Læsetid: 6 min.

Demokrati til tiden

De udviklingslande, der har haft størst succes, har protektionistiske, udemokratiske regimer og få naturressourcer. Nyt speciale konkluderer, at demokrati og fritmarkeds-ideologi forsinker økonomisk udvikling og afviklingen af fattigdom
13. december 2006

Der ligger nogle grundlæggende faktorer til grund, når en udviklingsøkonomi oplever særlig markant vækst. Men det er ikke de faktorer, som WTO, neoklassiske økonomer, USA eller størstedelen af det rige Vestens politikere oftest slår på. Det konkluderer Marcus Vigilius Brendstrup i specialet 'Jagten på kimen til ekstraordinær vækst', der er skrevet på Roskilde Universitetscenter og udfolder en massiv kritik både af Vestens/USA's overordnede geopolitik og af de dogmer, der styrer politikken:

"Hver gang toneangivende politikere kommer med skåltaler om udvikling i G8 eller WTO - eller herhjemme i Danmark - taler man samtidig om demokratisering og frihandel. Demokrati og 'frie markeder' har fået status som religion i vores del af verden, men den logiske sammenhæng mellem demokrati, frihed, fred, frihandel, udvikling, fattigdomsafvikling og økonomisk vækst er på ingen måde indlysende," siger Marcus Vigilius Brendstrup.

I stedet finder han belæg for, at de bedste pejlemærker for succesfuld udvikling er de autoritære styrer i Sydøstasien og det Kina, der gradvist har indført mere markedsvenlige betingelser, i den udstrækning en sådan udvikling har været i overensstemmelse med landenes og regimernes egen sikkerhed.

"Som et demokratisk sindet menneske, der frygter enhver form for totalitarisme, så er det ikke nogen rar konklusion at komme til, men de idealer, vi fører udviklingspolitik efter i Danmark, i Vesten som helhed og USA i særdeleshed - og de krav, vi stiller for at investere og give lån - de er dels absurde i forhold til landenes behov og institutionelle muligheder,dels et resultat af, at netop den politik vil være de mest udviklede lande mest til gavn," siger Marcus Vigilius Brendstrup, der fremhæver, at 'frihandel' ikke synes at være særlig tiltrækkende på USA og EU, når det gælder landbrugsstøtten, og demokratiske principper og krav ikke synes at styre hverken de vestlige landes våbensalg, indkøb af naturressourcer fra Afrika eller energi fra Mellemøsten.

Faktorer for vækst

Marcus Vigilius Brendstrup har udfra en række teoretiske udgangspunkter og med empirisk materiale fra et bredt udsnit af lande i Asien, Afrika og Østeuropa/Balkan undersøgt, hvilke faktorer, det er, der i særlig grad inspirerer til og skaber vækst. De såkaldte 'Enforced Development Factors' (EDF).

Konklusionen er, at lande med knappe naturressourcer, massive sikkerhedstrusler rettet mod sig og brede koalitionsforpligtelser nationalt og internationalt er de lande, der historisk kan skabe en eksplosivt positiv udvikling, hvis handelspolitiken tilgodeser landets langsigtede udvikling. Særligt fordi de ikke har andre alternativer end opbygning af funktionelle statsinstitutioner, infrastruktur, uddannelse samt fokus på forbedret teknologi og produktionskapacitet:

"Lande som Sydkorea og Taiwan er fantastiske eksempler, fordi deres udvikling er født af direkte militærtrusler rettet mod landene, meget få naturressourcer og relativt stærke, autoritære styrer, der på den ene side førte en protektionistisk økonomisk politik, men samtidig samarbejdede med Vesten - der omvendt støttede med investeringer - for at undgå, at landene skulle slutte op bag Sovjetunionen i den kolde krig," siger Marcus Vigilius Brendstrup.

Kolonitiden spøger

Men begge lande er samtidig eksempler på vigtigheden af den historiske byrde, kolonitiden placerer på udviklingslandene. En tid, der til stadighed - sammen med faktorer som EDF - forklarer, hvorfor det er så svært at genskabe tigerøkonomiernes succes i eksempelvis Afrika.

Således var både Sydkorea og Taiwan i sin tid japanske kolonier, og selv om Marcus Vigilius Brendstrup fastslår, at der kan siges meget forfærdeligt om japanernes styre der, så gjorde de en stor indsats i forhold til infrastruktur og uddannelse i sammenligning med de portugisiske, spanske, engelske og belgiske kolonimagter i Afrika:

"De europæiske landes kolonistyrer i Afrika havde karakter af ren udplyndring og udskibningshavn. Går man lidt længere frem, kan vi se, at der i 50'erene var en ret stærk socialistisk bevægelse, og for at undgå, at kommunismen ville vinde indpas, oversvømmede Vesten Afrika med våben."

