mellem to midtsøgende kandidater, vil der imidlertid fortsat være forskelle mellem de to partier. Og det er i sig selv velgørende, for det nuværende de facto et-partisystem i britisk politik er usundt for selve demokratiets livsnerve.
Et parlamentarisk demokrati behøver et troværdigt korrektiv til den regerende magt. I modsat fald vil den apati, som på foruroligende vis viste sig ved sidste parlamentsvalg, hvor stemmeprocenten på omkring de 60 var rekordlav, fortsætte.
Alene af den grund er det værd at håbe, at de britiske konservative nu samler sig sammen, slutter op om deres nye leder, og begynder at køre politiske alternative til New Labour på banen.
Også selv om det er den demokratisk set næstbedste løsning. Det optimale – en omfattende konstitutionel reform, som indførte forholdstalsvalg til afløsning af det nuværende flertalsvalg i enkeltmandskredse –
eksisterer udelukkende i Charles Kennedys drømme, og er, desværre, ikke værd at hæfte sig ved.

AG

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu