29. oktober 2005

Konklusionerne stikker i hver sin retning, når det politiske kommentatorfags spidser skal tage temperaturen på det politiske debatklima i Danmark. Er vi i gang med det store fald fra fortidens idealer om væsentlighed og kontrol af magthaverne som journalistikkens pejlemærker, eller har demokratiet det bedre end nogensinde? Svaret afhænger af holdninger

Torsdag morgen var Villy Søvndal gæst i Go' Morgen Danmark på TV 2. Nu skulle venstrefløjens identitet defineres af SF-formanden, der ofte har ønsket sig en bredere bane at spille på, og mere tid med bolden.

Det, der faktisk skete i programmet var, at han blev klippet, fik nyt tøj og slips samt sprøjtet lidt kulør i ansigtet, mens han og seerne af en kommuikationsrådgiver fik læst lektien om, hvorfor og hvordan dette imagestunt var helt afgørende vigtigt for venstrefløjens projekt og gennemslagskraft.

Videnskabsminister Helge Sander var to aftener i den forgangne uge på skærmen for at forklare, ikke dagsordenen i Globaliseringsrådet eller Danmarks kommende storsatsninger på forskning, men hvordan vinflasker og blomsterbuketter var vandret fra ministeriet i Bredgade i København til udvalgte gode bekendte i det jyske hovedland. Det var et politisk spørgsmål. Det var nemlig skatteborgerne, der betalte.

Dum, dummere, dansk politik. Sidste weekend angreb flere intellektuelle på disse sider medier og politikere for at fokusere voldsomt på form frem for indhold. De ville have holdninger, snarere end specialsyede politiske slagtilbud formuleret på baggrund af fokusgrupper. Analyser af reelle politiske forskelle mellem partierne, snarere end personfiksering og vurdering af hvis retorik, der rammer bredest. Ud med overvejelser om taktik, spin og mediestrategi. Ind med substans og 'politisk indhold'.

Men den kritik er både forkert og bedrevidende, svarer nogle af de kommentatorer, der netop er eksperter i at analysere taktikken og spilfægterierne i den stadigt mere komplekse politiske proces. En af dem, Erik Meier Carlsen, politisk redaktør på B.T., siger:

"Vi har tydeligvis at gøre med nogle mennesker, der er politisk meget, meget utilfredse med den siddende regering og den politiske linje, der føres her i landet. Det er samtidig mennesker, der helt åbenbart lider af denne voldsomme selvovervurdering, som man kan møde hos intellektuelle akademikere, der mener, at de er de eneste, der har gyldig viden," siger Erik Meier Carlsen.

Han mener, det er ganske typisk, at kulturradikale intellektuelle, der føler sig sat uden for indflydelse, reagerer ved at påstå samfundets almindelige forfald, og han mener ikke, den afmagt har udgangspunkt i reelle tendenser i det danske demokrati og de medier, der hjælper med at holde det oppe.

"Kritikken er helt hen i vejret. Demokratiet fungerer fantastisk godt i Danmark, og har vel aldrig nogensinde haft det bedre! Det, der karakteriserer dagens politiske journalistik, er en meget høj grad af pluralisme. I dag kan man læse eller høre om politik i alle tænkelige forskellige medier, med forskellige indgange og fra forskellige holdningsmæssige udgangspunkter. Vi har et opbud af politisk journalistik, der er medvirkende til at skabe et ægte, autentisk pluralistisk demokrati," siger Erik Meier Carlsen.

Hovedargumenterne i kritikken mod medier og politikere er, at der ikke i tilstrækkelig grad fokuseres på at analysere konsekvenserne af den førte politik, og at de allestedsnærværende kommentarer på de taktiske Christiansborg-spil, mediestrategier og spin skaber en forfejlet opfattelse af, at der ikke er betydende forskelle mellem partierne. Konsekvensen, mener kritikerne, er en bovlam og fordummet debat, der ikke giver borgerne et grundlag at tage demokratisk stilling ud fra. Men Hans Engell, chefredaktør på Ekstra Bladet, mener, der er dybereliggende årsager til, at den politiske journalistik har ændret karakter, og den stærkere personorientering er ikke kun negativ:

"Det er ikke underligt, at man i politisk journalistik, kommentarer og analyser fokuserer så meget på personer. For i takt med at politik tømmes for indhold; ideologier, de store fortællinger, det man tidligere kunne opfatte som sjælen i politik, så kommer personerne til at fremstå så meget desto stærkere. Det hænger også sammen med, at den politiske substans har ændret form og karakter."

"Efter Murens fald og internationaliseringen af især den økonomiske politik igennem blandt andet EU, er der en række temaer, der er taget ud af den hjemlige politik. Frem til 1980'erne var eksempelvis den økonomiske politik et meget, meget dominerende tema i den hjemlige politiske debat, og man talte betalingsbalanceunderskud og hvilke skruer, man skulle dreje på for at styre samfundsøkonomien," siger Hans Engell. I dag, siger han, er det stort set underordnet, hvilken regering vi har, hvad angår økonomisk politik - den vil altid være næsten identisk.

En af de politiske kommentatorer, der rager mest markant op blandt analytikerne af processer, taktiske manøvrer og interne stridigheder, er BerlingskeTidendes politiske redaktør Thomas Larsen. Det er ham, der oftest leverer de skarpe betragtninger, når de digitale medier skal bruge en øjeblikkelig vurdering af en pludseligt opstået politisk sag, som f.eks. den seneste krise i Socialdemokraterne efter det kuldsejlede intergrationsforlig. Men han mener, at de større medier er deres demokratiske opgave langt mere voksne, end de får credit for:

"Jeg anerkender ikke den præmis, at journalisterne i overvældende grad fokuserer på strategi fremfor realpolitisk indhold. Sagen er, at på en avis som Berlingske Tidende og andre store aviser, bliver der brugt utrolig mange ressourcer på at udrede hvilke konsekvenser politik har for diverse interessentgrupper. Det forekommer så også på ehvervssektionen, hvor der er forskningsstof og økonomi, vi har sundshedsrepportere og miljørepportere og i det hele taget en stor politisk redaktion, der følger lovgivningsarbejdet på Christiansborg ret tæt og også prøver at lave konsekvensvurderinger på nyhederne. Så nogen gange synes jeg, at kritikken om, at medierne fokuserer for meget på form fremfor indhold, er lidt billig, hvis jeg skal være helt ærlig."

Han pointerer, at strategianalyse og interne spil er helt afgørende som delelement i den politiske dækning, vel at mørke, hvis det er et supplement til grundhistorierne, fordi en meget stor del af moderne politik i dag handler om form, image og at forfølge forskellige strategier for at maksimere sin vælgertilslutning.

"Men man skal lige huske, at det er grundhistorierne, der fylder langt mest i vores spalter," siger Thomas Larsen.

At analyserne af interne taktiske spil er væsentlige, er der ingen af dagens respondenter, der er i tvivl om. Dagbladet Politikens chefredaktør Tøger Seidenfaden, har dog en noget anden opfattelse af, hvordan vægtningen mellem strategi og politisk essens fremstår i de store medier generelt. Han deler langt fra Erik Meier Carlsens og Hans Engells store tilfredshed med mediernes håndtering af den politiske debat:

"Afdækningen af strategi og Christiansborg-taktik må i højere grad gå hånd i hånd med, at man forsøger at beskrive essensen af de politiske udfordringer, man står over for og politikernes bud på at løse de faktiske politiske opgaver. Hvilke argumenter der gives pro et contra, og det hører man alt, alt for lidt til."

Samtidig argumenterer Tøger Seidenfaden i direkte forlængelse af sidste uges kritikere, at kommentatorer, meningsdannere og politiske journalister ikke i tilstrækkelig grad udreder kontekst og konsekvenser, så borgerne reelt får et bedre vidensgrundlag:

"Jeg mener en afgørende faktor i hele den her diskussion handler om tidsånd. Den på bjerget herskende tidsånd, herunder også på universiteterne, har siden 90'erne stået i ironiens og relativismens tegn. Det har betydet, at mange journalister og kommentatorer er enormt forskrækkede for at sige noget, der er værdiorienteret, som de så ville være nødsaget til at hævde er objektivt rigtigere end noget andet. Der en bevægelse hen i mod det overfladiske objektivitetsbegreb på bekostning af det substantielle objektivitetsbegreb. Dermed får man en pseudo-objektivitet, hvor man analyserer processer, hvor man selv kan fremstå som neutral ekspert. Så kan man hævde, at man er objektiv, selvom man alligevel i kraft af hvordan man opstiller procesanalysen tydeligt begunstiger den ene part fremfor den anden. Derimod forsømmer man det, jeg kalder den substansorienterede objektivitet, der jo består i at trænge ind bagved retorikken og klarlægge, hvad de politiske uenigheder egentlig handler om; hvad er de bagvedliggende facts, hvad enten det drejer sig om arbejdsløshedsprocenter, matchgruppe fire eller økonomi i bredere forstand. Der svigter vi," siger Tøger Seidenfaden.

Hvor avisernes egne politiske kommentatorer er nødt til at forholde sig til dagbladenes egen interne logik, avisernes salgbarhed og hensyn til i stadigt stigende grad fokusgruppeanalyserede og præcist segmenterede læserskarer, står andre faste debattører på den formelt apolitiske kommentatorscene anderledes frit. Lotte Hansen, der har været medierådgiver i tre ministerier og er fast deltager i tv-programmet Jersild & Spin på DR2, og ekspert i politisk kommunikation Rasmus Jønsson fra RUC, deler begge Tøger Seidenfadens bekymring. De slår fast, at direkte, forståelig kommunikation fra politikernes side nødvendigvis må være positiv frem for sort snak, og at den stigende professionalisering af politisk kommunikation som udgangspunkt positivt kan involvere og engagere flere i det politiske liv. Til gengæld ser de også begge klare faresignaler, når politikerne forenkler og forsimpler deres budskaber for voldsomt, og de politiske journalister og - skrevne som digitale - medier ikke investerer nok kræfter i at udrede konsekvenser og problematisere åbenlyst usammenhængende retorik.

"Enkelheden bliver farlig, hvis der ikke levnes plads til en demokratisk samtale. Når der skabes en skindebat, hvor man fjerner sig fra sagens indhold og med sproget skaber en forståelse for, at man mener noget andet, end man reelt gør. Det kaldes med et retorisk begreb semantisk relativisme, og man så det i diskussionen af socialminister Eva Kjer Hansens udtalelser om ulighed. Ulighed lyder jo negativt, så derfor taler man hellere om 'incitamenter', men kvæler dermed muligheden for at indgå i debat med hinanden, fordi man hæfter nye termer på, så man ikke behøver at forholde sig til substansen i det, der diskuteres. Der hopper kæden af," siger Lotte Hansen.

Selvom de to kommunikationseksperter hovedsageligt deltager i den politiske offentlighed som eksponenter for tolkning af strategi og form snarere end indhold, føler de ikke noget særskilt ansvar for en degenererende politisk offentlighed.

Lotte Hansen og Rasmus Jønsson fremdrager det samme argument som avisernes analytikere, at traditionel politisk journalistik og konsekvensvurdering i den moderne politiske virkelighed må gå hånd med analyse af spin og taktik. Dermed mener de, at de blot udfylder deres roller som eksperter, mens medierne selv må tage ansvaret for, om vægtningen mellem dimensionerne af den politiske dækning bliver skæv:

"Det, jeg beskæftiger mig med, er politisk kommunikation og professionaliseringen af dansk politik," siger Rasmus Jønsson.

"Det er det, jeg kan give min vurdering af. Det er jo ikke mig, der går ud og regner efter, når regeringen eller oppositionen kommer med at nyt udspil op til en valgkamp. Der afventer jeg, ligesom de fleste andre, hvad medier, økonomer eller andre eksperter finder frem."

Han mener, den forgangne valgkamp var et eksempel på, at ekspertviden om økonomi og konsekvenser af de fremlagte løfter i dramatisk grad var fraværende. Det fik ødelæggende konsekvenser for det politiske indhold i diskussionerne, fordi politikerne uantastet kunne fremføre spin som fakta.

"Et eksempel er Venstres valgløfte om angiveligt 24 ekstra milliarder Det er altså ret opsigtsvækkende, at det kunne ryge igennem til offentligheden som én stor gavebod, når det i virkeligheden, da tallene blev udredt, er den mindste vækst, der er set i den offentlige sektor nogensinde. Samtidig blev dankortsagen den mest dækkede under valgkampen, og det er helt ærligt pinligt," siger Rasmus Jønsson.

Erik Meier Carlsen derimod giver ikke meget for det, han opfatter som selvretfærdigt klynk fra den selvbestaltede elite. Et ofte frembragt tema hos de adspurgte er integrationsforliget, hvor der var generel enighed om, at der var gået lidt for længe, inden medierne fik klarlagt nogle af konsekvenserne for borgerne af henholdsvis regeringen og Dansk Folkepartis ønske kontra socialdemokratiets ændringsforslag. Her toner Meier Carlsen rent flag, og siger det er meningsløst, at forestille sig, at mangel på denne form for journalistik udgør et demokratisk problem, og fremhæver i stedet, at forståelsen af de kommunikative mekanismer, og politikernes troværdighed er mere afgørende:

"Hvis medierne trods en betydelig indsats og brug af masser af mandetimer ikke kan skabe et klart billede af konsekvenserne af integrationsforliget, skal man så forlange at borgerne skal bruge masser af timer på at sætte sig ind i detaljerne i forliget for at kunne tage stilling? Selvfølgelig ikke, og sådan har politik jo aldrig fungeret. Derfor reagerer befolkningen i stedet med meget stor sikkerhed i en bedømmelse af aktørerne, når de kommer til syne for dem i medierne. Der kan de, hvis de ikke er alt for forvirrede af for meget abstrakt, akademisk tænkning, se på politikerne, om de taler sandt eller ej. Jeg har faktisk meget stor tiltro til almindelige menneskers dømmekraft, og jeg tror læsere og seere bliver meget klogere og mere kompetente politiske beslutningstagere af at observere det overordentligt kaotiske og ufuldkomne billede af, hvad der foregår i en sådan proces," siger Erik Meier Carlsen.

Argumentet er konsistent med kritikken af de 'kulturradikale' meningsdannere, der nærer afsmag for 'folket' og blot vil diktere deres egne diskurser eller værdigrundlag. Men Rasmus Jønsson har en anden indgang i forhold til borgerne og deres mulighed for at blive informeret på kvalificeret vis. Han mener, at vi ikke blot har de politikere - men også de medier, vi fortjener:

"Problemet med den manglende substans er altså ikke kun et spørgsmål om politikere og medier. Der er uanede mængder af information, der er tilgængelig, hvis man ønsker at at få større indsigt. Der er en lang række forskellige medier, nyhedsgrupper og debatfora på internettet osv. Ligeledes er der en kultur blandt eksempelvis universitetsstuderende i dag, der er langt mere politisk apatisk end i 60'erne og 70'erne til eksempel. Det handler både om, at partierne ikke har været i stand til at skabe nye fortællinger, der som venstrefløjen dengang kunne mobilsere borgerne til at engagere sig i miljø, kvindefrigørelse og atomkraft. Der er oppositionen i dag noget bovlam i forhold til at udfordre dagsordenen. Når man på universiteterne brokker sig, både blandt undervisere og elever, så må opfordringen være at deltage mere massivt i debatten, når man har relevant viden på de områder, der diskuteres," siger Rasmus Jønsson.

Den tanke støtter Lotte Hansen og erklærer sig uenig med de pessimister, der har dømt den brede befolkning ude af stand og uvillig til at forholde sig til til politisk substans:

"Folk kan godt sætte sig ind i samfundsmæssige problemstillinger. Problemet er, at politikerne ikke vil have, at politik gør ondt på folk.Dermed skjuler de de diskussioner, der kunne udvikle sig til reelle debatter. Det er det det handler om. Hele den nye værdimæssige højre/venstre-skala er udtryk for reelle politiske modsætninger, og der er det de politiske journalisters opgave at identificere og klargøre de forskelle, men man hænger i alt for høj grad fast i de traditionelle fordelingspolitiske områder, hvor forskellene netop er blevet udviskede," siger Lotte Hansen.

Tøger Seidenfaden er enig og pointerer, at selvom Hans Engell har ret i, at der isoleret set ikke er markante forskelle på den økonomiske politik, alt efter om regeringen er borgerligliberal eller socialliberal, så er der ikke mangel på politiske kamppladser:

"Man kan da roligt sige, at konflikterne på det, vi i Danmark kalder udlændingepolitikken, er meget skarpe. Vi har konflikter på europæiske spørgsmål, retspolitiske og miljøspørgsmål. Tag diskussionen om kulturkanonen og den nationalisme, der ligger i det projekt. Nationalisme som positivt ladet projekt fandtes slet ikke for 10 år siden i den danske debat, og nu er det om ikke hegemonisk så i hvert fald en meget stærk position," siger Tøger Seidenfaden.

Debattens deltagere er uenige om mangt og meget. Til gengæld er de enige om, at analyse af strategi, spin og interne magtkampe ikke bare er kommet for at blive, men også er en fuldstændig afgørende forudsætning for at forstå moderne politik. Uenigheden består i, hvordan dette område skal vægtes i forhold til konsekvensvurderinger, og i forhold til hvor stort problemet.

"Diskussionen er vigtig og vi medier kan altid blive bedre, men det er væsentligt at holde fast i, at for 20 år siden, var der altså ikke nogen, der forsøgte at nå så vidt omkring som medierne gør i dag. Der refererede man det, der blev sagt. I dag er udbuddet af politisk journalistik langt større og ambitionsniveauet langt højere," siger Hans Engell.

Døm selv. Mens vi venter på Velfærdskommissionens udspil, tager Jersild & Spin hul på endnu en varm strategisk kartoffel lørdag aften, og tv's øvrige debatprogrammer vil hive avisernes kommentatorer i studiet for at sige det samme, som de skriver i deres daglige klummer. Det er ægte demokrati.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her