Læsetid: 3 min.

Demokrati-testen

13. maj 2003

»Jeg er meget stolt af, at Litauen har bestået denne prøve i demokrati.«
Rolandas Paksas, Litauens præsident efter befolkningens ja til EU ved
weekendens folkeafstemning

HIMLEN OVER Vilnius blev oplyst af fyrværkeri, da tilhængere af EU søndag aften i den litauiske hovedstads gader fejrede sejren ved weekendens folkeafstemning. Ni ud af 10 litauere havde stemt ja til, at det sydligste af de tre baltiske lande skal blive medlem af unionen fra 1. maj 2004.
Resultatet lyder da også umiddelbart overbevisende. Men det dækker over usikkerhed til det sidste om, hvorvidt de nødvendige 50 procent af de 2,6 millioner stemmeberettigede ville møde op.
Først søndag over middag stod det klart, at afstemningen ville blive erklæret gyldig, og på afstemningens første dag – om lørdagen – havde kun 20 procent afgivet deres stemmer. Det endte med en stemmeprocent på 64 efter en heftig sidste-øjebliks-kampagne, som udelukkende havde til formål at få folk op af sofaen. Det kunne være lige meget, om de ville stemme ja eller nej. Bare de stemte.

DET HAVDE nemlig længe stået klart, at EU-tilhængernes største modstander var den politiske træthed i befolkningen. Sådan som det var tilfældet ved EU-afstemningen i Ungarn i sidste måned, hvor kun 46 procent af vælgerne ulejligede sig til stemmeurnerne. Og sådan som det forventes at være tilfældet ved afstemningen i Slovakiet på lørdag og i Polen i starten af juni.
I Litauen havde man derfor indset, at det var nødvendigt at stemme over to dage for at have en chance for at få nok til at deltage.
At man i de tidligere østlande ikke jublende strømmer til valglokalerne for at skulle stemme deres lande ind i EU, vidner ikke nødvendigvis om en udpræget modstand eller skepsis mod projektet. Snarere skyldes det en generel indifference, fordi løbet alligevel opfattes som kørt efter 10 års omfattende politiske og økomiske reformer i landene. Reformer, hvis formål netop har været at gøre landene kvalificerede til medlemskab, og som har gjort ondt på mange.
Samtidig hersker der i flere østlande en helt generel politisk træthed. Blandt andet fordi folk i mange tilfælde oplever de politikere, der er ved magten, som værende lige så magtfokuserede, korrupte og elitære som dengang under kommunismen. I nogle tilfælde er det oven i købet de samme ansigter, som i dag sidder ved roret.
Dertil kommer, at livet fortsat er temmelig hårdt i mange af kandidatlandene. I hvert fald har store dele af befolkningerne nok at gøre i det daglige med at skaffe penge til dagen og vejen.

AT DET i den situation er svært at have overskud til at koncentrere sig om Europa-politik er langt fra underligt. EU-politik er i det hele et svært emne at få til at være vedkommende. Det gælder ikke blot i de nye medlemslande, men i lige så høj grad i de 15 ’gamle’ EU-lande. Stemmeprocenterne ved Europa-Parlamentsvalgene taler deres eget tydelige sprog – i Holland var den på 34 procent sidste gang, i Danmark stemte lige over halvdelen.
Selv om Europa-Parlamentet endnu ikke er blevet et rigtigt europæisk parlament med omfattende beføjelser, så er sådanne tal med til at vidne om, at politik på europæisk plan har endnu sværere ved at engagere end politik på nationalt plan.

AT EU-PROJEKTET fortsat ligger så langt væk fra hverdagen hos de snart 450 millioner unionsborgere, er i virkeligheden det største problem. De lave stemmetal ved EU-afstemningerne i østlandene understreger blot nødvendigheden af, at unionen snart begynder at legitimere sig selv over for de europæiske befolkninger.
Det kan godt være, at eksempelvis litauerne i sidste ende bestod ’demokrati-testen’, som præsident Paksas udtrykker det. Men ironisk nok måtte man, som den lettiske statskundskabs-professor Artis Pabriks påpegede før litauernes afstemning, »bruge religion og nationalisme« for at mobilisere vælgerne til at stemme Litauen ind i EU. Han henviste til, at den stærke katolske kirke var kommet i spil for at fortælle litauerne, at deres fremtid var i fare, hvis ikke de mødte op.
I takt med at kandidatlandene ét efter ét siger ja til EU – foreløbig har Malta, Slovenien, Ungarn og altså Litauen stemt – stiger behovet for, at EU reformerer sig selv, så unionen kan fungere beslutningsdygtigt med i første omgang 25 medlemmer. Og endnu vigtigere: Behovet for, at EU samtidig får bugt med sit demokratiske underskud, vokser for hver afstemning.
Mens kandidatlandene ét for ét gennemgår ’demokrati-testen’, må EU som institutionelt samarbejde skynde sig at udsætte sig selv for en gennemgribende demokrati-test.

brun

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu