Læsetid: 3 min.

Demokratisk muslim

11. oktober 2003

Tre Årsager til at glæde sig over, at Nobels fredspris i år bliver tildelt den iranske advokat, Shirin Ebadi: Dels er det en opmuntring til den muslimske verdens trængte demokratiske kræfter. Dels er det et tiltrængt signal til vesterlændinge om, at demokrati og islam er forenelige størrelser. Dels gik fredsprisen dermed pavens næse forbi.
Nobelkomiteens medlemmer har tavshedspligt, så det står enhver frit at spekulere over årsagen til, at en af dette års absolutte topkandidater, pave Johannes Paul II, ikke blev æret på denne fornemme vis, før han går hinsides.
Mange katolikker blev skuffede over beslutningen: »Det er for mig en stor fejltagelse, en dårlig fejltagelse og en uheldig fejltagelse,« sagde eksempelvis forhenværende fagforeningsleder og præsident i Polen, Lech Walesa, til polsk tv.
Andre kan glæde sig over, at pavens fredsbudskab ikke blændede øjnene på komiteens medlemmer. Nøgternt set har Johannes Paul II sendt flere mennesker i døden med sin seksualpolitik, end han har reddet med sin fredspolitik. At Vatikanet stadig og stædigt anbefaler seksuel afholdenhed som eneste acceptable prævention er en ubehagelig del af forklaringen på, at flere end 20 millioner mennesker er døde af hiv og aids.
Kun højere magter end denne verdens kan dømme og straffe denne forbrydelse retfærdigt.

I befolkningspolitiske spørgsmål – som prævention og seksualundervisning hører under – har Vatikanet i FN-regi indgået en langvarig og uhellig alliance med de mest konservative katolske og islamiske stater. Feudale, patriarkalske, udemokratiske tankegange er på ingen måde reserveret et enkelt religiøst tankesæt, det er et aldeles tværkulturelt fænomen.
Gud ske lov er det modsatte også tilfældet: Moderne, ligestillingsorienterede, demokratiske tanker udvikles på tværs af kulturelle og religiøse grænser.
Og det er lige netop, hvad Nobels fredskomité markerer ved at give dette års pris til Shirin Ebadi: Demokrati og menneskerettigheder er universelle krav, de er ikke rundet af og spundet sammen med Vestens fortolkning af forholdet mellem og mennesket og dets skaber.
Et højst tiltrængt budskab i en tid, hvor islam har erobret fjendebilledernes ubestridte førsteplads i Europa og USA.

Sherin Ebadi blev udnævnt til Irans første kvindelige dommer under Shah-styret, men måtte forlade sit embede, da det konservative præsteskab i 1979 overtog magten og indskrænkede kvinders ret til at deltage i samfundslivet.
Undertrykkelsen af kvinder, af demokratiske rettigheder generelt og fatwaen over Salman Rusdhie gjorde Irans mullaher, anført af ayatollah Khomenis dystre skikkelse, til sindbilledet på islams mørke middelalderside, længe før Vesten hørte om talibanere og Osama bin Laden.
Sherin Ebadi har siden da arbejdet for ytringsfrihed og for kvinders og børns rettigheder som forelæser på universitetet, som forfatter og aktivist. Det har blandt andet kostet hende et fængselsophold i Teherans berygtede Evin-fængsel og en husarrest.
Blandt andet kritiserer Sherin Ebadi den iranske lovpraksis for at afspejle et kvindesyn, der afføder vold mod kvinder, både offentligt og privat. Sammen med andre iranske feminister kæmper hun for at få ændret familie- og kriminallovgivning. Nogle eksempler: I Iran kan piger bortgiftes, når de er ni år. Den kriminelle lavalder for piger er ni år, mens den er 15 år for drenge. Mænd har uindskrænket ret til skilsmisse, kvinder har begrænset ret. I skilsmisser får faderen automatisk forældreretten over børnene, hvis pigerne er fyldt syv år og drengene er to år – hvilket selvsagt får mange kvinder til at tåle voldsomme urimeligheder i deres ægteskab.
Sherin Ebadi er troende, og hendes kamp mod præstestyret er ikke vendt mod islam. Hun insisterer på en moderne tolkning af Koranen – og finder sine argumenter for at arbejde for demokrati og menneskerettigheder i denne hellige bog.
Nobelkomiteens pris til Sherin Ebadi er en opmuntring til de mange muslimer, der sætter liv, ære og velfærd på spil i deres kamp for demokrati og menneskerettigheder i Mellemøsten og i resten af verden.

fris

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu