Læsetid: 3 min.

Demokratur på retræte

12. marts 1997

PÅ BLOT TO måneder - fra de første protestdemonstrationer udløst af folkets vrede over tab i spekulations-firmaer til den igangværende folkehærs march mod Tirana - har Albaniens præsident, Sali Berisha, mistet, hvad der så ud til at være total kontrol over situationen, og han kan nu formentlig tælle sine dage som Albaniens leder.
I et forsøg på at holde sidste skanse - selve præsidentposten - fortsatte Berisha tirsdag forhandlinger med den så godt som forenede opposition, inklusive de socialister (tidligere kommunister) præsidenten betragter som sin hovedmodstander.
Nu er der næsten ingen grænser for Berishas indrømmelser: etablering af en "national forsoningsregering" med deltagelse af alle politiske kræfter, afholdelse af nyvalg til parlamentet i løbet af tre måneder under overvågning af internationale observatører, en lempelse og derefter fuldstændig ophævelse af undtagelsestilstanden, amnesti til alle militære og civile deltagere i oprøret, samt en fortsættelse af "den politiske dialog" med oppositionen med det formål at skabe et "gunstigt klima" før afholdelsen af det næste valg, bl.a. om kontrollen over medierne, hvortil kommer tirsdagens meddelelse om, at den 35-årige socialist Bashkim Sino er udset til at være Albaniens nye ministerpræsident.
Forhandlingerne fortsætter om endnu et par uløste konfliktpunkter - bl.a. om, hvem der skal sidde på indenrigsministerposten og dermed opnå kontrol med Berishas frygtede sikkerhedspoliti Sikh. og om en løsladelse af Socialisternes partileder, Fatos Nano, der har siddet fængslet siden 1994 anklaget for korruption.
Oppositionen har kun måttet komme med én reel indrømmelse: et løfte om, at alle våben og al ammunition, som oprørerne har bemægtiget sig, skal leveres tilbage i løbet af en uge.
Men selv dette ene løfte er oppositionen enten ikke til sinds eller ikke i stand til at opfylde. Ialtfald fortsatte den sammensatte oprørshær, bestående af derangerede militær- og politistyrker, kriminelle elementer, eventyrlystne teenagere og almindelige vrede borgere i ugens første dage deres march mod hovedstaden. By efter by falder uden kamp under oprørshærens fremmarch, som kun synes at kunne standses med opfyldelsen af oprørerernes hovedkrav: præsident Berishas afgang.

MINDST ET PAR TING er kommet bag på såvel præsident Berisha som internationale observatører:
For det første styrken og omfanget af den vrede, pyramideselskabernes sammenbrud førte med sig. Lignende oprør mod ultra-liberalismen i sin mest afskyvækkende fremtrædelsesform er set før i Øst- og Centraleuropa, men ikke så entydigt som nu i Albanien og aldrig før med en styrke, der truer selve regimets overlevelse.
En anden lære, som kan drages af begivenhederne i Albanien, er, at en derangeret hær, berøvet sin eksistensberettigelse, status og økonomiske midler, er en yderst destabiliserende faktor for enhver samfundsorden. Som beskrevet på temasiden inde i avisen har præsident Berisha i sin femårige regeringstid gennemført radikale nedskæringer i hæren - bl.a. er 12.000 ud af 17.000 officerer fyret med meget lav pension.
Det kan være fornuftigt nok, men uden tilstrækkelig kompensation og alternative tilbud var det en livsfarlig disposition for Berisha, og konsekvensen måles i dag i et stort antal kaserner og våbenlagre givet op uden kamp, og et stort antal officerer og menige, der slutter sig til - eller i flere byer direkte sætter sig i spidsen for - oprøret.
En lignende cocktail - en demoraliseret og udsultet hærs frie fald i et ustabilt overgangssamfund - finder vi i Rusland, hvor der længe er advaret om konsekvenserne.

BERISHA-STYRETS formodede fald tilbyder endnu en lektie - denne gang til det internationale samfund, der længe ignorerede den albanske leders i stigende grad udemokratiske fremfærd i henhold til den gamle koldkrigs-devise: "han er en slem dreng, men han er vores slemme dreng".
Da præsident Berisha og hans Demokratiske Parti under parlamentsvalget sidste år fængslede og intimiderede oppositionens kandidater, med vold afbrød vælgermøder, ændrede valglovene i sidste øjeblik for til sidst at svindle åbenlyst med stemmeoptællingen, burde Berisha ikke være sluppet med OSCE's påtale af "alvorlige uregelmæssigheder", men være stillet over for et ultimatum: omvalg eller stop for Vestens bistand (den største til et øst-land, målt pr. indbygger).
Under den nuværende krise har det internationale samfund reageret med de midler, man nu har: Med en aktiv diplomatisk indsats tilsat truslen om at sende Berisha-styret i økonomisk og politisk isolation. Hvilket da også har vist sig at give de ønskede indrømmelser. Men altså for sent til at redde hundredetusindvis af albaneres sparepenge, for sent til at hindre blodsudgydelser. Og formentlig også for sent til at redde præsident Berishas politiske liv.

on (Ole Nyeng)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu