Læsetid: 4 min.

Demokratikanon

1. juni 2007

Ritualerne var intakte, da den ordinære folketingssamling i går blev afsluttet med den traditionelle afslutningsdebat. Ved sidste års afslutningsdebat kunne statsministeren, regeringen og Folketinget på vej på sommerferie se tilbage på Muhammed-krisen og en af de mest turbulente perioder i nyere tid. Landet havde for alvor været på verdenskortet for en stund, og de politiske bølgeskvulp satte stadig deres præg på afslutningsdebatten og statsministerens tale.

Gårsdagens statsministerielle tale var på den baggrund en tilbagevenden til mere normale og rolige tilstande, selv om det ikke skorter på store og alvorlige punkter på den politiske dagsorden. Og oppositionens reaktion var lige så rituel og traditionel.

Afslutningstalen var den sædvanlige gennemgang af årets succeshistorier, hvor statsministeren fra en kant af, om det så drejer sig om indsatsen under fjerne himmelstrøg, kvalitetsreformen, velfærdsforbedringer til energipolitikken, udråbte landet og dens regering til verdensmestre. Det går ufatteligt godt, kan det konkluderes. Helt rituelt var der også en enkelt nyhed eller et initiativ, som det hedder på de kanter. Ganske vist havde det regeringsvenlige organ Berlingske Tidende helt selv opsnuset historien på forhånd til lancering i går. Men altså, statsministeren vil have en kanon mere: efter kultur, litteratur, musik, sport og sikkert meget mere er turen nu kommet til intet mindre end demokratiet.

Regeringens for så vidt ædle motiv er et ønske om at styrke danskernes kendskab til de principper om frihed og folkestyre, som samfundet bygger på. Til formålet er nedsat et udvalg med middelsvær borgerlig-ideologisk slagside, som skal pege på politiske begivenheder og filosofiske strømninger, som har betydning for den måde, det danske folkestyre har udviklet sig på. Kanonen køres i stilling til offentliggørelse i januar 2008, og det er ifølge regeringen hensigten, at den blandt en mængde andre ting skal indgå i undervisningen i gymnasiet.

Men Muhammed-krisen kaster stadig skygger og har indflydelse på Foghs kanondrømme. Ifølge statsministerens tale i går er "styrken i den religiøse fanatisme ufattelig", ikke mindst i Irak. Men også herhjemme forekommer det statsministeren, at "religiøse spørgsmål og religiøse symboler på det seneste har fået en alt for stærk placering i den politiske debat". Det er ingen hemmelighed, at Anders Fogh Rasmussen er blandt landets mest kulturradikale, når det gælder adskillelsen mellem religion og politik, og det er i det lys, at demokratikanonen skal ses. I sig selv er en kanon for demokrati ikke noget dårligt. Snarere tværtimod kan der i historieløse tider med en historisk set stor indvandring af medborgere fra andre kulturer være endog stor grund til at sætte til debat, hvilke tanker, begivenheder og filosofi det danske folkestyre er baseret på. Muhammed-krisen viste, den øvrige håndtering ufortalt, at der langt fra er fælles forståelse af, hvilken rolle og rangorden de demokratiske frihedsrettigheder har, og der kan være mange grunde til at styrke det republikanske element og understrege det, der vedrører statsdannelsen. Så skal man endelig have kanoner, må det siges, at demokrati ikke er det ringeste, man kan have kanoner i. Men det er også et vovet eksperiment. For sender man for et øjeblik en tanke efter den kulturkamp, som VK-regeringen har ført, og kigger på CEPOS-tilstedeværelsen i udvalget, lugter der af smagsdommeri. Og tænker man i øvrigt på, hvad den siddende regering har gjort for at centralisere og kontrollere den offentlige og kommunale forvaltning, og at den i øvrigt selv i en række sager har vaklet betænkelig tæt på kanten af det parlamentariske demokrati, er det oplagt at konkludere, at en demokratikanon nemt ender som et politisk redskab.

Der findes ingen facitlister for demokrati, og det værste, man kan forestille sig, er en kanon, der ender som et absolutistisk regnestykke, der ikke har andet formål end at polere den nationale glorie.

Kanonudvalget må besinde sig på, at den danske vej til demokrati er knap så glorværdig og lige, som den måske fremstår i forenklingens pixi-format.

Det er måske relativt enkelt at pege på en række tænkere, filosoffer og politikere, der har haft afgørende betydning, men bortset fra en række konkrete enkeltbegivenheder som for eksempel Grundlovens indførelse i 1849 er det ekstremt svært nøjagtig at pege på, hvilke begivenheder der er afgørende for udviklingen af det danske demokrati.

Demokrati udspringer af langvarige processer, der ganske vist ofte er udløst af brudsituationer, men de begivenheder, som har udviklet demokratiet, har lige så ofte haft karakter af fiasko som af succes. Men andre ord kræver det en stor evne til også at se sine egne begrænsninger for at kunne udvikle sit demokrati og politiske system. Og for kanonudvalget kræver det en stor evne til kritik og selvkritik for at kunne opfylde Foghs løfte om, at demokratikanonen udelukkende skal være en løftestang til folkelig og politisk debat og ikke et redskab for en særlig politik i nutiden. weis

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu