Agnes Heller har set Europa brydes med totalitarismen mindst tre gange. Den første var, da hun som 16-årig og efter at have mistet det meste af sin familie i koncentrationslejrene så Tyskland tabe Anden Verdenskrig. Anden gang var under den ungarske revolution i 1956, som hun overværede i sin hjemby Budapest. Tredje gang var i begyndelsen af 70'erne, da hun som marxistisk, demokratisk filosof blev afskediget, undertrykt og chikaneret i sit hjemland på grund af sine politiske synspunkter.
Den europæiske brydekamp med totalitarismen mener hun i dag, 50 år efter Rom-traktaten, er vundet. I hvert fald indadtil.
"Selv de diktatoriske regimer er stort set forsvundet fra Europa i dag; de lever kun videre i udkanterne, som i Hviderusland. Vi må konkludere, at medlemsskabet af den europæiske union er et bolværk mod totalitarismen. Men kun indadtil; i resten af verden udgør EU ikke nogen garanti mod den."
Men det er bare ét aspekt af fællesskabet. Som en af de færre og færre, der kan huske de europæiske drømme i tiden omkring Rom-traktatens fødsel, vurderer Heller, at det europæiske fællesskab er en succes.
"Ikke alle drømme er blevet til virkelighed, men det betyder ikke, at fællesskabet ikke er en succes. Drømmen dengang var, at alle mennesker ville være interesserede i det europæiske fællesskabs politik og gradvist ville identificere sig med det. Dette er ikke sket. Der er nogle problemer med den politiske enhed, forfatningen og hvilke lande, der skal være medlemmer. Disse spørgsmål blev ikke engang rejst for 50 år siden, for ingen kunne forestille sig dem. Og i den kommunistiske blok opstod der med tiden forventninger til EU, som siden er blevet skuffet: Først og fremmest om, at unionen ville føre til velstand på en måde, som ikke er blevet til virkelighed. Det faktum, at demokrati og kapital ikke automatisk følges ad, har i Øst-europa ført til skuffelse - ikke bare over kapitalismen, men også over demokratiet. Men ingen succeser opfylder alle forventninger - ikke engang et ægteskab," forklarer Heller over telefonen fra Budapest, hvor den 78-årige filosof i dag tilbringer den halvdel af sin tid, som hun ikke bruger i sin stilling på New School i New York.
Set udefra
Da undertegnede var barn, var min yndlingsbamse en koalabjørn, som jeg havde fået af Agnes Heller. Koalabjørnen var rejst med hende til Danmark fra Australien, hvor hun levede i eksil efter i begyndelsen af 70'erne at være blevet undertrykt i Ungarn, hvor synspunkterne fra hendes kreds omkring teoretikeren Georg Lukács ikke længere var comme il faut. Det tog hende adskillige år i udelukkelse at slippe ud til Melbourne, hvor hun fik et professorat.
- Hvordan ændrede dit syn på Europa sig af at se det udefra?
"Australien var for mig tættere på Europa end Ungarn på det tidspunkt. Dengang var der totalitære regimer i Østeuropa: Vi levede ikke i det samme Europa som jer. Wien var tættere på Melbourne end på Budapest. Europa betød ikke så meget geo-grafi for mig, men kommunikation, rejser, bekendtskaber. Alt det var umuligt, når man ikke kunne få et pas."
- Du har sagt, at Europa i dag i modsætning til USA har en defensiv kultur, der ikke rigtigt tror på sine egne værdier. Hvad betyder det for den europæiske union?
"Det, jeg talte om, var politisk kultur. USA har kun én politisk tradition, demokratiet. En voldelig tradition, men en der har overvundet sine egne konflikter. Europa har adskillige politiske traditioner; ud over demokratiet har bonapartismen blandt andet gjort livet betydeligt lettere for totalitarismen. Der er en tradition helt tilbage fra Julius Cæsar, der hylder den store mand, kejserens herredømme. Bonapartismen er ikke totalitarismens årsag, men den har ansvaret for megen af dens positive modtagelse."
- Men er George W. Bush ikke i dag denne store mand?
"På ingen måde. Der findes i dag mere politisk kritik i USA end noget andet sted. Da Max Weber (økonom, red.) besøgte USA, spurgte han arbejderne, hvordan de kunne vælge en person til præsident, som de foragtede. De svarede ham, at dette var forskellen på Europa og USA: 'Vi foretrækker en præsident, som vi foragter, frem for en præsident, som foragter os.'"
Kultursymptomer
- Hvordan sikrer Europa sig en fælles kultur, identitet og solidaritet - og er det overhovedet nødvendigt?
"Europæere har ikke nogen europæisk identitet. Kulturel identitet er en vanskelig sag, fordi den i bund og grund er national og baseret på modersmålet. Men en positiv identificering med demokrati og frihed er nok fællesskab for mig. Det er lige så vigtigt, at det velstående Europa er solidarisk med folk ude i verden," siger Agnes Heller og afbryder så sig selv:
"Du har ikke rejst spørgsmålet om demografi. Traditionelt kunne en kultur eller livstils levedygtighed ses af, om den i bred forstand udviklede sig gennem befolkningstilvækst. Befolkningsnedgang er som regel et dårligt tegn. Det tyder på, at folk ikke vil ofre deres velbefindende for at opfostre en ny generation, at håbet svinder og en fremtidsorientering vinder tilbage for en orientering mod nutiden. Og dét rejser så igen spørgsmålet om indvandringen og det problem, at Europa historisk altid har været elendig til integration."
- Hvad er så løsningen på dette problem?
"Jeg kender ikke løsningerne. Der er en paradoksal situation, det er alt. Livet er ikke et problem, der kan løses. Det er kulturen heller ikke. Det handler ikke om, hvordan man skal løse problemerne, men om at man må forholde sig til dem."
- Mange europæiske lande ser i stigende grad sig selv som leverandører af frihed og demokrati i for eksempel Irak og Afghanistan. Men er det muligt at eksportere demokrati?
"Du formulerer spørgsmålet forkert. Demokrati er altid blevet eksporteret. I lande som England og Frankrig, hvor det er vokset frem indefra, krævede det mange og meget voldelige krige. Demokrati blev eksporteret til Ungarn, til Japan, efter Den Anden Verdenskrig til Tyskland. Det går mere fredeligt for sig, når demokrati eksporteres, end når det kommer indefra. Irak var en stor fejltagelse af en helt anden grund: Multietniske og multireligiøse nationer kan kun holdes sammen af diktatorer. Tito holdt sammen på Jugoslavien, som Stalin holdt sammen på Sovjetunionen. Irak skal deles i tre lande, hvis det skal være demokratisk. Folk vil leve sammen med dem, de ligner, og dét er måske forkert, men det er virkeligheden; så kan de kloge intellektuelle sidde og kritisere det alt det de vil."
- Mange europæere føler, at deres samfund er sårbare på grund af deres åbenhed. Er dette en reel fare, eller er det en paranoia?
"Det er en relevant følelse. Levinas (filosof, red.) har forklaret, hvorfor demokrati er svært. I sammenligning med det nemme og naturlige monarki, hvor sønnen overtager sin fars magt, er demokratiet unaturligt. Det er en konstitueret form, der hele tiden skal genkonstitueres og fornys. For hvis friheder er konstitueret, kan de også forsvinde igen - for eksempel når folk bliver mere optaget af deres velbefindende end af deres frihedsrettigheder, som de har det med at gøre i det paternalistiske Østeuropa. Demokratiet er sårbart indefra såvel som udefra," siger Agnes Heller.