"Der var ikke nogen stærke koalitionstendenser nationalt eller regionalt, fordi der ikke var den samme etniske eller kulturelle enhed ide afrikanske samfund som i Taiwan og Sydkorea - hvilket også hænger sammen med de ofte absurde grænsedragninger. Kombinationen af masser af våben og fundamentalt ustabile lande er gift for udvikling, og det ser vi set stort på, når det er politisk eller økonomisk opportunt for os," siger Marcus Vigilius Brendstrup.

Ressourceforbandelsen

Hvor det synes oplagt, at national enhed er befordrende for stabiliteten, kan det umiddelbart synes absurd, at adgang til naturressourcer skulle være noget negativt. Men Marcus Vigilius Brendstrup fremhæver netop dette punkt som et af de klareste beviser på, at det der har stor en værdi i et land som Danmark med fungerende demokratiske strukturer, kan virke helt modsat og kontraproduktivt i udviklingslande: "Teoretikerne kalder det ressourceforbandelsen, og det falder direkte sammen med de tidligere nævnte Enforced Development Factors. I Afrika har de enorme forekomster af olie, diamanter, guld, mineraler osv. virket direkte hæmmende på udviklingen, fordi de forskellige diktatorer, der har overtaget efter koloniseringens afslutning, ikke har behøvet udvikling eller legitime stater for at fastholde magten. De har blot behøvet gravemaskiner, soldater, våben og købere, der ikke stiller for mange spørgsmål. Det har Vesten leveret i rigt mål," siger Marcus Vigilius Brendstrup.

'Cluster'-teori

Det er ikke 'bare' i teoretisk forstand Marcus Vigilius Brendstrup har draget sine erfaringer. Som ung produktionsingeniør bevæbnet med et handelsdiplom arbejdede han som forretningsudvikler på udviklingsprojekter i den private sektor. Ligeledes har han gennemført undersøgelser af Forsvarets uddannelsesprocedurer baseret på genopbygningsindsatsen i Kosovo.

Dette analysearbejde for Forsvaret udmundede for to år siden i en anbefaling af etablering af et militært forskningsinstitut, fordi der var store uoverensstemmelser mellem de mål, man ønskede at nå, og den nødvendige viden til at opnå den. Interessen for selv at blive klogere på udviklingsarbejdet i større perspektiv var, hvad der fik ham tilbage på skolebænken og ind på Internationale Udviklingsstudier på RUC. Men hvad anbefaler han selv, nu da specialet er skrevet?

"Det er selvfølgelig her, det bliver rigtig interessant, men også virkelig svært. Jeg er jo langt fra den eneste, der taler om, at Vestens politiker over for udviklingslandene er hyklerisk og ofte gør ondt værre. Men et konstruktivt bud er Verdensbankens nye tilgang, der belært af skade handler om at opbygge 'clusters' (klynger, red.), som relativt hurtigt skaber udvikling i enkelte sektorer og regioner, fordi det kan styres. Ikke ulig det, kineserne har gjort i deres vækstzoner. Samtidig ligger der i clusters-begrebetredskaber til at skabe ejerskab og deltagelse lokalt, og på samme måde som man ser, hvor genopbygning virkede i Irak, så er det det, der skal til. Top-down dekreter, som folk ikke kan forstå eller få indflydelse på - det virker ikke."

- Men når du taler om de kinesiske vækstzoner, så taler du vel også om en kapitalistisk model-transformation med deregulering og nul-skat m. m?

"Ja - men samtidig er det jo ren planøkonomi. På den måde er der ikke den store forskel på den kinesiske kapitalisme og den amerikanske kapitalisme. Begge er de protektionistiske på de punkter, hvor man opfatter sin egen økonomi som sårbar - økonomisk og politisk. Forskellen er, at USA er kommet meget længere i sin udvikling, og formelt er langt mere frit som system. Kina går skridt for skridt, men omvendt er den sociale mobilitet i Kina jo i dag meget større end i USA, hvor strukturel fattigdom er udtalt. Så er forskellen nu så stor?" spørger Marcus Vigilius Brendstrup.

Demokrati til tiden

Alligevel kan det for mange være en stor pille at sluge, at demokratiet ikke skulle være et overlegent system. Og det er da heller ikke sådan, Marcus Vigilius Brendstrup vil opfattes:

"Jeg er bestemt demokrat og optaget af menneskerettigheder. Men som demokrati i dag fremstilles i medierne, så har det lignende overtoner som islam beskyldes for, nemlig en manglende kobling til sin samtid og dennes realiteter."

"Sandheden er vel, at den store styrke ved demokratiet er alle de skridt, man skal tage for at få det. Vores udviklingsindsats er nødt til at forstå de mekanismer, vi selv har haft succes med, og lade udviklingslandene opbygge strukturer, der kan nære en lignende udvikling. Samtidig skal vi selvfølgelig stille krav om, at man er i gang med den proces mod demokratisering og opretholdelse af menneskerettigheder, men det er nødt til at være på deres præmisser og ikke blot instrumenter, der tjener vores økonomiske eller magtpolitiske interesser. Demokrati må følge med tiden," siger Marcus Vigilius Brendstrup.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu