Læsetid: 3 min.

Demokratiets udemokratiske redningsmænd

Udfaldet var klokkerent. På partierne, der gik ind for fortsat samarbejde, stemte knap 1,9 mio. Demokratiet havde talt, men Modstandsbevægelsen nægtede at lytte
7. maj 2005

Var besættelsestidens samarbejdspolitik ussel eller udtryk for den højeste, ansvarlige fornuft? Tilsvarende med modstandsbevægelsen:

Var den en letsindig leg med ilden, eller stod den for det eneste moralsk anstændige?

Svaret er, som det utvetydigt fremgår af den seneste måneds overvældende remake af spørgsmålet, at det vil der aldrig kunne blive enighed om, afhængig som svaret jo er af livsanskuelse, personlige erfaringer, hensigter og dagsordener - dengang som nu. Og i al fremtid. Men selvom sandheden er og forbliver subjektiv, er der visse kendsgerninger, som vi vil være tjente ved at bjærge over i denne endeløse debat. Blandt dem det oversete faktum, at det var modstandsbevægelsens forsvindende få, der reddede dansk selvstyre og dermed det danske demokrati, og at de gjorde det ved åbenlyst at trodse det store flertals klare tilkendegivelser.

Den 23. marts 1943 var der folketingsvalg i Danmark. Forholdene taget i betragtning var det forbløffende frit. Begrænsningerne bestod i, at kommunisterne ikke måtte stille op, og at der ikke måtte agiteres imod værnemagten.

Men det var et valg mellem fortsat samarbejde og modstand. På den ene side stod de samarbejdende partier - Socialdemokratiet, Venstre, de konservative og de radikale - på den anden Dansk Samling, som nok var henvist til at få deres budskab ud gennem sidebenene, men hvis ønske om 'norske tilstande', altså brud på samarbejdet, var almindelig kendt. Og så var der jo også en tredje side, nemlig det danske naziparti, DNSAP, og dets sympatisører i Bondepartiet.

Udfaldet var klokkerent. På partierne, der gik ind for fortsat samarbejde, stemte knap 1,9 mio., Dansk Samling fik 43.000 stemmer og DNSAP det samme, mens Bondepartiet fik 23.000.

Demokratiet havde talt, men modstandsbevægelsen nægtede at lytte. De omkring 25.000 aktive, den bestod af ved årsskiftet 1944/45, ikke alene fortsatte modstanden, de udbyggede den. Om indsatsen fik større betydning for krigsforløbet, er der siden blevet sat adskillige spørgsmålstegn ved, men den blev den knage, som stormagterne ved krigsafslutningen kunne hænge Danmarks deltagelse i modstanden mod Nazi-Tyskland op på, så vi kunne indgå i de allieredes rækker.

Den vigtige modstand

Var det ikke sket, havde det haft uoverskuelige konsekvenser. Så var Danmark, lige som bl.a. Østrig, blevet besat, sandsynligvis opdelt i flere zoner, hvoraf den ene meget vel kunne være blevet sovjetisk med udsigt til i 40 år at blive fastholdt som sådan. Under alle omstændigheder kunne vi i en årrække have glemt alt om et dansk demokrati. At det genindførtes fra befrielsens første dag, skyldtes således, at 25.000, sølle 0,6 procent af befolkningen, trodsede de 90 procents ønsker og vilje.

Heraf vil jeg ikke udlede, at demokratiet er sin egen værste fjende, men det er dog en påmindelse om, at demokrati som styreform ikke i sig selv sikrer den bedste af alle verdener, men at den kan bære katastrofer i sit skød - med mindre den enkelte magter at udvikle sig til det selvstændigt tænkende og handlende individ, som er grundlaget for selve demokratitanken.

At denne selvstændige stillingtagen i dag er mere nødvendig end nogensinde, påviser Zygmunt Baumanns analyse i Modernitet og Holocaust, hvis hovedtese er, at "den politiske stat med sit monopol på magtmidlerne og sine dristige ambitioner på den 'sociale ingeniørkunsts' område har unddraget sig samfundets kontrol efter sin trinvise nedbrydning af alle det sociale selvstyres ikke-politiske ressourcer og institutioner".

Med andre ord: Holocaust var ikke en byld eller sygdom på vores civilisation, sådan som uhyrlighederne under Anden Verdenskrig gennem mange år blev opfattet. De er tværtimod en konsekvens af den ansvarsbefriende bureaukratisering og teknificering, som er grundlaget for opbygningen af den moderne stat - der som en selvfølge betegner sig som demokratisk. Følgelig kan Baumann ikke kun fuldt ud tilslutte sig, at "de fleste af folkedrabets gerningsmænd var normale mennesker, der uden problem ville passere ethvert psykiatrisk filter". Han påviser også de sociologiske årsager til, at det forholdt - og forholder - sig således.

Derimod kommer han i vanskeligheder, når han skal forklare, hvorfor nogle få vover at bryde de lagte mønstre. Her slår ingen videnskab til. Han kan kun konstatere, at de, der med risiko for eget liv gjorde modstand, kom fra vidt forskellige kredse. Religiøse og ikke-troende mellem hinanden, politisk engagerede og apolitiske, konservative og progressive.

Så lysene den 4. maj kan ses - ikke som symbol på vunden fred og sejrende demokrati, men som et håb om, at samvittighedens og modets lys må bestå. I hver og én.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her