INTENTIONERNE i det universitetsforlig, regeringen, Socialdemokratiet og Kristeligt Folkeparti indgik fredag, er mildest talt naive.
De kære folkevalgte tror, at forligets mest markante ændring, der giver magten på universiteterne til en bestyrelse med eksternt flertal, vil sikre de højere læreanstalter i en tid i med stigende global konkurrence på viden. I stedet har de vedtaget en bagstræberisk ledelsesmodel for de af samfundets institutioner, hvis berettigelse netop er at være to skridt foran udviklingen. For hvad sikrer god forskning og uddannelse? Det gør produktive og internationale forskningsnetværk samt engagerede forskere og undervisere. Får man det med en bestyrelse, hvis flertal er repræsentanter udefra med ret til at ansætte rektor, der ansætter dekaner, som igen ansætter institutbestyrere?
SVARET ER nej. Ganske vist er bestyrelsesniveauet så overordnet, at det heller ikke forhindrer det. Men det er blålys at stille i udsigt, at en bestyrelse har forvandlingsstøv i lommerne. Lytter man til nogle af landets fremmeste forskere, er det, der skaber god forskning, langt sværere at sætte på formel. En af dem, professor ved institut for statskundskab, Københavns Universitet (KU), Ole Wæver, sagde på en nylig afholdt konference om universiteternes fremtid, at god ledelse bl.a. er, når lederen af forskningsprojektet vil »mere end at snakke«, tvinger forskeren ind i forpligtigende netværk og vejleder i, hvordan artikler kan publiceres med henblik på international gennemslagskraft. Tidens hurraord nedfældet i udviklingskontrakter, som udmeldes hele vejen ned gennem systemet, er nemme nok at indrette sig på, for folk der kan formulere sig. Og kvantitative krav siger ikke noget om kvaliteten.
»I den sammenhæng må vi se frem til eksternt bemandede bestyrelser med glæde de bliver sandsynligvis endnu lettere at snyde,« sagde Ole Wæver.
Forliget sikrer forskningsfriheden, proklamerede videnskabsminister Helge Sander (V). Det er stadig den enkelte forsker, som bestemmer metode og emne inden for de strategiske rammer. En ringe trøst for den forsker, der i stigende grad skal søge eksterne midler og dermed i vist omfang båndlagt finansiering til de far out-projekter, hun selv har svært ved at forstå og forklare relevansen af
endnu.
REGERING OG og forligspartier tror måske selv, at de har klædt universiteterne på til morgendagens udfordringer. Men de har lyttet til industriledere af i går, der har råbt på mere topstyring, fordi universiteterne i deres øjne bevægede sig for langsomt i forhold til tidens forandringshast. Dermed er det engagerende demokrati, som moderne virksomheder i stigende grad bekender sig til, solgt til spotpris. I stedet synes de folkevalgte at mene, at demokrati ikke er noget værd som styreform. På den anden side, er der ingen tvivl om, at universiteterne trængte til en rusketur. Den er kommet med de senere års debat om universiteternes bidrag til samfundet, og det har fået dem op i gear. Bare ikke nok for videnskabsministeren. Med sig gennem de månedlange forhandlinger havde han et krav om ekstern ledelse, der ikke stod til at ændre. Socialdemokraterne var så forhippede på et forlig, at de gik bort fra deres krav om en model, hvor universiteterne selv kunne vælge, hvilken styreform der passede dem bedst. De radikale, SF, Enhedslisten og universiteternes nye væbnere, Dansk Folkeparti ved de herre mørkemænd, Langballe og Krarup, trak sig én efter én.
»Uanset hvor meget sød glasur om frihed, Sander putter på, så er sagens kerne, at man fjerner demokratiet på universiteterne,« lød den radikale ordfører, Margrethe Vestagers, afskedssalut i sidste uge.
Glasuren består bl.a. i, at det nuværende konsistorium skal vælge de eksterne medlemmer af den nye bestyrelse og udforme regler vedrørende ansættelse af de nye ledere. De studerende har 50 procent af magten i studienævnene, hvilket er en ringe trøst for mistet indflydelse, da disse i praksis reduceres til rådgivende organer.
Hvad angår Sanders politiske svendeprøve bestod han i politisk forstand. Han fik et forlig, der ganske vist ikke er særlig liberalt, da universiteterne ikke, som det blev stillet i udsigt af ministeren, får lov at vælge en struktur, der passer til deres faglige, historiske og regionale egenart.
Det andet punkt fra regeringens tiltrædelseskatalog, planen om at lade universiteterne overgå til selveje, er skrinlagt. Det ville ellers have givet frihed, men viste sig at være uoverskueligt, og problemerne fra Danmarks Tekniske Universitet var skræmmende. Dog kan bestyrelserne selv gå i gang med det komplicerede arbejde, hvis de finder, at universitetet skal overtage egne bygninger.
Der følger penge med reformen. Bevillingerne fastfryses på 2002-niveau frem til 2005. Det er formentlig den pille, der får i hvert fald formand for Rektorkollegiet, Linda Nielsen, rektor på KU, til at spare på kritikken og socialdemokraterne til at droppe selvvalgs-modelen.
Men penge er som bekendt ikke alt, og det er synd og skam, at universiteterne ikke fik mere end det samt lidt sød glasur. Frihed og fremsyn for eksempel.
